TEST Volvo XC90 T8 04
Test og anmeldelser
19. april 2025

Test: Farvel til Volvo XC90

Morten B. Bek

Morten Bek

Nye afgiftsregler for plug-in hybrider er på vej. Volvo siger dog allerede nu farvel til XC90 T8 i Danmark - kun kort tid efter den faceliftede kom på markedet.

Plug-in hybrider. En mærkelig størrelse, som i Danmark kun har fået en stor karriere, fordi afgiftslempelser har givet store rabatter. Det gav i nogle år meget attraktive priser på de delvist elektriske biler, men fordi man nu kommer meget længere for sine penge med en elbil, fylder plug-in hybriderne næsten ingenting.

Så det kommer til at gøre en meget lille forskel her i landet, at EU har lavet nye og strengere krav til forbrugsmåling for plug-in hybriderne. Selv om der intet sker med selve bilerne, vil det officielle forbrug og den officielle CO2-udledning blive næsten fordoblet fra 2026.

En bil som den for nyligt faceliftede Volvo XC90, som har en nuværende CO2-udledning på 32 gram for hver kilometer, kommer over de 50 gram per kilometer, som giver rabat på afgiften. Den ville stige flere hundrede tusinde kroner - men det kommer ikke til at ske.

Volvo har simpelthen valgt at trække stikket på sin sidste tilbageværende model med forbrændingsmotor i Danmark. Selv om XC90 T8 kun har været her i få måneder, udgår den, når lageret er tømt. Det samme gælder XC60-lagerbiler, hvorfor den faceliftede version selvfølgelig heller ikke kommer til Danmark.

Hvis man har en idé om, at den næste nye bil skal være en XC90, så er det nu. Man skal finde mindst 1.049.000 kr. til den store Volvo, som kun kommer i en rigtig pænt udstyret Ultra-udgave. Men spørgsmålet er, om den store PHEV er værd at sætte penge i?

TEST Volvo XC90 T8 01
Morten B. Bek

10 år gammel - men Volvo holder den ung

I år er det 10 år siden, Volvo introducerede os til den anden generation XC90. Den første model på en ny platform, den første model med en ny interiørstil og et nyt infotainmentsystem, der erstattede en hel del af de gode, gamle knapper.

Når en bil allerede har været på markedet i 10 år, betyder det, at man skal lægge tre eller fire år til modellens alder. Så lang tid tager det - eller har det i hvert fald tidligere taget - at udvikle en ny model. XC90 er en gammel bil, selv når den er fabriksny.

Men sandheden er, at XC90 aldrig har været bedre. Det er en ting, at designet holder efter så mange år, og at designerne kun med finpudsning af grillen og nye forlygter har forynget den store bil til syv personer.

Det er vigtigere, at hybridsystemet og affjedringen er masseret, så teknikken og køreoplevelsen er på et bedre sted, end da XC90 kom frem.

TEST Volvo XC90 T8 08
Morten B. Bek

Smidighed i systemet

I Europa fås den store SUV kun som plug-in hybrid. Dieselmotorerne og de rent benzindrevne udgaver er for længst væk, og en XC90 med ren benzindrift fås kun udenfor Europa.

Det ville være et problem, hvis plug-in hybriden var kritisk ringe. Den kunne være træg til at skifte mellem el og benzin. Eller den kunne være sløv, når den kører på strøm. I XC90 T8 er det et af de bedste PHEV-systemer, man får lov at opleve.

Med eller uden strøm - systemet, drivlinjen, fungerer uden gnidninger og uden pauser eller tøven. Benzinmotoren er stærk i sig selv, og når den modtager elektrisk hjælp, er samspillet usædvanligt godt. Topkarakter for hybridsystemets opførsel.

Jeg laver en fuld opladning af batteriet, der rummer 18,8 kWh. Det er ikke stort i en stor PHEV, og reelt set kan jeg kun fylde 14,7 kWh på, for resten er en buffer og sikkerhed i batteriet. Den officielle el-rækkevidde på 69 kilometer, tror jeg, kommer man kun til at se, hvis temperaturen er omkring 20 grader og man kører under 50 km/t.

TEST Volvo XC90 T8 07
Morten B. Bek

Plug-in hybriderne fortjener ikke bedre

Efter måske 30-35 kilometer i by og på landevej har jeg ingen strøm tilbage til elektrisk kørsel, som ellers foregår kraftfuldt og smidigt. Ærgerligt, når bilen gør det så godt. Det er hele problemet, der ligger i en plug-in hybrid, der ikke har et større problem: det er svært bare at opfylde behovet til en tur, der går længere end til supermarkedet.

Så godt det fungerer i XC90, så godt er det alligevel, at EU får bugt med de delvist elektriske biler. Plug-in hybriden er det nærmeste, vi nogensinde er kommet med direkte snyd med det danske afgiftssystem. Tænk, at man kan tage det for gode varer, at en kæmpe SUV som XC90 skulle køre 76,9 kilometer på en liter benzin.

Jeg går ikke ind for statslig kontrol af privatlivet, men plug-in hybrider burde have et apparat indbygget, der sikrer, at folk jævnligt lader op - og gør de ikke det, kan de betale en ekstra afgift. Når en plug-in hybrid kæmper med højt forbrug, både målt i benzin og strøm, så er eksistensgrundlaget dybt undergravet.

TEST Volvo XC90 T8 09
Morten B. Bek

Lækker og luksuriøs

Den nye og fuldelektriske EX90 er den reelle afløser til XC90, også selv om Volvo fortsætter med at producere den gamle model med forbrændingsmotor. EX90 er en bil, både motorjournalister og kunder stadig venter på at få fingrene i, men det er, trods alt, lige ved at være oppe over.

Jeg har indtil videre kun prøvet EX90 i USA, og jeg kan ikke udtale mig om den endelige kvalitetsoplevelse eller om softwaren gør, som den skal. Jeg er dog sikker på, at den amerikansk byggede elbil får svært ved at leve op til niveauet i den svensk producerede XC90.

XC90 er tung og fyldig som en Volvo skal være. Der er ikke fedtet med materialerne, og da den sidste XC90 til det danske marked kun kommer i luksus-Ultra-udstyr, så er der lækre sæder, panoramaglastag og alt i sikkerhed som standard.

Infotainmentsystemet, som nu sidder lidt underligt fremhævet i midterkonsollen med større skærm, er en klar forbedring i forhold til det gamle systems skærmstørrelse, som var bevaret fra 2015. Der er mere plads og intuitiv betjening, og det var egentlig det eneste der manglede, så XC90 stadig kunne være frisk her i 2025.

Det er beroligende og rart at køre XC90 T8. Jeg har savnet, at luftaffjedringen lagde noget skarphed og uro fra sig, og det problem har Volvo endelig løst med faceliftet. Rigeligt sent i forhold til, at vi nu helt skal vinke farvel til den store SUV - men det gør, at jeg vil huske XC90 af sidste (danske) årgang som en virkelig fin SUV.

Volvo XC90 T8 Ultra

Motor: R4, 1.969 cm3 + elmotor (foran) Ydelse: 455 hk/400 + 309 Nm 0-100 km/t: 5,4 sekunder Tophastighed: 180 km/t Forbrug: 76,9 km/l CO2-udledning: 32 gram/km Rækkevidde på strøm: 69 kilometer Mål (L/B/H): 495/192/177 cm Køreklar vægt: 2.297 kilo Trækvægt: 2.400 kilo Bagagerumsvolumen: 252-1.959 liter Pris: 1.049.900 kr. (Volvo XC90 fås fra denne pris - kun lagerbiler) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant