Kia PV5 Standard Range-2
Test og anmeldelser
14. juli 2026

Test: Kan man nøjes med den billigste Kia PV5 Standard Range?

Kia PV5 Standard Range giver uhørt meget plads for pengene, men det lille batteri og de beskedne kræfter gør behovsafklaringen helt afgørende.

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Hvis kravet til en ny elbil er, at man skal have mest mulig plads for færrest mulige penge, kan man kun vælge en Kia PV5 Standard Range.

Til 279.999 kr. får man byens bedste bagsæde med lav indstigning og brede skydedøre, så man uden videre omtanke kan tyre autostole ind i kabinen. Dertil hører et bagagerum på 1.330 liter, hvor to barnevogne kan parallelparkeres uden krav om demontering.

Flere kubikmeter til børn og medfølgende habengut fås ikke til prisen, men kompromisserne skal findes andetsteds – her især på en begrænset rækkevidde. Kan man klare sig med Standard Range?

Kia PV5 Standard Range-33
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-32
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-31
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-30
Foto: Simon Hallenslev

Teknisk miskmask?

Der er noget, der ikke giver mening, når man betragter Kia PV5 Standard Range udefra med et specifikationsark i hånden. Man står foran en bil, der ifølge papiret har et batteri på størrelse med det, man finder i minibilen Renault 5, men som i form, højde og drøjde minder om en 6-fodscontainer.

Batteriet har en kapacitet på 51,4 kWh, hvilket giver en rækkevidde på 295 kilometer med det normerede forbrug på 19,2 kWh pr. 100 kilometer. For ikke at suge det begrænsede batteri tørt er også elmotoren begrænset, så den i Standard Range yder 121 hestekræfter og 250 Nm.

Igen virker mængden af kræfter ikke til at passe til den kantede klods, der trods et mindre batteri stadig passerer 2 ton i køreklar vægt. Det giver en forventeligt langsom acceleration fra 0 til 100 km/t på 12,8 sekunder, mens tophastigheden er begrænset til 135 km/t.

Kia PV5 Standard Range-17
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-16
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-15
Foto: Simon Hallenslev

I forhold til opladning er specifikationerne uændrede, hvorfor man får op til 150 kW i peakeffekt. Da batteriet ikke er større, end det er, kan opladningen fra 10 til 80 procent klares på 30 minutter, hvilket er udmærket.

Kræfterne rækker ikke altid

Ved almindeligt hverdagsbrug er der intet, der giver mig følelsen af, at bilen er skrabet, undermotoriseret eller rækkeviddepresset. Og det ender måske i virkeligheden med at blive det bærende punkt for Kia PV5 Standard Range. Det er brug og behov, der definerer den.

I løbet af den uge, jeg har basisversionen til test, bruger jeg den nøjagtigt, som jeg ville bruge en Long Range. Størstedelen af turene køres i by eller på landeveje, hvor manglen på kræfter ikke bemærkes.

Kia PV5 Standard Range-26
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-27
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-28
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-25
Foto: Simon Hallenslev

Til gengæld bemærkes pladsforholdene, der tillader mig en købelysten tur til Plantorama, hvor store, nyindkøbte bananpalmer står som skabt til bagagerummet uden at kræve plads af bagsæderne. Den fulde praktiske gennemgang kan læses i min kollega Morten Beks anmeldelse af Kia PV5, som du finder herunder.

På langfart begynder svaghederne at melde sig. For på en motorvejstilkørsel skal der tages gevaldigt tilløb for at flette ind med ordentlig hastighed. Er der tale om et motorvejsstykke med en fartgrænse på 130 km/t, er man tæt på loftet for, hvad man kan klemme ud af PV5, og reelt set er mellemaccelerationer i dette leje ikke anbefalelsesværdige.

Man ender hurtigt med at hænge i ydersporet, hvis bilen, man overhaler, kører bare 120 km/t. Køber man en Standard Range, bør man være velsignet med tålmodighed, da motorvejsstræk klares bedst med en hastighed omkring 110 km/t.

Kia PV5 Standard Range-19
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-4
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-3
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-11
Foto: Simon Hallenslev

Hvad med forbruget?

Når man på motorvej opererer så tæt på elmotorens hastighedsmæssige begrænsning, skulle man jo mene, at den også her ville blive særdeles strømsulten. Men det oplever jeg faktisk ikke.

Hen over de 200-300 kilometer motorvejskørsel, jeg udsætter den for, holder det gennemsnitlige forbrug sig under 26 kWh pr. 100 kilometer. Det giver en realistisk rækkevidde på omkring 180 kilometer, hvilket måske ikke er imponerende, men heller ikke er himmelråbende dårligt for så stor en bil.

Udfordringen melder sig først, når temperaturen daler til vinter. Her ville jeg ikke drage på langfart i minusgrader, da rækkevidden givetvis vil nærme sig 100 kilometer. Og det bringer mig igen til brug og behov. For mens Kia PV5 Standard Range på ingen måde bør agere skiferiebus, er hverdagsbrugbarheden en helt anden.

Kia PV5 Standard Range-14
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-13
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-12
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-10
Foto: Simon Hallenslev

I størstedelen af testen, som udgøres af almindelig hverdagskørsel i lunt vejr, er forbruget i Kia PV5 Standard Range absolut acceptabelt. Jeg bruger lige under 18 kWh pr. 100 kilometer og bør således kunne strække rækkevidden til 270 kilometer fra bruttokapaciteten på 48 kWh. Det er mange ture til og fra institutioner, supermarkeder eller bedsteforældre.

Opladningstiden er også som lovet. Jeg lynlader to gange, og Kia PV5 Standard Range går i begge tilfælde fra 10 til 80 procent på 30 minutter nøjagtig som normeret. Ladekurven er pæn, da PV5 rammer sin peakeffekt hurtigt og forbliver der helt indtil omkring 50 procent.

Hvad er der ellers sparet på?

Testbilen står så billigt, som den kan, med Access-udstyr til startprisen på 279.999 kr. Da det kun er Standard Range, der kommer med Access-udstyr, skal man, foruden det større batteri, også indregne Prestige-udstyr, når man køber en Long Range. Derfor er prishoppet på ikke uvæsentlige 63.000 kr.

Kia PV5 Standard Range-23
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-22
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-21
Foto: Simon Hallenslev
Kia PV5 Standard Range-24
Foto: Simon Hallenslev

For merprisen får man, udover rækkevidden på op til 412 kilometer, også ting som elektrisk foldbare spejle, el-justerbare forsæder, bagagerumsdækken og 360 graders kamera samt dertilhørende sensorer foran, bagpå og i siderne. Access er dog ikke skrabet, da der fortsat er varme i rattet, varme i for- og bagsæderne, klimaanlæg, nøglefri betjening og en krystalklar 12,9” touchskærm med navigation og trådløs Apple CarPlay.

Med sparebrillerne på er det kun manglen på 360 graders kamera, der mærkes i testbilen, som heldigvis stadig har et meget klart bakkamera i vidvinkel. Opsætningen, kabinekvaliteten, aflægningspladsen og rummeligheden står herudover uændret i Standard Range Access, der med førnævnte mængde af standardudstyr er let at kategorisere som 'meget bil for pengene'.

Kia PV5 Standard Range-20
Foto: Simon Hallenslev

DEN ENDELIGE DOM

Behovsafklaring er altid vigtigt, når man skal købe ny bil, men for Kia PV5 Standard Range er det lidt vigtigere.

For hvis PV5 primært skal bruges som hverdagens trækæsel til indkøb, snotnæser og barnevogne, kan man sagtens nøjes med den billigste. Faktisk vil jeg sige, at PV5 til dét formål er tæt på det mest geniale, penge kan købe, da praktikken er uden sidestykke.

Trækker man den ud af hverdagens sikre ramme, begynder anbefalelsesværdigheden at fordufte. Kia PV5 Standard Range mangler kræfter til hyppig motorvejskørsel og mangler ligeledes batterikapacitet til, at en kør-selv-ferie giver mening. Derfor kræver et køb af Kia PV5 Standard Range, at man er særligt skarp på sine behov.

Kia PV5 Passenger Standard Range Access

Motor: Elmotor (for) Ydelse: 121 hk/250 Nm 0-100 km/t: 12,8 sekunder Tophastighed: 135 km/t Forbrug: 19,2 kWh/100 kilometer Rækkevidde: 295 kilometer Batteristørrelse: 51,5 kWh Ladekapacitet: 150 kW DC-opladning 10-80 procent: 30 minutter Mål (L/B/H): 470/190/190 cm Køreklar vægt: 2.065 kilo Trækvægt: 750 kilo Bagagerumsvolumen: 1.330-3.615 liter Pris: 279.999 kr. Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 29.995/3.195 kr.* Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst Produktionsland: Korea Fabriksgaranti: Fem år op til 150.000 kilometer *Privatleasing på 48 måneders kontrakt med 15.000 kilometer om året inkluderet. PV5 Passenger fås også med lavere månedlig ydelse med 10.000 kilometer om året.

Ladeboks til stærk pris

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant