Havde min kritik af den billigste Tesla Model Y Baghjulstræk været blot en spids mere krads, kunne den kategoriseres som sønderlemmende. Her er man gået for langt i jagten på den skarpe pris under 300.000 kr. med et mærkbart indhug i komforten i kabinen såvel som bag rattet.
Nu er turen kommet til Tesla Model 3 Baghjulstræk, som er endnu billigere med en startpris på 269.990 kr. Alarmklokkerne burde bimle og bamle, men i den lavbenede indgangsvariant er besparelserne underligt nok håndteret så anderledes, at den læner sig op ad en lun anbefaling i stedet for en advarsel.
Kun fælgen fortæller det
Mens det ikke kræver en kender at udpege den billigste Model Y i mængden, er det anderledes svært med Model 3 Baghjulstræk. Her er det kun fælgen, der fortæller, hvilken variant man har fat i. De står i et andet, mere aerodynamisk design end dem, Premium-versionerne får.

Derudover er der færre lakeringer at vælge mellem, hvor den grå såkaldte Stealth Grey, som testbilen står i, er standard. Diamond Black og Pearl White Multi-coat koster ekstra, og det er dét, man kan vælge.
Fælg og farve virker dog som særdeles små ofre, når man tager i betragtning, at man i den billige Model Y spises af med andre for- og baglygter. I Tesla Model 3 Baghjulstræk får man de samme adaptive LED-enheder, som man gør i Premium-versionerne.
Tesla er som vanligt tilbageholdende med både angivelse af batteri og ydelse. Det er dog klart, at man med den billige version får lidt mindre af både batterikapacitet og ydelse, hvor 64 kWh og 283 hestekræfter anslås. Det er heldigvis alt rigeligt til den lette Tesla, der stadig kører op til 534 kilometer på en opladning og går fra 0 til 100 km/t på 6,2 sekunder.




Kabinens kompromisser
Selv i kabinen er kompromisserne betydeligt færre i Tesla Model 3 Baghjulstræk, end de er i søstermodellen. Panoramaglastaget består i sin fuldstændighed, og det samme gør midterkonsollen, der med et stort, aflukket rum til opbevaring og trådløs opladning af smartphones fremstår præcist så veludført, som det gør i en dyrere Model 3.
Kompromisserne ligger i et manuelt justerbart rat, der er nemmere at justere end på skærmen, samt et indtræk af tekstil. Det grålige stof er måske ikke spændende, men det springer ikke i øjnene som en stor besparelse og klæder i virkeligheden den minimalistiske kabine fint. Forsæderne er uden ventilation, men stadig med varme.
På bagsædet må man også undvære sædevarme samt en touchskærm til underholdning og justering af luftdyser, som nu gøres manuelt. Det er i grove træk dét, man går glip af i den billigste Model 3. Tilbage er også afviserstilken til blinklyset, som kortvarigt forsvandt med Highland-opdateringen.





Det er nemt at fortabe sig i det, man nu mangler i Model 3. I virkeligheden bør man vende den om og se på, hvad man stadig får.
Der er nemlig stadig goder som elektrisk justerbare forsæder, ratvarme, trådløs mobilopladning til to smartphones, 360-graders kamera, adaptive LED-forlygter, elektrisk bagklap og en skærm på 15,4”, der stadig er blandt de bedste på markedet.
Det er mere, end man får hos mange konkurrenter, der typisk starter til en højere startpris. I Tesla Model 3 Baghjulstræk til 269.990 kr. medfølger det hele uden designpakker, teknikpakker, rækkeviddepakker eller hvad, de ellers kan finde på at pakke mersalget ind som hos Volkswagen-gruppen.




Budget-BMW
Fuldstændig som med den billige Model Y, er Tesla Model 3 Baghjulstræk udstyret med såkaldte passive støddæmpere, mens dyrere varianter får frekvensafhængige støddæmpere. Men hvor søstermodellen som en Ludo-brik blev slået til start med elendig komfort, er historien anderledes med Model 3.
Der er to lette forklaringer på, hvorfor den billige Model 3 klarer det bedre: en lavere undervogn og lavere kampvægt, som anslås til at være under 1.800 kilo. Undervognen skal ikke kompensere for frihøjde eller vægt og kan nøjes med at være en helt simpel en af slagsen tæt ved jorden.



Resultatet er en Tesla Model 3 Baghjulstræk, der ganske enkelt kører godt. Komfortniveauet er helt udmærket, hvor kun skarpe ujævnheder gør sig bemærkede. Den store overraskelse gemmer sig på landevejen, hvor den billige amerikaner næsten gør sig til som en budget-BMW.
Styretøjet er kunstigt, og jeg kan ikke tvinge bagenden til at skride ud, om det gjaldt mit liv. Til gengæld sørger kræfterne for, at man bliver slynget ud af sving med fin overbevisning, mens den lave kampvægt gør den let at kaste rundt med. Her er ingen dyr software, der skal narre chaufføren til at tro, at bilen kører godt, men derimod en gammeldags balance og lethed, der er svær at opstøve i moderne elbiler.


Tesla Model 3 har kørt godt siden Highland-opdateringen, men det er mig magtpåliggende at understrege, at det ikke ændrer sig med den billige variant. Heller ikke på motorvejen, hvor retningsstabiliteten er, som den skal være, og støjniveauet er markant lavere end før opdateringen samt end den billige Model Y.
Med et mindre batteri kommer man selvsagt lidt kortere, men forbruget er fortsat forbløffende lavt. Selv på motorvej ligger jeg i omkring 14 kWh pr. 100 kilometer, og jeg ville ikke være bekymret for at sætte en prik på kortet, der er mere end 400 kilometer væk. Opladningen er også en spids langsommere, men stadig acceptabel ved 175 kW DC i peakeffekt.

DEN ENDELIGE DOM
Med Tesla Model 3 Baghjulstræk er sparekniven ført anderledes dygtigt, end vi så det med Model Y. Faktisk er der intet, der kaster åbenlys ærgrelse af sig, hvad end det er udvendigt, indvendigt, i den praktiske brug eller bag rattet. Mere simpel, ja, men også billig til 269.990 kr.
Alarmklokkerne erstattes således med en flot anbefaling, da Tesla Model 3 Baghjulstræk ligner et af de skarpeste tilbud på markedet lige nu. Teslas anvendelighed, tech-overlegenhed, lave forbrug og fine praktik fås nu til en lavere pris uden store kompromisser, og det er værd at slå til på.
Tesla Model 3 Baghjulstræk
Motor: Elmotor (bagtil) Ydelse: Cirka 283 hk 0-100 km/t: 6,2 sekunder Tophastighed: 201 km/t Forbrug: Ikke oplyst Rækkevidde: 534 kilometer Batteristørrelse: Cirka 60 kWh Ladekapacitet: 175 kW Mål (L/B/H): 472/185/144 cm Køreklar vægt: 1.760 kilo Trækvægt: 1.000 kilo Bagagerumsvolumen: 594 liter + 88 liter foran Pris: 269.990 kr. Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 20.000/2.795 kr. Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst Produktionsland: Kina Fabriksgaranti: Fire år år op til 80.000 kilometer



