september 4, 2021

TEST: Santa Fe PHEV står i skyggen af en anden Hyundai

Den største SUV fra Hyundai på det danske marked kommer i nyeste aftapning udelukkende som plug-in hybrid. En velkørende bil men pris og en anden SUV fra det koreanske mærke står i vejen.

TEKST & FOTO Morten Bek / d. 4. september 2021

Der går typisk otte år mellem hver generation Volkswagen Golf, og i den mellemliggende periode kan det til nød blive til et nyt mønster i baglygterne, en lidt større skærm til infotainmentsystemet og måske endda en anden tone af sort til sædebetrækket.

På den ene side lugter det langt væk af stilstand og ligegyldighed (der kommer trods alt nye teknologier og nye muligheder til på otte år), på den anden side viser det stor indsigt og fornuft (eksisterende kunders biler ser ikke pludselig gamle ud, og gensalgsværdien holdes oppe).


Hyundai Santa Fe 1,6 T-GDI PHEV 4WD Advanced 

Motor: 1,6-liters benzin + elmotor
Ydelse: 265 hk / 350 Nm
0-100 km/t: 8,8 sek.
Tophastighed: 187 km/t
Forbrug: 62,5 km/l
Rækkevidde på el: 58 km
Pris: 509.995 kr.
(Santa Fe PHEV fås fra 469.995 kr.)


I den modsatte grøft finder vi Hyundai. Nogle modelgenerationer holder kun fem år, og et facelift kan virke som voldsomme indgreb med store ændringer i design og motorer. Men det må alligevel være ny rekord med SUV’en Santa Fe, som er koreanernes største på det europæiske marked: en ny kom på markedet i 2018, og nu står der igen en ny Santa Fe hos forhandlerne.

LÆS OGSÅ | TEST: Hyundai Tucson som PHEV er svær at komme uden om

Den nye front med et monster af en grill og nogle særprægede, opdelte forlygter, fortæller om den nye model, mens den 479 cm lange bils profil og bagenden fortæller om et mildt facelift. Men tag ikke fejl, hvilket det er meget nemt at gøre – 2021-udgaven af Santa Fe står på en ny platform og altså ikke på samme bund som 2018-modellen. 

Hvorfor den voldsomt hurtige udskiftning af Santa Fe?

Fordi Hyundai ved, at markedet og kundernes mening skifter. Den gamle Santa Fe, som med tre år på bagen pludselig er gjort til en gammel bil, kunne fås med en 2,4-liters benzinmotor uden turbo eller med en 2,2-liters benzinmotor. Da vi for efterhånden nogen tid siden har lagt 90’erne bag os, ønsker de færreste en sløv sugemotor til deres store SUV. Og dieselmotoren… ja, den har det sværere og sværere i Europa.

LÆS OGSÅ | TEST: Audi Q5 som PHEV giver mest mening

Det absolut største marked for Santa Fe er ikke Europa, men Nordamerika. Nordamerikanske kunder er, som de europæiske, i stigende grad ude efter elektrificering. Og da den gamle platform ikke var indrettet til meget mere end et starterbatteri, var der kun tilbage – hurtigt og smertefrit – at skifte til samme platform, som den nye Kia Sorento. Med plads til elektrificering, selvfølgelig.

Dieselmotoren er også en mulighed i den nye Santa Fe, bare ikke i Danmark. Vi ser heller ikke hybriden med 1,6-liters turbomotor og elmotor med i alt 230 hk. De to varianter ville sandsynligvis blive for dyre, hvorfor vi må “nøjes” med topmodellen: Santa Fe PHEV.

Hvad gemmer sig så i PHEV-varianten?

Præcis det samme, som man finder i den nye Tucson PHEV, som jeg testede for nylig. Benzinmotoren i foretagendet er en 1,6-liters turbomotor, som på egen hånd yder 180 hk og 265 Nm. Elmotoren er forholdsvis kraftig med sine 91 hk og 304 Nm, og når de to motorer mødes på et optimalt punkt, så bliver det til i alt 265 hk og 350 Nm.

Som distributør af kræfterne bruger Hyundai en 6-trins automatgearkasse og variabelt HTRAC-firehjulstræk.

LÆS OGSÅ | TEST: BMW M4 Competition giver fripas til overhalingssporet

Ingen PHEV uden at komme ind på batteristørrelse, ladehastighed og rækkevidde. Nøgletallene, i samme rækkefølge, er 13,8 kWh, 7,2 kW og 58 km. Det officielle, højst usandsynlige, forbrug er 62,5 km/l, og skulle du interessere dig for acceleration og topfart, så bliver du muligvis lidt skuffet: 0-100 km/t sker på 8,8 sekunder, og allerede ved 187 km/t rammer Santa Fe PHEV muren. Det er jo en stor bil, og fokus er på lavt forbrug, ikke fartrekorder, må du huske.

Hvordan kører sådan en Santa Fe så?

Det er meget nærliggende at tro, at Santa Fe PHEV kører som Tucson PHEV. Samme setup i motorrummet, samme firehjulstræk. Der er da også ligheder, men der er også forskelle – som der skal være, når Tucson’en har en startpris, der er 160.000 kr. lavere.

Santa Fe PHEV har større dimensioner og højere vægt, og det giver en øget tyngde på vejen, som jeg tolker som en form for luksus. Affjedringen er lidt blødere, med lidt mere vandring i støddæmpere/fjedre end i Tucson, og støjniveauet er endnu lavere end i den mindre SUV.

LÆS OGSÅ | TEST: Hyundai i20 N er en (knald-)perle med 204 hk

Rundt i svingene er styretøjet rigtig fint og jævnt, og dér er forskellen mellem de to SUV’er ikke voldsomt tydelig. For en 7-sæders SUV på den forkerte side af 2 tons er Santa Fe PHEV i god balance, fri for irriterende krængning og ganske komfortabel.

Men PHEV-drivlinjen passer ikke på samme måde godt ind i den store Santa Fe som i den mindre, lettere Tucson. Et par hundrede kilo nedtoner kraftoverskuddet og gør, at 1,6-liters turbomotoren langt hurtigere vækkes af sin søvn, når elmotoren ikke kan magte tingene alene. Med opladet batteri er problemet selvfølgelig mindre tydeligt, men Santa Fe PHEV burde også føles som mærkets topmodel, når der ikke er strøm til elektrisk kørsel; 1,6-liters motoren kommer til at virke som en for lille motor i den store SUV.

Hvad skal man ellers vide om Santa Fe?

Den koreanske SUV kommer, på det danske marked, altid med syv sæder, og det er en klemt omgang, hvis man udnytter alle syv siddepladser; de to bageste er nødsæder, når børnene skal have mange venner med hjem eller mange af kollegerne pludselig skal have et lift. I forhold til størrelsen er den maksimale bagagerumskapacitet slet ikke svimlende med 1.649 liter (130 liter med alle syv sæder i brug).

Santa Fe har en førerplads meget lig den, forgængeren kom med i 2018. Det grundlæggende design med to store kurver fra dørene op mod forruden og den fritstående skærm til infotainmentsystemet er nemlig det samme. I forhold til Tucsons friske design er det mere Hyundai på den gamle måde.

LÆS OGSÅ | Første tur: Hyundai Bayon giver prisbillig praktik til crossover-glade danskere

Men meget er ændret, så der er et nyt infotainmentsystem med 10,25” touchscreen, 12,3” digital instrumentering (desværre kun standard i den dyreste af to versioner, Advanced), blind vinkel-kameraer (billedet toner frem i den passende side af instrumenteringen, når man blinker) og en helt ny midterkonsol a la den i Kona EV, som er hævet godt op mellem forsæderne.

SUV’en er proppet med luksus og masser af udstyr, og samlekvaliteten er på et højt niveau. Men nogle materialer er simple at se på, og den store midterkonsol er overvældende med et hav af knapper (gearvælgeren alene består af tre knapper plus en til p-bremsen). Det ser ikke nødvendigvis dyrt ud.

Hvad koster herligheden?

Santa Fe PHEV kommer i to udstyrsversioner, Essential og Advanced, og selv Essential-versionen vil med navigation, LED-forlygter, lydanlæg fra Krell, læderindtræk, el-justerbare sæder, nøglefri betjening og meget andet kunne tilfredsstille de fleste.

Advanced-versionen hæver niveauet med adaptive LED-forlygter, den digitale instrumentering, 360 graders kamera, varme i bagsædet, ventilation i forsæderne og aircondition til 3. sæderække. En Executive-pakke til 55.000 kr. til Advanced bringer Nappa-læder, panoramasoltag, Alcantara som indtræk i loftet, fjernbetjent parkering, mørktonet grill og indfarvede skærmkanter med sig.

LÆS OGSÅ | Test: Fiat 500e 3+1 – kan en ekstra sidedør gøre Fiat 500 praktisk?

Men Santa Fe PHEV er, som sagt, positioneret langt fra Tucson. Som Essential koster Santa Fe 470.000 kr., mens den testede Advanced (uden Executive-pakke) koster 510.000 kr. En veludstyret Tucson PHEV koster langt under 400.000 kr., og hvor den føles som et godt tilbud, så virker Santa Fe PHEV som en model, der bliver svær at sælge til danskerne – på trods af den nye platform, som har bragt elektrificeringen med sig. Ønsket om syv sæder skal virkelig være stort, hvis det skal være Santa Fe PHEV frem for Tucson PHEV.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS