oktober 1, 2022

Test: Der er plads til Kia Niro EV ved siden af EV6

Bare fordi EV6 findes, er der ingen grund til at glemme Niro EV. Den nye generation har virkelig meget at byde på, selv om prisen er lige lovlig høj.

TEKST OG FOTO Morten B. Bek

Med EV6 har Kia scoret et perfekt mål. EV6 har fået opmærksomhed og omtale som ingen Kia før den, og det er med god grund. Elbilen fra Kia er en af de fedeste elbiler på markedet, hvor man får lynhurtig opladning, fedt design, lækkert og rummeligt interiør og stærke køreegenskaber.

Men midt i al virakken om EV6 er det nemt at komme til at glemme, at Kia har andre elbiler. Den spøjse, men samtidig sjove, E-Soul har aldrig fristet ret mange danskere, men det har til gengæld den familievenlige og velkørende e-Niro.

LÆS OGSÅ: Første tur/video: Kia EV6 GT – angrebet fra Namyang

E-Niro er i den nye udgave blevet til Niro EV, og mens EV6 både er større og har langt højere ladekapacitet, kan der være god fornuft i at tage skridtet væk fra EV6 og over til Niro EV. Niro EV er nemlig også en velkørende og fed elbil – præcis som EV6, bare på dens egen måde.

Selv om Niro EV ikke er en teknisk revolution, er der sket så meget andet med den elektriske Kia siden e-Niro. Den byder på god rækkevidde, god plads og fint med kræfter

Designet er løftet, så man er nødt til at tage stilling

Den nye Niro EV er noget andet end EV6, for den er en klasse mindre og bygget på en ældre platform, som også bruges til biler med forbrændingsmotor. Men den er også noget andet end den gamle e-Niro.

Niro EV er lige så interessant, vovet og spændende i designet som den større EV6. Hvor jeg allerhøjest kunne mønstre et “maaah” til e-Niro, så er Niro EV en kompakt crossover, jeg vil kalde både smart, moderne og frisk. Niro er ikke længere formet med kedsomhed som kendetegn – nu tvinger den dig til at tage stilling.

LÆS OGSÅ: Concept EV9 viser potentiel stor elektrisk SUV fra Kia

Designet både for og bag er så udpræget anderledes, at det hurtigt kommer til syne, at midten af bilens karrosseri, hvor vi finder dørene ser for almindelige ud. Som om Niro er bygget med dørene fra den gamle model. Og ladeporten? – Den sidder gemt midt i bilens front, lige under det sorte panel, der går på tværs.

På et senere tidspunkt kan man tilkøbe, at de store finner, som ligger som plader over D-stolpen med huller som mellemrum for at lede luftstrømme, kan få en anden farve. De kan klikkes af og på, så en bil som testbilen kan få den, selv om den ikke er født med dem.

Lynladning? Niro EV kører hellere langt på opladningen

Hvad alle Niro EV er født med, er evnen til at lade langsomt. Kontinuitet er ingen dårlig ting, og den frontmonterede elmotors 204 hk er fulgt rigtig godt med tiden, men det er bilen lynladekapacitet slet ikke. EV6 kan, under de rigtige forhold, spurte gennem en opladning. Den kan gå fra 10-80 procent strøm i batteriet på ned til 18 minutter.

Niro EV skal bruge 43 minutter for at få samme mængde strøm. Den kan lade med 72 kW, og det er, sammenlignet med alt andet i klassen, en meget langsom strøm af… strøm. Cupra Born kan lade med 120-170 kW, alt efter version.

LÆS OGSÅ: Små opdateringer til Kia Proceed forfiner skarpt design

Selv om batteriet er nogenlunde samme størrelse som i e-Niro, er det nyt. Derfor må der stikke andet under, når det kommer til, at den ikke lader hurtigere. Men problemet er, hvad det er. Kun på lange ture vil de ekstra minutter ved laderen irritere. I dagligdagen lader man fint op med indbygget 3-faset lader og 11 kW.

Temperaturen er ideel for batteriet i testugen – mellem 16-20 grader – og mens papirerne siger cirka 460 kilometer på en opladning, siger bilen lige over 400 kilometer. I mine hænder leverer Niro EV stort set, hvad den selv lover, og den er ikke forslugen selv på motorvej med 110-130 km/t.

På testbilen er “finnerne”, som dækker D-stolpen og øverste del af bagskærmen, samme farve som resten af bilen. Senere vil de kunne fås i kontrastfarve, men de kan faktisk også klikkes af og gives en gang folie

Et overraskende godt styretøj

Niro EV har ingen problemer med at byde Cupra Born og Renault Megane E-Tech på kamp til stregen, selv om den står på en platform, der ikke er dedikeret til elbiler. Den har fine, sikre og til dels underholdende køreegenskaber.

Kia har fået rigtig god kontrol med forhjulene, som er vigtigt i forhold til en elbil med forhjulstræk og 204 hk. Meget af tiden i testugen er det regnvejr, og vejgrebet er begrænset, men Niro EV formår at plante alle kræfterne i asfalten uden først at gøre vold på fordækkene.

LÆS OGSÅ: Kia Xceed klar til 2. runde

Den praktiske elbil har godt styr på sine tæt ved 1.800 kilo. Det er ikke så få kilo endda, men for en elbil med plads til fire voksne er vægten rimelig; Megane E-Tech, en meget kortere og mindre rummelig bil, vejer det samme.

Niro EV er let og smidig i måden, den kører på, og styretøjet er overraskende godt vægtet. Niro EV er noget lettere end EV6, og det mærkes på den gode måde.

400.000 kr. før man er færdig

Jeg bliver hurtigt glad for de praktiske sider af Niro EV. Den kombinerer en overskuelig størrelse med god plads til fire voksne og et stort bagagerum. Selv om den har elmotoren foran, er der faktisk blevet plads til et lille frunk – et lille rum med låg under motorhjelmen, hvor der er plads til ladekablet.

Førermiljøet er som en miniudgave af EV6’erens. Samme gearvælger, en stor drejeknap, og samme panel med dobbelt funktionalitet til klimaanlæg og navigation. Men skærmene er mindre, maksimalt 10,25” (12,3” i EV6), og materialerne er helt tydeligt ikke så dyre.

I dyreste version, Niro EV Upgrade, som jeg tester her, er der kunstlæder på sæderne og paneler med noget, der ligner børstet træ (plast), og goder som de to skærme på 10,25”, el-bagklap, el-justerbare forsæder med hukommelse og trådløs opladning af smartphones er med. Men med head-up-display og metallak koster Niro EV uden videre også 400.000 kr.

LÆS OGSÅ: Test: Fire amerikanske stater, 60 timer og 5.000 km i Kia Sorento

Basisprisen er 340.000 kr., men den har ikke de to fine skærme, regnsensor eller LED-forlygter. I midten finder man den bedste, Prestige til 360.000 kr. Det er flere penge end for Cupra Born med 231 hk og 77 kWh-batteri (rækkevidde 548 kilometer), men med prisstigninger på de fleste biler in mente, giver Niro EV god værdi for pengene.

Med undtagelse af ladekapaciteten klarer Niro EV sig godt på stort set alle punkter. Den fortjener, at danskerne ikke kun tænker på EV6, når de tænker på elbiler fra Kia.


SPECIFIKATIONER

Kia Niro EV Upgrade 

Motor: Elmotor (foran)
Ydelse: 204 hk/255 Nm
0-100 km/t: 7,8 sekunder
Tophastighed: 167 km/t
Forbrug: 16,2 kWh/100 km
Batterikapacitet: 64,8 kWh
Rækkevidde: 460 kilometer
Mål (L/B/H): 442/183/157 cm
Køreklar vægt: 1.757 kilo
Bagagerumsvolumen: 475-1.392 liter

Pris: 379.900 kr. (Niro EV fås fra 339.900 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 19.995/3.995 kr.*
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

*Gælder eneste mulige udstyrsvariant, Prestige, som i forhold til Upgrade ikke har bl.a. el-bagklap, el-forsæder og udvidet nødbremsesystem


9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Næsten ny BMW i5 til under 445.000 kr.

Priserne på brugte elbiler bliver konstant sat ned, og fordi forhandlerne vil af med lageret inden 2025, er der vilde tilbud på biler, som stort set er som nye. Spar blandt andet 130.000 kr. på BMW i5.

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS