Den har været længe undervejs. Men resultatet har tilsyneladende været det hele værd. Nu er tyskerne i hvert fald klar med en elektrisk SUV, der for alvor kan konkurrere med Tesla.
Af: Esben Skrumsager / d. 5. september 2018
Det er et par år siden, Mercedes præsenterede planerne om en hel serie af elbiler. Serien kalder de EQ, og det skulle ganske kreativt være baseret på forkortelsen for intelligenskvotient, IQ, hvor i’et er skiftet ud, så forkortelsen hos Mercedes i stedet står for “Electric Intelligence”. Smart, ikk’?
EQ vil de kommende år vokse til en hel modelfamilie – på samme måde som vi kender det almindelige modelprogram hos Mercedes fra A- til S-klasse (jo jo, vi ved godt, der er også er den Nissan-baserede Mercedes X-Klasse). Men nu er tyskerne altså klar med den første model. EQC er en crossover, som netop er afsløret på en konference i Stockholm.
Så vild er den nye Mercedes-elbil
Lad os begynde med det vigtigste. Drivlinjen. Den består af to elektriske motorer – én på hver aksel, som i alt leverer 408 hk (300 kW) og 765 Nm.
Effekten fra den heftige motor kommer fra en væskekølet lithium-ion batteripakke, der består af i alt 384 celler i fire moduler, som samlet vejer 650 kg. Heldigvis er de anbragt i bilens gulvkonstruktion mellem hjulakslerne. Den lave og centrale placering skulle give gode køreegenskaber, ligesom vi erfarede i Jaguar i-Pace.
Batterierne, der er tyskfremstillede, har en lagerkapacitet på 80 kWh.











Forbruget er opgivet ifølge den snart forældede NEDC-kørselscyklus, hvor det teoretiske forbrug lyder på på 2,22 kWh pr. kilometer. Det skulle ifølge Mercedes kunne give en rækkevidde på over 450 kilometer.
Mercedes EQC har en indbygget oplader, der er vandkølet. Det gør det muligt – på specielle hurtigopladere – at håndtere op til 110 kilowatt strøm. Så kan du oplade batteriet fra 10 til 80 procent på 40 minutter.
Topfarten er begrænset til 180 km/t. Det er måske ikke alverden, når man sammenligner med de klassiske modeller hos Mercedes, men til gengæld klares accelerationen fra 0 til 100 km/t på blot 5,1 sekund.
Sådan kan du køre bilen med én pedal
Som chauffør bag rattet på EQC kan du vælge mellem fem forskellige kørselsformer. Komfort, øko, maksimal rækkevidde, sport og individuel. Navnene giver vist sig selv.
SE OGSÅ: V8-Mercedes i gangster-stil er god ved miljøet
Bag rattet er der skiftepaler, men det er ikke til gearkassen, som man er vant til i en Mercedes. Med palerne kan du i stedet indstille bilens energiudnyttelse – altså hvad der sker, når du slipper speederen.
I de blideste af de fire niveauer triller bilen nærmest som i frigear, når du slipper speederen, mens den med maksimal regenerering bremser så kraftigt, at bremsepedalen bliver overflødig i de fleste situationer. Den nye Nissan Leaf har en lignende løsning.
Pris og lancering af Mercedes EQC
Mercedes EQC skulle være spækket med udstyr, men på Bilbasens redaktion har vi desværre ikke haft lejlighed til at nærstudere den nye elbil endnu. Som noget særligt for en elbil kan man på udstyrslisten dog finde anhængertræk. Hele 1.800 kg skulle den højbenede elbil kunne trække på krogen.
Bilen bliver sat i produktion i begyndelsen af 2019. Men en eksakt lanceringsdato er endnu ikke annonceret, og vi har desværre eller ikke fået nogen prisliste. Men den primære konkurrent – Tesla Model X – koster i øjeblikket knap 750.000 for den billigste udgave.
Kunne en elbil fra Mercedes få dig til at skifte den konventionelle brændstofbil ud? Deltag endelig i debatten herunder.
TIL SALG: Søg efter Tesla Model X på Bilbasen