I snart tre år har VW ID. Buzz, den tyske minibus på strøm, været uden egentlige konkurrenter. Man kunne tro, at sådan en elektrisk minibus ikke er noget, de fleste tænker på som familiebil, men tallene siger noget helt andet.
Der kører lige nu 3.995 ID. Buzz i Danmark, viser statistikken på Bilstatistik.dk, og det inkluderer biler hentet hjem som brugte (også meget, meget let brugte) fra udlandet og biler solgt fra ny i Danmark. Næsten 4.000 ID. Buzz - det er næsten lige så mange eksemplarer, som der kører af alle BYD-modeller til sammen i Danmark.
Læs også: Nu sælger Kia kun elbiler i Danmark
Så det er ikke småting, at der nu endelig kommer konkurrence til ID. Buzz. Den kommer fra Kia, og den er svær ikke at blive begejstret over, den nye PV5 Passenger. Den er nemlig meget billigere end det tyske modstykke, og den allerede veludstyrede basismodel fås til kun 279.999 kr.






Koster næsten det samme som den billigste EV3
Den billigste og bestemt ikke veludstyrede ID. Buzz-basismodel koster 394.995 kr., og det er ikke særlig venligt overfor et stramt børnefamiliebudget. Den mere veludstyrede PV5 Passenger-basismodel koster altså 115.000 kr. mindre. 115.000 kr.!
279.999 kr. er kun 10.000 kr. end den meget mindre elektriske crossover hos Kia, den kompakte EV3. Her er PV5 Passenger i en helt anden kategori, når det kommer til rummelighed. Den er 470 centimeter lang (ID. Buzz Kort er 471 centimeter), og bagagerummet med alle fem sæder i brug (versioner med seks og syv sæder kommer senere) sluger 1.320 kilo. EV3? 460 liter...
Særligt to ting er medvirkende til, at PV5 Passenger starter så uendeligt meget lavere end ID. Buzz. Den ene ting er rækkevidden i basismodellen, den anden er motorydelsen. Med batterikapacitet på 51,5 kWh kan Kia presse 295 kilometer ud af PV5 Passenger Standard Range, og med 121 hestekræfter kan der blive svedige håndflader under en overhaling, hvis alle sæder og bagagerummet er fyldt op.
Men handler det om mange kræfter i en elektrisk minibus? Nej, så længe der er kræfter nok, som vi forhåbentlig får lejlighed til at undersøge, så er der ingen brok herfra.
Den billigste ID. Buzz har en rækkevidde på 455 kilometer, så den har altså langt mere at give af. Hos Kia kommer man ikke helt så langt, men tæt på, hvis man giver 30.000 kr. ekstra og vælger Long Range med 71,2 kWh: 412 kilometer på en opladning. Elmotoren opgraderes også i samme ombæring, så der er 163 hestekræfter at gøre godt med.
Opladning ved en DC-lynlader er i begge tilfælde med op til 150 kW, og 10 til 80 procent er (optimalt set) overstået på 30 minutter. Og har man brug for at trække en trailer eller ikke alt for stor campingvogn, så klarer PV5 Passenger med det store batteri op til 1.500 kilo, mens udgaver med det mindre batteri formentlig vil kunne trække op til 750 kilo (Kia afventer endelig godkendelse på det tal).

Upgrade med alt i udstyr fra 309.999 kroner
Udover at vælge batteristørrelse (og dermed også motorydelse), skal man vælge udstyrsvariant. Der er tre af dem, som der typisk er hos Kia - Access, Prestige og Upgrade. Fra Access til Upgrade er der en merpris på 15.000 kr., og fra Prestige til Upgrade betaler man yderligere 15.000 kr.
Access skal man ikke være bange for at binde an med. Den har nemlig infotainment med 12,9" touchscreen, navigation og netbaserede opdateringer, trådløs tilkobling til Apple CarPlay/Android Auto, trådløs mobilopladning, forvarmning af batterier før DC-ladning, adaptiv fartpilot, bakkamera, p-sensorer for og bag, varme i rattet, forsæderne og bagsædet, Vehicle-to-Load-funktion (V2L - strøm til eksterne apparater), regnsensor, varmepumpe og skiftepaler bag rattet til regenereringsniveauer.
Prestige-udgaver kommer med alufælge, indtræk i kunstlæder, aktivt blind vinkel-system, el-betjent bagklap, digital nøgle (smartphone og smartwatch), og Upgrade kommer med elektriske skydedøre, 360 graders kamera, el-justerbare forsæder med ventilation, en såkaldt aktiv parkerings-kollisionsassistent og blind vinkel-system med kameravisning i instrumenteringen.
PV5 Passenger kommer til de danske forhandlere i november. Hvis man ikke har brug for mere end to sæder i bilen, vil den også kunne fås som varebil med navnet PV5 Cargo.
MODEL | MOTOR/RÆKKEVIDDE | PRIS |
---|---|---|
PV5 Passenger Standard Range Access | 121 hestekræfter/295 kilometer | 279.999 kr. |
PV5 Passenger Standard Range Prestige | 121 hestekræfter/295 kilometer | 294.999 kr. |
PV5 Passenger Standard Range Upgrade | 121 hestekræfter/295 kilometer | 309.999 kr. |
PV5 Passenger Long Range Access | 163 hestekræfter/412 kilometer | 309.999 kr. |
PV5 Passenger Long Range Prestige | 163 hestekræfter/412 kilometer | 324.999 kr. |
PV5 Passenger Long Range Upgrade | 163 hestekræfter/412 kilometer | 339.999 kr. |