Porsche Cayenne Electric
Test og anmeldelser
30. september 2025

Første indtryk: Porsche Cayenne Electric bevæger sig som en sportsvogn

Porsche Cayenne Electric kan alt, en Cayenne skal kunne. Den trækker gladeligt hestetraileren på 3.500 kilo og gemmer selv 1.073 heste i folden.

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Bilbasen var inviteret til Leipzig af Porsche Danmark.

Selvom det er sekundært for kernekunden, er det sigende for Porsche, at Cayenne Electric bevæger sig, som den gør. Tyngdelovsbrydende. At man kan få en bil med massefylde som Dødsstjernen til at bevæge sig sådan, er lige så svært at forstå, som det er at udholde.

Chaufføren er ansvarlig for dækudvikling til Cayenne, hvilket må være en tjans af dimensioner. Det er over 1.000 hestekræfter, der skal tøjles i en bil, som vejer knap 2,7 tons. Alligevel er det, som nævnt, sekundært, fordi Cayenne Electric først og fremmest skal være en brugbar, luksuriøs og højteknologisk elbil. Og det ser den ud til at være.

Fra Leipzig i Tyskland, hvor den første Cayenne blev til i 2002, ser jeg nærmere på Porsche Cayenne Electric – både teknisk og fra passagersædet, hvor jeg får de første spæde indtryk.

Porsche Cayenne Electric
Foto: Porsche PR

Batteri og drivlinje

Porsche Cayenne blev født i skepsis, fordi folket ikke mente, at sportsvognsmærket var foreneligt med en firehjulstrækker. I virkeligheden endte Cayenne med at redde Porsche fra økonomisk ruin, og nu er spørgsmålet, om den elektriske version kan gøre det samme. Salget af elbiler går nemlig sløjt for Porsche, og Cayenne Electric skal udgøre det næste elektriske nybrud for det stolte, tyske bilmærke.

Porsche Cayenne Electric bygges på PPE-platformen, der deles med Audi A6 og Q6 E-Tron samt selvfølgelig Porsche Macan. Sammenlignet med disse tekniske slægtninge er Cayenne Electric dog bøffet godt op for at matche bilens størrelse. Her fås et voksent batteri på 113 kWh, en rækkevidde på mindst 600 kilometer og en ladehastighed på op til 400 kW.

Ifølge Porsche betyder sidstnævnte, at man under de rette forudsætninger kan ‘tanke’ 300 kilometer efter blot 10 minutters opladning. Turen fra 10 til 80 procent kan klares på helt ned til 16 minutter. Er det hjemmeopladning, der er interessant, kan Cayenne Electric oplades trådløst.

Porsche Cayenne Electric
Foto: Porsche PR

Elmotorerne er de samme, som også findes i Porsche Taycan. Men hvor den vildeste Taycan Turbo GT topper ved 1.034 hestekræfter, får den vildeste Cayenne Electric en spids mere. Her er 800 kW, svarende til 1.073 hestekræfter, og ikke færre end 1.500 Nm, hvilket gør Cayenne Electric til den mest kraftfulde Porsche nogensinde.

Turen fra 0 til 100 km/t klares på under tre sekunder, og hvis højrefoden forbliver begravet, er turen til 200 km/t klaret på under otte sekunder. Når alle knap 2,7 tons skal bremses igen, kan Cayenne Electric rekuperere med hele 600 kW, hvorefter et sæt keramiske bremser træder til.

Specifikationer som disse er selvfølgelig skabt til de fede forsider. Selvom den tilladte trækvægt på op til 3.500 kilo er mere usexet, står den højt hos hestefolket, der nok netop fylder en del i kundekartotekerne til en Cayenne.

Porsche Cayenne Electric
Foto: Porsche PR

Porsches største skærm

Det første, der fanger øjet i kabinen, er den enorme, buede skærm i midterkonsollen. En gimmick, der faktisk fungerer, fordi man i skærmens nederste del altid har konkrete indstillinger ved hånden, mens den øverste del kan forblive på eksempelvis navigationen.

Skærmen fremstår i meget høj opløsning med et spritnyt system, der er lige dele nydeligt og moderne. Til at supplere den centralt monterede infotainmentskærm fås en 14,25” skærm til instrumentering samt mulighed for tilkøb af en 14,9” passagerskærm. Begge følger infotainmentskærmens høje niveau.

Selvom flere funktioner nu desværre skal styres på skærmen, herunder luftdyserne, er der bibeholdt en stribe fysiske knapper. Alle med det helt rigtige, taktile klik. Det vidner om en detaljeorientering, der også understreges af panelet under infotainmentskærmen, hvor hånden kan hviles, mens man betjener den. Simpelt, men smart.

Porsche Cayenne Electric
Foto: Porsche PR

Orienterer man sig videre ud i kabinen, finder man et umiskendeligt Cayenne-setup. Det er domineret af rene linjer og høj materialekvalitet. Opbevaringsplads er der også tænkt over med dybe dørlommer og en altædende midterkonsol – hvoraf begge naturligvis kan bestilles med varme, så armen i karmen aldrig fryser.

Er Porsche Cayenne Electric rummelig?

Det må man sige. Uden at kende de nøjagtige udvendige dimensioner er det ikke svært at konkludere, at Porsche Cayenne Electric er en stor bil. Forsæderne kan forkæle med 16-punkts massage samt vibrationer, der matcher musikken på det store Burmester-lydanlæg.

Bagsædet er mere spændende, fordi det er så rummeligt og komfortabelt, som det er. Siddepositionen er naturlig, både fordi batteriet ikke æder af gulvpladsen, og fordi ryglænene kan vinkles efter behov. Heromme kan man sidde meget længe.

Porsche Cayenne Electric
Foto: Porsche PR

Bagagerummet pakker i alt 553 liter bag bagsæderne, hvis passagererne prioriterer maksimal komfort. Justeres bagsæderne tilpas meget, kan der skabes op til 781 liter bag dem, og hvis man klapper dem helt sammen, er der plads til 1.588 liter.

En tur om testanlægget

Som camouflagen indikerer, er der nogle småting, som Porsche gemmer lidt endnu. Derfor får jeg heller ikke lov til at sidde bag rattet selv, men rykker ind på forsædet ved siden af chefen for dækudvikling til Porsche Cayenne Electric. Han tager mig rundt på testanlægget ved fabrikken i Leipzig for først at vise lidt dynamik.

Og dynamik, det er der. Fordelingen af de mange kilo er udsøgte 48/52 for at sikre baghjulsbias. Dertil kommer firehjulsstyring og en intelligent, adaptiv undervogn. Alt dette giver i kombination med en overflod af kræfter en super-SUV, der bevæger sig som en vaskeægte sportsvogn.

Porsche Cayenne Electric
Foto: Porsche PR
Porsche Cayenne Electric
Foto: Porsche PR

Accelerationen er nok til at give tunnelsyn, og det er en tunnel, man rives ubarmhjertigt hårdt ud af takket være kraftig rekuperation og keramiske skiver. Hjernen når ikke at finde sin vante plads i kraniet, før firehjulsstyringen og den adaptive undervogn banker bilen plant, stabilt og brutalt gennem svinget.

Jeg er ikke plaget af køresyge, men efter to omgange må jeg trække frisk luft for at komme mig. Heldigvis er den efterfølgende demonstration af terrænkørsel noget mere rolig og tenderende til kedelig. Ikke fordi anlægget ikke er udfordrende.

Kedelig, fordi Cayenne Electric klarer det med så stor overbevisning. Selv ved mødet med store, dybe huller viser de selvnivellerende egenskaber i den adaptive undervogn overskud. Det er svært at forestille sig, hvordan et brønddæksel skal få lov at gøre væsen af sig.

Porsche Cayenne Electric
Foto: Porsche CPR
Porsche Cayenne Electric
Foto: Porsche PR
Porsche Cayenne Electric
Foto: Porsche PR

Ikke kritikresistente

Selvom Porsche med den første Cayenne trodsede al skepsis og skabte en succes, betyder det ikke, at de er kritikresistente. Sandheden er, at Porsche ikke sælger nok elbiler, og det gør ondt, når man har omlagt store dele af produktionen til netop elbiler.

Den planlagte SUV med kodenavn K1, der eftersigende skal være en form for Cayenne XL med tre sæderækker, bliver derfor ikke elektrisk alligevel. Her holder Porsche fast i benzinmotorerne til markeder som Nordamerika og Mellemøsten, hvor store SUV’er og benzinbrøl fortsat går hånd i hånd. En elektrisk kovending for at holde salget kørende.

I de lande, hvor elbilerne faktisk har deres udbredelse, har Porsche Cayenne Electric alle forudsætninger for at blive en elektrisk succes. Den er umiskendeligt Porsche: i teknik, i kabine og i måden, den kører på. Den er den store, fede SUV, Cayenne altid har været – nu bare på strøm.

De endelige specifikationer samt priser og leveringstider lader stadig vente på sig. Vi opdaterer, når vi er klogere, og glæder os mest af alt til at få Porsche Cayenne Electric mellem hænderne på danske landeveje.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Andre fandt dette interessant