Bilbasen var inviteret til Portugal af Renault Danmark
Man skal ikke læse for meget ind i en bilmodels navn. Polestar 4 er mindre end Polestar 3, og hos Renault-forhandlerne kan man fra august møde den nye elbil 4 E-Tech, der er betydeligt større end den kun lidt ældre 5 E-Tech.
Når det kommer til størrelsen, så er den virkelig charmerende og mindst lige så velkørende Renault 5 E-Tech bedst til to personer. Måske tre personer, hvis man insisterer, men det naturligt nok, for den lille 5’er fylder kun 392 centimeter i længden.
Som den nye storebror med det “lille” navn er 4’eren ikke bare meget længere - i alt 414 centimeter - men også syv centimeter højere. Alene dataarket er nok til at fortælle, at 4 E-Tech er den mere praktiske og fornuftige af de to små elbiler fra Renault.





Crossover-sminke
Den lille 5 E-Tech var starten på retrobølgen hos Renault, og 4 E-Tech er den anden model til at rulle ind over os. Det hele handler om, at design og navn skal vække følelser i os - så man køber en Renault i stedet for en tilfældig kinesisk elbil.
Jeg ville ikke ændre noget ved designet på 5 E-Tech, om jeg så fik lov til det. Den er perfekt som den er. 4 E-Tech, derimod, kunne jeg godt finde på at gøre noget ved. Den har fået rigelig crossover-sminke med sort plast uden lakering og riller i dørene. Jeg kunne godt tænke mig en udgave uden den pynt, som ville passe bedre med den oprindelige.
4 E-Tech har ikke den umiddelbare charme fra sin lillebror, men det skal ikke forstås sådan, at den ligner en bil, der kunne være fra et hvilket som helst mærke. Det helt lukkede frontpanel i gennemsigtig plast med logo og forlygter er en stærk fortolkning af den gamle 4’er, som blev lanceret i 1961.
Baglygterne og bagklappen er også en pæn løsning, selv om jeg flere gange undervejs ved præsentationen i Lissabon kører efter, hvad jeg tror er andre journalister i 4 E-Tech; tættere på viser det sig, at det er Fiat 500X i den faceliftede udgave, der ikke fås i Danmark. Så helt unik er bagenden på Renault nye elbil ikke.





Stort bagagerum - ikke helt så stort bagsæde
Bagklappen er en del af den praktiske side ved Renault 4 E-Tech. Den går usædvanligt langt ned i kofangeren, så afstanden mellem jorden og åbningen er kort. Lav læssehøjde er en overset ting i nye biler - det er rart ikke at skulle løfte ting langt op, når man læsser bilen.
Og læsse kan man, for med et højt rum på 420 (til 1.405) liter er der plads til tre-fire kabinekufferter og et par mindre tasker, uden at man skal presse på eller tage hattehylden ud. 44 af de 420 tilgængelige liter er i en boks under bagagerumsgulvet - og der er rigelig plads til et ladekabel.
Jeg forventede til gengæld for meget af benpladsen på bagsædet, viser det sig, da jeg får lejlighed til at sidde der i tre kvarters tid, mens en kollega sidder bag rattet. Passagersædet skal rykkes langt frem, for at man har rimelig plads på bagsædet, og fordi føreren typisk er nødt til at rykke længere bagud end forsædepassageren, udebliver følelsen af en rummelig bil.
Fra førersædet kigger man ud over en indretning, der er næsten 100 procent identisk med den, man finder i lillebror 5 E-Tech. Kun når det kommer til farverne i instrumentering og infotainment, og i visse tilfælde indtrækket, er der lavet om til 4 E-Tech.
Det betyder, sagt helt kort, at førerpladsen er mere logisk og mere lækker end i biler som den nye Ford Puma Gen-E, Citroën Ë-C3/Ë-C3 Aircross og Jeep Avenger. Renaults infotainmentsystem, der i to ud af tre udstyrsvarianter, er med Google indbygget, er førende - alene Google Maps brugervenlighed og konstante opdatering er et hit.
Knapper til klimaanlægget (dog kun med en zone), variabel og klar instrumentering - og så den geniale My Safety-knap, der sidder til venstre for rattet: med to hurtige tryk er man på den personlige indstilling, man har valgt for sikkerhedssystemerne i infotainmentsystemet.
Hvis du vil af med den ubrugelige hastighedsadvarsel og det trættende sporassistentsystem, så programmerer du bare knappen til de to ting - eller noget helt andet.





En blødere omgang
Renault lancerer 4 E-Tech i to motoriseringer, hvor batteristørrelsen er forskellig. Basismodellen 4 E-Tech 40 kWh (Urban Range) med 120 hestekræfter kan strække sit batteri til cirka 308 kilometer, mens 4 E-Tech 52 kWh (Comfort Range) med 150 hestekræfter kan nå op til 409 kilometer på en opladning.
Jeg har kun mulighed for at køre i 4 E-Tech med det store af batterierne, og med en forventet merpris på 15.000 kr. for den relevante ekstra rækkevidde og flere hestekræfter giver det sig selv, at den alligevel vil tage hovedparten af salget i Danmark.
Med tre vokse ombord og et fyldt bagagerum har elmotoren stadig et regulært kraftoverskud. Lissabon er et land, hvor bilerne bliver gamle, før de endelig går på pension, så vejene bugner af undermotoriserede små og mellemstore biler fra 80’erne og 90’erne. De er nemme at komme forbi i en elbil med 150 hestekræfter, selv når motoren tynges af de mange kilo i kabinen.
Som jeg allerede bemærkede det i 5 E-Tech, så er der aldrig en lyd at høre fra elmotoren. Den hverken hviner eller summer. Også støjdæmpingen virker umiddelbart god, og da de danske veje generelt er meget pænere og mindre ru end de portugisiske, vil støjniveauet sikkert være rigtig pænt.
Renault har valgt at gøre både sæder og affjedring blødere i 4 E-Tech end i 5 E-Tech. Samtidig har 4 E-Tech 18,1 centimeter frihøjde, så der nemmere opstår krængning. Det passer til bilen - og det passer også, at den er lidt mindre hurtig på styretøjet. Affjedringskomforten er virkelig vellykket på de meget omskiftelige veje i og omkring Lissabon.

Fra omkring 200.000 kroner
Renault 4 E-Tech har desværre endnu ikke noget prisskilt. Begge batteristørrelser kommer til Danmark, og som det gælder modelprogrammet for lillebror 5 E-Tech, så vil det lille batteri komme i udstyrsniveauerne Evolution og Techno, mens det store batteri kommer som Techno og Iconic. Hvis Renault-importøren rammer rigtigt, kan den billigste starte lige under 200.000 kr.
Den man skal gå efter, om det så er med lille eller stort batteri, er Techno, hvor man udover varme i forsæderne, nøglefri betjening og automatisk klimaanlæg også får Google, adaptiv fartpilot, alufælge, trådløs mobilopladning og bakkamera.
Med 52 kWh og 150 hestekræfter vil den variant ende på omkring 235.000 kr. Der er allerede en del tilsvarende elbiler i den prisklasse, og med nyheder som BYD ATTO 2, Citroën Ë-C3 Aircross, Ford Puma Gen-E og Opel Frontera Electric er der meget hurtigt blevet flere spændende modeller.
Flere af dem har mere plads og de har alle bedre garantiforhold end de kun to års fabriksgaranti, Renault lige nu giver med i købet (jeg gætter på, en ændring er på vej hos Renault). Men 4 E-Tech har historien, indretningen, udstyret og charmen, og det er en rigtig god start for Renaults seneste elbil.