februar 18, 2023

Test: Cupra Formentor VZ5 er et femcylindret stjerneskud

Cupra Formentor VZ5 er så unik, at den end ikke findes i prislisten. Men den vilde spanier med 390 hk kan købes, og den er 400.000 kr. billigere end Audi RS Q3 Sportback.

TEKST OG FOTO Morten Bek

Den femcylindrede motor har en lang historie i Volkswagen-regi. Den skævbenede motor var en nyhed fra Audi i 1976, og biler fra Audi, Seat og VW har været beriget med en motor med fem cylindre, drevet af enten benzin eller diesel.

Femcylindrede motorer har charme, kant og gerne en rå side. Men lagt i motorrummet på en amerikansk Jetta, uden turbolader og med en af datidens mest genstridige automatgearkasser, havde rækkemotoren med fem stempler ikke en chance.

Der er én femcylindret tilbage i VW-familien. En 2,5-liters benzinmotor, som vi i bedste fald kan nyde godt af fra ny i 4-5 år. Nydes, det kan den, for det er en vild motor, som kun har antal cylindre . Det er en turbotung motor fra Audi, som er forbeholdt RS 3, RS Q3 og TT RS.

LÆS OGSÅ | Vild Cupra Formentor med 390 hk og Audi-motor på vej til Danmark

Var forbeholdt. Audi har så stor tiltro til Cupra, som jeg tolker det, at de har pakket 7.000 af de dejlige motorer og sendt dem til Martorell i Spanien, hvor Cupra samler sin populære Formentor. Den tysk-spanske hybrid, der er blevet ud af sendingen, er Formentor VZ5. Den findes i Danmark, hvor jeg tester den, men den er så hemmelig, at Cupra ikke har den på prislisten på hjemmesiden.

Er Formentor VZ5 da meget dyr?

Jaaa, men også nej. Formentor VZ5 er dyrere end nogen Cupra (og Seat) har været før, og tre mere eller mindre væsentlige krydser på udstyrslisten koster den 819.990 kr. “Over 800.000 kr. for en Seat…”, kan jeg høre nogen vrisse. Formentor er en Cupra, og Cupra er allerede et stærkere brand end Seat nogensinde har været.

Men igen. 820.000 kr. Den billigste Formentor er en PHEV med 204 hk, og den får du for under det halve. 399.990 kr. Glem ikke, at du kan blive en af kun 7.000 personer i hele verden, der kører den specielle Formentor VZ5 – og jeg skal også huske at fortælle, at den har 390 hestekræfter.

LÆS OGSÅ | Seat ligger for døden

Det vil jeg sige, gør noget op for den meget store merpris, der lurer i forhold til den hidtil stærkeste Formentor, den firecylindrede med 310 hk, som koster 524.990 kr. Noget mere af merprisen tilintetgør Cupra med mere udstyr i den heftige VZ5’er.

Den er også komfortabelt hurtigere end Formentor med 310 hk, VZ5’eren. 4,9 sekunder ville jeg være godt tilfreds med, hvis jeg var ejer af en Formentor med 310 hk. VZ5’eren skræller væsentlige tiendedele af og gør det på 4,2 sekunder.

Lyden og dramaet er det, der i sidste ende skal gøre det helt store indtryk, hvis ikke kortere 0-100 tid, mere udstyr og medlemsskabet i den eksklusive VZ5-klub med 7.000 medlemmer gør det.

Det kan være svært at se forskel på en Formentor med 150 hk og den vilde VZ5 med 390 hk. Kulfiberdele på eksteriøret, 20″ alufælge og fire udstødningsrør giver et praj

Motoren har da flere hestekræfter hos Audi?

Korrekt. 2,5-liters motoren når de lidt magiske 400 hestekræfter i RS-modellerne fra Audi, så et sted i transmissionen eller udstødningssystemet i Cupra Formentor VZ5 går 10 af hestene tabt. Eller, i mine øjne mere sandsynligt, har Audi henstillet til, at Cupra kender sin plads og ikke kommer op og direkte mænger sig med Audi.

Hvis prisen på 820.000 kr., hvortil der skal lægges 75.000 kr. for den matte Petrol Blue-lakering (26.230 kr.), el-betjent bagklap (9.730 kr.) og Cup-skålsæder med læder (39.140 kr.), endnu ikke har bundfældet sig, så gør den det måske, når priserne fra Audi kommer på bordet. Jeg synes, RS Q3 Sportback passer bedst i sammenligningen med Formentor VZ5, så det er den, jeg fokuserer på.

LÆS OGSÅ | Test: 310 hk og firehjulstræk klæder Cupra Leon ST

RS Q3 har de 10 hestekræfter ekstra, men hvor Formentor VZ5 er en behørigt udstyret topmodel med 20” alufælge, elektronisk justerbar undervogn, nøglefri betjening, eksteriørelementer i kulfiber, matrix-LED-forlygter og rigtig meget andet, er RS Q3 ikke meget bedre kørende end en standard-Q3 til 430.000 kr.

Prisen: 1.104.990 kr. Der skal en rund hånd, indeholdende omkring 110.000 kr., til at få RS Q3 på niveau med Formentor VZ5. Det kan godt være, Formentor VZ5 taber i bilspil med kort, fordi den mangler 10 hk i forhold til RS Q3, men den vinder stort ved at være 400.000 kr. billigere.

Hvad er så det særlige ved den femcylindrede motor?

Det føles som om, benzinmotorer bliver enten mere og mere ukultiverede og irriterende eller mere og mere fortryllende og vanedannende, jo tættere vi kommer på fuld elektrificering. Når jeg kører en VW Golf 1,5 TSI med 130 hk, må elektrificeringen gerne komme NU.

2,5’eren i Formentor VZ5 tryller med sine fem cylindre, som står på rad og række, så jeg glemmer, hvor smidig og effektiv motoren i en elbil er. Den har ikke den metalliske lyd som en gammel rangle, der kendetegner en trecylindret. Den er ikke forglemmelig som en firecylindret. Den er så heller ikke silkeblød og kultiveret som en V6’er. Den har sin egen karakter. Som havde en trecylindret motor og en V8’er fået en bastardunge.

LÆS OGSÅ | Cupra Born med boost: Nu med 231 hk

Er man den pertentlige type, hvor alt skal gå lige op, og lyden fra en motor skal være i balance, vil man hade den femcylindrede 2,5’er. Det ulige antal cylindre giver en “skæv” lyd, som især ved mellem-omdrejninger trænger sig på.

Hvis man synes, det lyder skævt, er det støj, men for mig er det en tung snerren og en let buldren, der er ren nydelse. VZ5’eren har ikke den trecylindrede motors rysten og mærkbare ubalance, men så meget desto mere kant end en V6’er. Stemplerne fyres af i skæv rækkefølge, 1-2-4-5-3.

Formentor er den første Cupra-model, der ikke bare er en Seat med andre logoer. I løbet af 2023 kommer flere unikke Cupra’er

Hvordan er det at køre Formentor VZ5?

Formentor er fra ende til anden en fed bil. Lidt af en designpræstation, der samtidig er rummelig nok for en familie, og den får en Golf eller T-Roc til at virke ubehøvlet spartanske i kabinen. En Formentor kører godt, og den har en mestendels funktionel og lækker indretning. Start-knappen og knappen til køreindstillingerne sidder som satellitter i rattet, og passer man ind i de lidt smalle skålsæder, er de hver en ekstra krone værd.

Bevæger man sig rundt i Formentor VZ5, som ville man bevæge sig rundt i en plug-in-udgave med 204 hk, er det motorens lette gurglen, der er eneste tegn på den særlige motor. De første fem minutter efter en koldstart skal den langsomt reagerende dobbeltkoblingsgearkasse vækkes, og alt efter temperatur er antallet af omdrejninger midlertidigt begrænset. En sikring, som forsvinder efter få minutter.

LÆS OGSÅ | Duel: Familieraketterne Cupra Formentor VZ og VW Tiguan R tordner sammen i duel

Formentor VZ5 bumper tungt og med lidt for meget hårdhed ned i hullerne i vejen, men så er det faktisk bare at skrue de adaptive dæmpere længere ned i blødhed, længere ned end Comfort. Skalaen går fra behagelig nok til stiv som et bræt, og køreindstillinger er der sågar for klimaanlægget.

Bedst enten at lade bilen stå i Comfort-køreprogram, hvor den starter op, eller sammensætte efter lyst i Individual. Måske med styretøjet i Sport, motoren i Comfort?

Den store motor med det skæve cylinderantal er nem at vække til live, så snart den og gearkassen har nået driftstemperatur. Her er styrke i slagvolumen og turbo, og ikke kun det ekstra drama fra de fem cylindre gør den endnu federe end den firecylindrede med 310 hk. De 80 hestekræfter mere i VZ5 er til overhalinger som i en Porsche 718 Boxster.

Undervognen i VZ5 ligger 10 cm lavere end i næstkraftigste Formentor, og firehjulstrækket har aktiv momentfordeling. Bremserne med Akebono-kalibre er der med det samme, når de 1.685 kilo spansk crossover skal tøjles. Det sker gang på gang, for Formentor VZ5 har den fortryllende lyd der gør, at man bare må skynde sig op og kysse hastighedsgrænsen, så hurtigt det kan gå.

Formentor VZ5 er et af de bedste steder, en femcylindret motor nogensinde har haft hjemme i. Den giver drama gennem både design og lyd. Formentor VZ5 kører ikke som en sportsvogn, men som en virkelig vellykket, præcis crossover, som giver 7.000 heldige personer lov til at nyde en motor, der snart er på vej i historiebøgerne.


SPECIFIKATIONER

Cupra Formentor 2,5 VZ5 

Motor: R5, 2.480 cm3
Ydelse: 390 hk/480 Nm
0-100 km/t: 4,2 sekunder
Tophastighed: 250 km/t
Forbrug: 11,8 km/l
CO2-udledning: 230 gram/km
Mål (L/B/H): 447/185/151 cm
Køreklar vægt: 1.685 kilo
Trækvægt: 0 kilo
Bagagerumsvolumen: 410-1.465 liter

Pris: 819.990 kr. (Formentor fås fra 399.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst (Formentor fås fra 14.995/3.995 kr.)
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst


Brugte Cupra Formentor til salg på Bilbasen

Se flere brugte biler fra Cupra til salg på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS