Bilbasen var inviteret til Frankfurt af MG Motors Danmark
Jeg kunne bruge de næste mange linjer på at spekulere over, undre mig over, at MG nu har to helt forskellige modeller, der begge hedder MG4: MG4 EV, som vi har kendt i nogle år, og den helt nye MG4 EV Urban, der kommer til Danmark i maj.
Men hvorfor skulle jeg bruge pladsen på det? Det vigtigste for danske bilkøbere er ikke et navn, men bilerne i sig selv. Og de er vidt forskellige, for de deler ingen teknik og ikke en eneste detalje i designet.
Efter nogle korte, hektiske testkørsler i Frankfurt-området af den nye af de to modeller, altså Urban’en, er jeg overbevist om, at den passer bedre til Danmark end MG4 EV, der har være med os siden 2022.

Den mere rummelige MG4…
For at forklare forholdet mellem MG4 EV og den nye MG4 EV Urban vil jeg bruge den femte generation Volkswagen Golf og dens næsten-navnebror Golf Plus. Det tyske søskendepar bestod af den lave, elegante hatchback Golf og den høje Golf Plus med et design, der mest af alt var med til at gøre den praktisk.
MG4 EV kører videre på markedet som den lavere hatchback uden praktisk sans, og den er på vej med et helt nyt og mere lækkert interiør.
MG4 EV Urban er højere end Kia EV3, og den minder om en dej, der er hævet lidt for længe. Den minder om en nutidens Golf Plus. Men det, og det faktum at den samtidig er over 10 centimeter længere end MG4 EV, gør den til en rigtig familiebil.
Alene derfor ser jeg den som en bil med mere potentiale i Danmark end MG4 EV. Det er seriøse pladsforhold med store bagdøre, der åbner godt op til et meget rummeligt, luftigt bagsæde med plads til et par store barnestole.
Bagagerummet er inddelt med en bundplade med knæk på midten, så den kan justeres i to positioner - eller tages helt ud. På øverste niveau er rummet ikke ret højt, men allerede på næste niveau bliver det til store forhold. Tager man pladen ud, er der en dyb grav som bagagerum.
Det er simple, gennemtænkte forhold ved forsæderne. MG4 EV Urban har samme infotainment som MGS5 EV og MGS6 EV, som MG4 EV også er på vej med, så det fungerer fornuftigt og kommer med nogle pæne, for ikke at sige lækre, rigtige knapper til klimaanlægget foran sig.
Men hvor materialemikset i S5/S6 har en overflod af blødt plast, så sidder enkelte områder med blød plads her ved siden af store flader med meget hård plast.







… er også den billigere MG4
Det er fordi, MG4 EV Urban bliver en prismæssig lillebror til MG4 EV, selv om den er større og meget mere praktisk. MG-importøren ved endnu hverken, hvad MG4 EV Urban eller den faceliftede MG4 EV skal koste, så jeg kan ikke bruge det som udgangspunkt, at før-facelift MG4 EV koster 199.999 kroner.
MG4 EV bliver altså mere lækker med faceliftet, og den kommer med flere kræfter og længere rækkevidde end den nye bror.
Det smager af, at den stiger i pris. Nu tænker jeg bare højt, og hvis jeg sætter den faceliftede til 224.999 kroner, og der skal være god luft ned til MG4 EV Urban, så skal den dyreste variant ikke over 199.999 kroner.
Det vil så være for varianten Long Range Premium med 54 kWh, 160 hestekræfter, 405 kilometer på en opladning, 17” alufælge, 360 graders kamera, el-justerbart førersæde, nøglefri betjening og trådløs mobillader. Lige under den kommer Long Range Comfort med samme drivlinje og 416 kilometer på en opladning.
Stort infotainment, fuld sikkerhedspakke, 16” alufælge, varmepumpe og LED-forlygter kører med på Comfort-niveau - og her sætter jeg prisen til 184.999 kr.
Der er en Comfort-model mere med præcis samme udstyrsniveau, og det er i forbindelse med et mindre batteri. Standard Range har 43 kWh, sammen med 149 hestekræfter, og det giver en rækkevidde på 325 kilometer. Den sætter jeg til 169.999 kr.
Hvis MG4 EV Urban kan sendes ud i Danmark til de priser, så kan MG blive løftet til et salgsmæssigt højere niveau end i dag.








Forvent ikke det store af køreegenskaberne
MG4 EV Urban er en bil, som jeg ser det, der ikke behøver at være raffineret, præcis, hurtig eller på nogen mindeværdig måde. Bare den har sikre, entydige køreegenskaber og en affjedring, der er til at leve med.
Det er sådan MG4 EV Urban er. Du vil ikke huske den for noget særligt, heller ikke for noget udpræget positivt, når du sætter den efter en køretur. Der er heller ikke noget virkelig negativt, der dukker op - men igen, jeg når kun at køre tre hektiske, korte ture af i alt 25-30 minutters varighed.
MG havde på forhånd lovet flere timers køretid, og det ville have givet mig mulighed for at køre på motorvej og i byen, ikke kun rundt i et industrikvarter og et par minutter på en landevej med 100 km/t.
Som MG4-familiens prisfølsomme type har den forhjulstræk, prisbillige LFP-batterier i begge udgaver - og begrænset støjisolering. På våd vej kæmper forhjulene for greb, men på tørre områder viser den sig at have overraskende meget vejgreb under hastige manøvrer, hvor jeg drejer ind på en vej fra en anden.
MG4 EV Urban kører fint. Affjedringen virker simpel, men rimelig i komforten, mens styretøjet er uldent og gør alt for ikke at bringe glæde. Og MG kan sagtens lave et godt styretøj, for de har gjort det i S5’eren.
Men det betyder ikke ret meget. Det er bilens tilbud om rigtig god plads, masser af sikkerhedsudstyr, syv års garanti og godt med komfortudstyr til en lav pris, der er dens våben - og det er de helt rigtige våben.
Hvor lav den lave pris bliver, kommer til at afgøre, om MG4 EV Urban bliver et skarpt sværd eller bare en lille sløv lommekniv.

DEN FORELØBIGE DOM
Fra en til to MG4-modeller - og til to biler, som intet har til fælles. MG4 EV, altså den oprindelige, har et design, der kræver stillingtagen, og den har knebne pladsforhold og baghjulstræk.
MG4 EV Urban, derimod, har et fredsommeligt design, man kan trække på skulderen over. Det er lige meget, for den er virkelig rummelig og praktisk.
Den er ikke værd at købe for gode køreegenskaber eller højt komfortniveau, men hvis den bliver billig nok, får man god rækkevidde og højt udstyrsniveau - udover rigtig meget plads - for pengene.
MG EV Urban Long Range Premium
Motor: Elmotor (for) Ydelse: 160 hk/250 Nm 0-100 km/t: 9,5 sekunder Tophastighed: 160 km/t Forbrug: 16,5 kWh/100 kilometer Rækkevidde: 405 kilometer Batteristørrelse: 53,9 kWh Ladekapacitet: Ikke oplyst DC-ladning 10-80 procent: 30 minutter Mål (L/B/H): 440/184/158 cm Køreklar vægt: 1520 kilo Trækvægt: 500 kilo Bagagerumsvolumen: 479-1.364 liter Prisgæt: 200.000 kr. (MG4 EV Urban prisgæt fra cirka 170.000 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst
Produktionsland: Kina Fabriksgaranti: Syv år op til 150.000 kilometer



