marts 17, 2024

Test: Mazda MX-30 R-EV er underlig, overset og skarpt prissat

Der er mange ting, der ikke giver mening ved Mazda MX-30. I hvert fald ikke på papiret. Alligevel er den måske ikke så skæv, som den lyder.

TEKST & FOTO Simon Hallenslev

En kompakt crossover med baghængslede bagdøre, wankel-motor, strømstik og kabinedetaljer i kork. Det lyder som et køretøj, der er skræddersyet til en enhjørning med cowboybukser fra en feberdrøm. I virkeligheden er det bare Mazda MX-30 R-EV.

Udgangspunktet er så mærkeligt, som det lyder. Mazda har taget deres knapt så velsælgende elbil, MX-30 e-Skyactiv, og forvandlet den til en atypisk plug-in hybrid.

Atypisk, fordi benzinmotoren er en lillebitte wankelmotor, der aldrig har forbindelse til hjulene, men som i stedet fodrer et batteri på 17,8 kWh. Giver det mening, eller forbliver Mazda MX-30 R-EV et fabeldyr i en fjern feberdrøm?

Hvorfor Wankel?

Wankel-motoren er en såkaldt rotationsmotor med en trekantet rotor, der drejer rundt, i stedet for traditionelle stempler. Det er en motor, der sidst så dagens lys i Mazdas modelprogram for over 10 år siden i sportsvognen RX-8, og som på grund af sine adskillige optrædener i seje sportsvogne har lidt af en legendestatus.

Det gode navn og seje status har sikkert haft lidt at sige i valget af Wankel til Mazda MX-30 R-EV. Motoren i denne plug-in hybrid er dog en lille sag med én rotor og en slagvolumen på 830 cm3, der ikke har meget med sportsvognene at gøre.

Den kompakte størrelse og lave vægt har nok i virkeligheden spillet en større rolle. I denne MX-30 er Wankel-motoren også degraderet til generator, der bruger alle sine 74 hk til at lave strøm til batteriet på. Batteriet kan også lades op med 11 kW AC og 36 kW DC opladning.

Batteriet driver en elmotor med 170 hk, der gør Mazda MX-30 R-EV kvikkere end sin fuldelektriske tvilling. Når elmotoren og batteriet arbejder sammen alene, er der 85 km i ren elektrisk rækkevidde.

Fungerer det?

Idéen er ret beset ikke skidt. Batteriet er stort nok til, at mange vil kunne klare den til og fra arbejde uden brug af benzinmotoren. Derfor har man valgt en lillebitte motor, der hverken vejer eller fylder alverden, til at være rækkeviddeforlænger, når der er behov for det.

Faktisk har man fra Mazdas side gjort alt for at sikre, at man til hverdag kan bruge sin MX-30 R-EV på ren strøm. Hurtigopladning på 36 kW DC er ikke hverdagskost i plug-in-regi, og selv hvis dét glipper, har Mazda et andet es i ærmet. Man kan nemlig selv indstille bilen, så motoren aktivt lader batteriet op og tilmed justere, hvor mange procent, man vil have på.

På den måde kan man begrænse brugen af benzinmotoren og lade batteriet op til 50 procent strøm på motorvejen, som så kan bruges, når man skal ind gennem byen.

Det er ret smart, og når man kører på strøm, tænker man ikke to gange over, at Mazda MX-30 R-EV er en hybrid. Den har overskud nok og føles alt medgørlig over by og land. Først på motorvejen begynder kræfterne at løbe op.

Styretøjet er vægtet til den tunge side, hvilket bidrager til en følelse af stabilitet. Her gør undervognen også sit, da den er kontant, uden at blive ukomfortabel. Faktisk absorberer den ujævnheder virkelig fint.

Når batteriet er tomt

Og hvad så, når Wankel-motoren skal i spil? Systemet har sin store force i, at forbrændingsmotoren aldrig spiller ind i selve fremdriften. Det betyder, at man altid har den sømløse igangsætning og nedbremsning, fordi der ikke er en benzinmotor, der kobles til og fra i processen.

Men… Den lille rotationsmotor er ingen fryd for øregangen. Selvom motorens omdrejninger følger farten, så er lydbilledet ret gennemtrængende som en hidsig blender på speed. Det bliver hurtigt enerverende.

Wankel viser også en anden lidt kedelig side, når batteriet er tomt. Det er ikke en motortype, der er bredt kendt for sin økonomi, og når den tvinges konsekvent i arbejde, er de 100 km/l, den er opgivet til, et meget fjernt fantasital.

Her er 15-16 km/l mere realistisk, men med en velvoksen tank på 50 liter får man en samlet rækkevidde på 850-900 kilometer.

En kabine med kork

Kabinen i Mazda MX-30 R-EV står uændret fra den fuldelektriske variant, der så dagens lys i 2020. Det er positivt i forhold til kvalitetsfølelse, materialevalg og layout men negativt på pladsforholdene, hvis man forvises til bagsædet.

Man skal kringle sig ind af de baghængslede bagdøre, der kun kan åbnes, når fordørene også er det. Benpladsen passer kun børn eller folk, der er født i Benløse, og hovedpladsen er ej heller imponerende. Men hey, det er en kompakt bybil, så det er, hvad det er.

Bortset fra pladsforholdene er kabinen i MX-30 præcist så veludført, som den altid har været. Her er leget med materialer som fiberstof i dørsiderne og kork i midterkonsollen samt mere traditionelt læder og aluminium. Det giver en kabine, der stadigvæk føles moderne.

Alderen viser sig i infotainmentskærmen, der er for lille og lidt bedaget i sit layout. Med Apple CarPlay tilsluttet er alderen dog til at overse, fordi den er krystalklar i sin opløsning.

Drejehjulet, der kan bruges til at betjene skærmen sideløbende med touch, virker old school, men bidrager reelt til, at man kan betjene skærmen mere sikkert under kørsel.

Den anden skærm, der er dedikeret til klimaanlægget, ser smart ud, men er placeret for lavt til, at den giver mening. Øjnene skal for langt fra vejen, når temperaturen skal justeres.

En Kapow-pris!

Mazda MX-30 R-EV er ikke perfekt. Den er faktisk lidt underlig, og vil absolut ikke falde i alles smag. Plug-in hybridteknologien alene sætter en kæp i hjulet for stor popularitet, fordi vi efterhånden har vænnet os til tanken om fuldelektriske biler.

Alligevel kan man ikke regne den japanske feberdrøm for ude. Den udbydes nemlig til en særdeles attraktiv pris fra 230.000 kr. Det er naturligvis 17.000 dyrere end den elektriske tvilling, hvor man til gengæld får 700 km længere rækkevidde.

Indgangsvarianten Prime Line har udstyr som 18″ alufælge, LED-lygter, automatisk klimaanlæg, navigation, 8,8″ infotainmentskærm, adaptiv fartpilot, læderrat og head-up-display samt sikkerhedsudstyr som førerovervågning, automatisk nednlænding og blind vinkel-alarm. Det er meget bil for pengene.

Kan man abstrahere fra blenderstøj, så giver hybridsystemet en pæn elektrisk rækkevidde med en altid sømløs opførsel. Derfor giver Mazda MX-30 R-EV fin mening, hvis ikke man er klar til en elbil, eller bare gerne vil have muligheden for at køre langt i ét stræk.


Mazda MX-30 R-EV

Motor: Wankelmotor, 830 ccm + elmotor
Ydelse: 170 hk / 260
0-100 km/t: 9,1 sekunder
Tophastighed: 140 km/t
Forbrug: 100 km/l
CO2-udledning: 21 gram/km
Batteristørrelse: 17,8 kWh
Elektrisk rækkevidde: 85 kilometer
Opladning: 11 kW AC / 36 kW DC
Mål (L/B/H): 439/189/155 cm
Køreklar vægt: 1.778 kilo
Trækvægt: 0 kg
Bagagerumsvolumen: 350 liter

Startpris: 230.000 kr.
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 0/3.295 kr.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.

I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS