Begejstringen over den uhørt lave startpris på Danmarks dengang billigste elbil, Dacia Spring, forduftede hurtigere end spændingen på bilens 27,4 kWh store batteri. Til en pris fra 128.990 kr. føltes Spring i virkeligheden mere som en forkromet kabinescooter end en personbil.
Er man nervøst anlagt, kan man få samme frygt, når man betragter Danmarks nykronede billigste elbil, BYD Dolphin Surf, udefra. Der er lidt kejtet kabinescooter over den, og specifikationsarket er kun mildt beroligende.
Den billigste variant har nemlig en batterikapacitet på 30 kWh og en rækkevidde på 220 kilometer, hvilket lugter meget af Dacia Spring. Heldigvis fås Dolphin Surf også med et 43,2 kWh batteri, hvor rækkevidden strækkes til 322 kilometer. Er det noget, der duer, eller er bekymringen reel? Det ser jeg nærmere på, når jeg kører første korte tur fra København.

En sandhed med modifikationer
Startprisen på 149.995 kr. vil gøre BYD Dolphin Surf til Danmarks billigste elbil med en pæn margen på 20.000 kr. op til den skrabede MG ZS EV, der senest har besat posten som billigst. Problemet er bare, at den variant, der kan gafles til 149.995 kr., kaldet Active, først lander i Danmark i andet kvartal 2026. Altså, om godt et år.
Mange kan nå at underbyde BYD i mellemtiden – eksempelvis Renault Twingo. Det betyder dog ikke, at Dolphin Surf først skal have titlen som Danmarks billigste i 2026. Allerede fra den 23. maj kan varianten, som BYD kalder Boost, købes for 174.995 kr., hvilket er henholdsvis 5- og 10.000 kr. billigere end MG ZS EV og Renault 5.
Sammenlignet med begge disse, får man for 174.995 kr. en bil med en gavmild mængde udstyr. Flotter man sig, kan man købe topvarianten Comfort for 189.995 kr., som også er den, der holder til test i det københavnske. Vil du vide mere om pris- og udstyrssammensætningen, kan du læse artiklen ovenfor.


Stilhed og stabilitet
Der skal mere end en time bag rattet til, før jeg tør lægge hovedet på blokken; men det første indtryk er, at BYD Dolphin Surf overrasker. Fra pressemødet i Nordhavn finder jeg hurtigt ud på nærmeste motorvej nordpå, hvor den første positive overraskelse melder sig.
Hastigheden passerer 100 km/t, og det er fortsat muligt at holde en samtale i gang med sidemanden uden løftet stemmeføring – også selvom det blæser godt. Det er mere end man kan sige om Dacia Spring og en hel håndfuld dyrere biler i klassen af minibiler med eller uden elmotor.
Testbilen er, som nævnt, den topudstyrede Comfort-variant, der kører med den kraftigste elmotor og 156 hestekræfter, som i virkeligheden føles mere som 110 hestekræfter. Accelerationen fra 0 til 100 km/t tager acceptable 9,1 sekunder, men den lille Dolphin Surf føles aldrig kvik. Her gruer jeg for Boost-varianten, der med 88 hestekræfter bruger 12,1 sekunder på samme øvelse.



Som BYD også selv pointerer til pressemødet, er Dolphin Surf jo i virkeligheden slet ikke skabt til motorvejen – selvom den overrasker på både støjisolering og retningsstabilitet. Det er over by og land, at den kompakte kineser skal stå sin test, som på denne første køretur bliver i nordsjællandsk landskab.
Her fortsætter BYD Dolphin Surf sine trolige takter med et styretøj, der er let, men markant bedre vægtet end det i storesøster BYD Atto 2, som den deler platform med. Den lille A-segment elbil er generelt medgørlig, tillidsvækkende og let at placere på de smalle landeveje, hvis altså man får slået den sporadiske vognbaneassistent fra.
Og apropos assistenter, så er det ikke kun vognbanehjælperen, der gør sig uheldigt bemærket på den korte køretur. Førerovervågningssystemet, der skal sikre fokus på vejen, bipper konstant og hele tiden, mens skilteregistreringen virker som en tilfældig tombola. Alle assistenter er dertil ret besværlige at slå fra.



En godkendt kabine uden kant
Selvom infotainmentskærmen er klejn på 10,1", så er det ikke så meget skærmen, som det er systemet, der giver besvær i afkoblingen af assistentsystemer. To-tre lag nede bliver BYDs styresystem bøvlet.
Holder man sig til forsiden er alt nydeligt og omgængeligt med Google Maps som indbygget navigation – hvis altså ikke man ynder at bruge den trådløse Apple Carplay eller Android Auto, som er standard.
Trods sin klare budgetorientering er kabinen i BYD Dolphin Surf godkendt på både opsætning og kvalitet. Bag rattet er en skærm på 7" til digital instrumentering med vitale oplysninger i et overskueligt setup og i midterkonsollen en sjov rulle, hvor kabinens fysiske knapper er placeret.


Rullen er imidlertid den eneste rigtige finurlige kant, der er at spore i kabinen på Dolphin Surf. Selvom der er fundet plads til lidt alternativ formgivning, så flyder det hele meget sammen og bliver gråt-i-gråt. Her er budgetorienterede kollegaer som Renault 5 og Hyundai Inster bedre til at skabe skabe sjove, glorværdige løsninger.
Hård plast dominerer, hvilket er forventeligt i prisklassen, men BYD er gode til at montere de bløde materialer der, hvor de giver mest værdi. Det er rart at røre ved området omkring dørhåndtagene samt i midterkonsollen omkring knapperne, og det gør man jo ganske tit.
Læs også: Duel: Citroën Ë-C3 og Hyundai Inster er blandt de billigste nye elbiler, men der er store forskelle
Med en længde på under fire meter, er der ingen skam i at kalde Dolphin Surf for kompakt. Pladsudnyttelsen fremstår optimal med fint plads til fire voksne, selv hvis disse er 1,80 meter i højden. Er man højere end det, vil frisuren flirte med tagbeklædningen på bagsædet, men for klassen er kabinepladsen meget pæn. Det samme er bagagerummet, der pakker 308 liter bag bagsæderne og 1.037 liter, hvis de lægges ned.

DEN FORELØBIGE DOM
Den umiddelbare frygt for en kinesisk kabinescooter bliver i første omgang gjort til skamme, da BYD Dolphin Surf ved første møde fremstår som en aldeles kompetent og stabil minibil til prisen. Her er fin komfort og gode pladsforhold til en billig pris – selvom den allerbilligste lader vente på sig.
Om BYD Dolphin Surf har nok at skyde med til at forsvare sig mod skarpe Renault 5 og finurlige Hyundai Inster, der indtil videre opererer i samme prisleje, må tiden vise. Vi glæder os til at få Danmarks billigste elbil under neglene, når den lander til en udførlig test i nærmeste fremtid.
Allerede fra den 23. maj kan du komme os i forkøbet, da Dolphin Surf her lander hos de danske BYD-forhandlere.
BYD Dolphin Surf Comfort
Motor: Elmotor (foran) Ydelse: 156 hk/220 Nm 0-100 km/t: 9,1 sekunder Tophastighed: 150 km/t Forbrug: 16 kWh/100 km Rækkevidde: 310 kilometer Batteristørrelse: 43,2 kWh Ladekapacitet: 85 kW Mål (L/B/H): 399/172/159 cm Køreklar vægt: 1.390 kilo Trækvægt: 0 kilo Bagagerumsvolumen: 308-1.037 liter Pris: 189.995 kr. (Dolphin Surf fås fra 149.995 kr. - i 2026) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst