Mercedes-Benz GLC 450d-01
Test og anmeldelser
18. april 2025

Test: Mercedes-Benz GLC 450 d – den sidste dedikerede dieseltest?

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Dieselbilerne synger på sidste vers i Danmark, og Mercedes-Benz GLC 450 d er en vellydende afskedssalut. Vi tester det svinedyre diesellokomotiv i den (måske) sidste dieseltest på Bilbasen.

Der er ikke tale om mere end et skvæt elektrificering i Mercedes-Benz GLC 450 d. Et beskedent 48V-system, indbygget i gearkassen, der med 23 hestekræfter kan give et lille puf og pynte lidt på tallene. 

I ledtog med en treliters rækkesekser skal der dog mere end blot elektrisk pynt til at give tallene et tilnærmelsesvist miljøvenligt præg. Det er heller ikke, hvad denne test skal handle om. Jeg vil hellere dykke ned i dieselhakkerens styrker – det bliver nemlig efter alt at dømme en af de sidste dedikerede dieseltest på Bilbasen.

Mercedes-Benz GLC 450d-20
Foto: Simon Hallenslev
Mercedes-Benz GLC 450d-19
Foto: Simon Hallenslev
Mercedes-Benz GLC 450d-18
Foto: Simon Hallenslev

Et snarligt farvel?

De sidste, nye, dugfriske tal lyver ikke: dieselbilerne står nu for sølle 2,6 procent af det samlede danske personbilsalg i årets første tre måneder. Selvom de har deres relevans i andre afkroge af verden, har elbilerne overtaget i Danmark, og udvalget af nye dieselbiler svinder kraftigt ind i takt med, at både afgifter og dieselpriser stiger.

Det er derfor ikke ud af hverken modvilje eller foragt, at denne test muligvis bliver den sidste af sin slags. Jeg udelukker heller ikke, at en camper, gulpladebil eller lignende dieselværk, sniger sig ind, men for dieseldrevne personbiler er vi ved at være ved vejs ende.

Så hvad er det, vi har med at gøre for måske sidste gang? Det er seks cylindre på række, der turbofodres, så de yder velvoksne 367 hestekræfter og sender den højbenede SUV fra 0 til 100 km/t på kvikke 4,7 sekunder. 

Mercedes-Benz GLC 450d-17
Foto: Simon Hallenslev
Mercedes-Benz GLC 450d-16
Foto: Simon Hallenslev

Momentet er imidlertid mere imponerende, hvor man med 750 Nm får en klar fornemmelse af, at Mercedes-Benz GLC 450 d trækker med samme styrke helt indtil de 250 km/t, den er begrænset til. Og apropos at trække, så er det selvfølgelig på alle fire hjul som en rigtig SUV, med en dertilhørende tilladt trækvægt på 2.500 kilo.

Dieselhakkerens styrker

Da jeg hverken ligger inde med halvpart, hestetrailer eller BE-kørekort, kan jeg ikke kommentere på egenskaberne som trækker. Med tilladelse til op til 2.500 kilo giver det dog sig selv, og Mercedes-Benz GLC 450 d er en fryd for såvel campister som hesteejere.

Foruden høj trækvægt betyder det høje moment, at denne dieseldrevne GLC gør sig godt som motorvejsmissil – selv som højbenet SUV med 20” fælge. Om man kører 90 km/t på motortrafikvej eller 130 km/t på motorvej, gør ingen nævneværdig forskel på forbruget, der ligger stabilt omkring 15-16 km/l.

Med en tankkapacitet på 62 liter har man en teoretisk aktionsradius tæt på 1.000 kilometer på en tankfuld diesel. Det stemmer meget godt i min uvidenskabelige test, hvor jeg kører lige over 500 kilometer og efterlades med godt en halv tank.

Mercedes-Benz GLC 450d-15
Foto: Simon Hallenslev
Mercedes-Benz GLC 450d-14
Foto: Simon Hallenslev
Mercedes-Benz GLC 450d-13
Foto: Simon Hallenslev

Rækkesekseren giver en sagte, men yderst tilfredsstillende rumlen af sig, når man i en snuptag kommer op i motorvejshastighed. Det gøres med stort overskud, både fra motorvejstilkørslen, men også under mellemaccelerationer. Dette er takket være en velovervejet automatgearkasse i ni trin.

Det er også på motorvejen, at styretøj og undervogn går i rolig symbiose med dieselmotoren. Mens den klarer ærterne med under 2.000 omdrejninger ved 130 km/t, sikrer styretøjet retningsstabilitet, og undervognen et højt komfortniveau. Støjniveauet er dertil overraskende lavt taget SUV-formen samt de store fælge i betragtning.

Uden for det foretrukne habitat, motorvejen, får man et par mindre svagheder at føle. På landevejen er GLC ikke så skarp og dynamisk som en BMW X3 eller Porsche Macan. Ved bykørsel kan kvikke accelerationer fange den ellers fine gearkasse på det forkerte ben, mens undervognen til tider kan have udfordringer med skarpe ujævnheder.

Sidstnævnte kan givetvis afhjælpes med en mindre fælg, selvom en billigere konkurrent som Audi Q5 fortsat vil være bedre afstemt ved lavere hastigheder.

Mercedes-Benz GLC 450d-12
Foto: Simon Hallenslev
Mercedes-Benz GLC 450d-11
Foto: Simon Hallenslev

SUV-fornemmelser i sublime sæder

Hvor "beskidt" den end er under hjelmen, er Mercedes-Benz GLC 450 d ikke en bil, der tiltrækker unødvendig opmærksomhed hos klimaaktivister. Den fremstår diskret og nærmest klejn efter moderne standarder, hvorfor den går ubemærket hen i byen.

Indvendigt får man dog præcist den SUV-fornemmelse, man gerne skulle have af en højbenet bandit af denne kaliber. Man sidder nemlig højt i de sublime forsæder, der giver justeringsmuligheder og komfort til en grad, så alle kan finde sig godt til rette. Man aner konturerne af kølerhjelmen og føler, at man kører noget, der er større, end man egentlig gør.

Kabinen giver en indledningsvis wow-oplevelse, hvor flydende former og et flot skærm-setup løber med opmærksomheden. Instrumentbordet er desuden ret højt monteret, hvorfor man føler sig puttet i en sikker puppe bag rattet, omringet af bløde materialer, højglans og ambiente-belysning.

Mercedes-Benz GLC 450d-09
Foto: Simon Hallenslev
Mercedes-Benz GLC 450d-06
Foto: Simon Hallenslev
Mercedes-Benz GLC 450d-05
Foto: Simon Hallenslev
Mercedes-Benz GLC 450d-08
Foto: Simon Hallenslev
Mercedes-Benz GLC 450d-07
Foto: Simon Hallenslev

Man skal dog ikke længere end et spadestik dybere for at finde de skrattede plastmaterialer. Det findes lidt for højt oppe på dørsiderne, mens den store midterkonsol i højglans mangler tyngde og dermed eksklusivitet. Fra bagsædet stirrer man direkte ind i et stykke plastik på forsædernes nakkestøtter, der også fremstår billigt.

Heldigvis for bagsædepassagererne glider udsigten til plast lettere ned takket være et rummeligt bagsæde. Der er intet batteri i bunden, hvorfor man har fødderne solidt plantet i jorden. Der er dertil rigeligt med både ben- og hovedplads for selv ranglede teenagere.

Fy for et prisskilt

Det kan måske lyde som om, jeg er lidt hård ved Mercedes-Benz GLC 450 d, når det kommer til kabinen. Det er jeg kun, fordi kabinekvaliteten skal holdes op imod et prisskilt på, og hold nu fast, 1.450.000 kr. Det er, hvad testbilen står i. 

Mercedes-Benz GLC 450d-10
Foto: Simon Hallenslev
Mercedes-Benz GLC 450d-04
Foto: Simon Hallenslev
Mercedes-Benz GLC 450d-03
Foto: Simon Hallenslev

Her er så godt nok også snoldet for over 270.000 kr. i ekstraudstyr. For det får man lir som Burmester-lydanlæg, fire-zonet klimaanlæg, 360 graders kamera med terrænvisning, panoramaglastag, samt en imponerende LED-forlygtepakke. Selv hvis man behersker sig, snuser GLC 450 d til 1,2 millioner, mens den billigste GLC 300 med firecylindret benzinmotor starter i 940.000 kr. Til sammenligning er startprisen på Audi Q5 over 200.000 kr. lavere.

For de samme penge som testbilen koster, kan man få en Mercedes-AMG EQE 53 SUV. Altså, en bil, der er en hel klasse større, med 625 hestekræfter og AMG-trim til du er ved at kløjs. Du kan også få en Porsche Macan Turbo, der, som artiklen ovenfor indikerer, står nærmest uden sidestykke som elektrisk SUV.

Mercedes-Benz GLC 450d-02
Foto: Simon Hallenslev

DEN ENDELIGE DOM

Det er ikke dieselmotorens egen skyld, at den er på vej ud. I Mercedes-Benz GLC 450 d får man den lækre rumlen, det høje moment og stabile økonomi ved højere hastigheder. Den trækker alt, man spænder på den, rummer hele familien, og sikrer, at turen til Sydeuropa sker i absolut ro og komfort.

Dejlig som den end er, kan prisen ganske enkelt ikke retfærdiggøres. En veludstyret Mercedes-Benz GLC 450d snuser til 1,5 mio. kr., og til de penge skal man være inkarneret dieselentusiast, campist eller stutteriejer, før det giver mening. Til samme mængde penge kommer man nemlig meget langt i elbilland.

Mercedes-Benz GLC 450 d 4Matic

Motor: R6 diesel, 2.989 cm3 Ydelse: 367 hk (+23 hk) / 750 Nm 0-100 km/t: 4,7 sekunder Tophastighed: 250 km/t Forbrug: 15,6 km/l CO2-udledning: 169 gram/km Mål (L/B/H): 471/189/164 cm Køreklar vægt: 2.065 kilo Trækvægt: 2.500 kilo Bagagerumsvolumen: 620 liter Startpris: 1.198.500 kr. (GLC fås fra 938.500 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant