Volvo nærmer sig en rund fødselsdag. Det er konceptbilen Concept 40.2, der i maj fylder 10 år. Hos Volvo blev den smarte hatchback aldrig til noget, men det gjorde den derimod hos kollegerne hos Polestar. Polestar fik det fulde design foræret, og vupti - Polestar 2 kom til verden i 2019.
Det svensk-kinesiske mærke har bygget videre på ikke bare designet, men al indmaden siden dengang. Med tiden er 2’eren skiftet fra forhjulstræk til baghjulstræk, og den har fået nye batterier og forskellige andre opdateringer af hardwaren.
Læs også: Nu er også Polestar 3 forældet
Polestar kommer troligt med opdateringer en gang om året, og i år har 2’eren fået en ny mulighed blandt karosserifarverne (Dune - se billederne), nye sæder og en hurtigere processor til infotainmentsystemet.
Men nu må det være nok. Den gamle elbil har nogle fundamentale problemer, som Polestar ikke kan opdatere sig ud af, og en afløser burde allerede have været på banen. Polestar 2 er ikke længere tidssvarende, og det bedste ville være at lade bilen få fred.





Find prisen - hvis du kan
Det er uhyggelig læsning, når man går ind på Polestar-hjemmesiden for at “bygge” en model 2. Det er priserne, der får mig til at kigge væk: 390.000 kr. er prisen for den mest skrabede Polestar 2 med 272 hestekræfter og batteri til 554 kilometer - og varmepumpe, varme i rattet, elektrisk bagklap, panoramaglastag og 360 graders kamera koster stadig ekstra.
Det løber løbsk. Long Range Single Motor, som oversat betyder lang rækkevidde og baghjulstræk, starter på 415.000 kr., og så bygges den op med den nye farve til 10.000 kr., trækkrog og Prime-pakke med det manglende udstyr og mere til - og den lander på uhyggelige 516.906 kr.
Undskyld, men er produktionsapparatet i Kina ikke betalt af, og er konkurrencen ikke skærpet helt ekstremt i de senere år?
Jeg opdager notitsen om, at man kan få en “Nordic Edition 2026 fra 399.900 kr.” Jeg klikker, og så koster herligheden ikke længere cirka 500.000 kr., plus farven Dune og trækkrogen, men kun 399.900 kr. Under “Nye biler på lager” er der underligt nok ingen biler, så man skal bestille et personligt tilbud ved at indsende en formular.
Forslag til Polestar: Det er en rigtig god idé at droppe alle de kunstige og meget høje priser og bare sende Nordic Edition-udgaverne ind i konfiguratoren. Alt andet er at lege med forbrugerne. Med mindre man altså ikke kan få et personligt tilbud, hvis man henvender sig?
















Plads som i en mindre bil
Polestar var hurtigt ude med minimalismen i interiøret. I 2019 var det ikke normalt, at det meste i en bil skulle styres via en skærm. I dag er det den sørgelige realitet, som flere og flere bilproducenter heldigvis arbejder på at ændre.
2’eren har et af de bedre interiørtemaer, når det kommer til at styre næsten alt fra en central skærm i midten. Skærmen har en rigtig god størrelse, og den står tæt på forsæderne. Polestar arbejder med meget større og mere tydelige, farverige ikoner end mange andre, men det gælder på skæv vis ikke alle menuerne.
Knapperne i rattet er uden basal forklaring i form af piktogrammer eller tekst, men efter nogle tryk fatter man hurtigt, hvad det går ud på. Meget bedre og nemmere end i en af tidens biler fra Mercedes-Benz eller Volkswagen.
Læs også: Test: Polestar 4 som Autobahn-raket?
Materialerne er også mere spændende og lækre end hos de to mærker. De nye sæder, i testbilen med biotilskrevet MicroTech i Charcoal med Black Ash deco. Jeg får lyst til at uddele en verbal opsang til den, der har fundet på det marketinggøgl. Synd for sæderne, som er lækre og med god støtte til kroppen. Polestar 2 har, trods sit forholdsvis fyldige karosseri, aldrig været rigtig god til familieopgaver. Kabinen er okay til to voksne og to børn, og den store bagklap letter tilførsel af bagage. Men bagagepladsen er kneben, og mens jeg aldrig nogensinde ville indrømme at savne en SUV eller crossover, så presser 2’eren mig i den retning.




Forbrug som i en meeeeeget større bil
Høje priser og kneben interiørplads er to ting, der i sig selv trækker ned. Måske det er to ting, man kan indordne sig under, hvis man synes, at Polestar 2 er så tillokkende med sit 10 år gamle design.
Men jeg vil alligevel råde til, at man låner en af forhandleren og kører en meget lang tur. Helst hundredevis af kilometer, faktisk. Så vil man opdage, at den lovede WLTP-rækkevidde kun kan bruges til at tænde op i brændeovnen med - eller hvad man nu gør med ting, der slet ikke har gang på jord.
WLTP-rækkevidde: 659 kilometer. Kilometer i løbet af testen med temperaturer omkring 5-8 grader, kørsel primært på landevej: cirka 300. Tilbageværende kapacitet på batteriet efter 300 kilometer: 5 procent.
Der er noget helt galt her. Enten kommer Polestar 2-batteriet med en meget voldsom buffer, så der reelt er langt mere end 5 procent tilbage på batteriet, eller også lyver tripcomputeren, som oplyser et forbrug på 20,5 kWh; det er sådan set sagen underordnet - det er kritisk, at en elbil med en officiel rækkevidde på 659 kilometer klarer omkring det halve.
Det er mere uhyggeligt end den høje pris. Over 300 kilometer har jeg kørt helt normalt og roligt. En overhaling i ny og næ, men fredsommeligt tempo på meget trafikerede sjællandske landeveje og, i alt i en halv time, på motorvej.
Ineffektiv elmotor og forældet design, der giver høj luftmodstand? Jeg står tilbage med en bil, der har en lækker indretning og nogle udmærkede køreegenskaber, men også nogle uigennemskuelige (høje) priser og et uforståeligt strømforbrug. Polestar 2 - din tid er forbi.

DEN ENDELIGE DOM
Jeg har aldrig kørt en elbil fra Polestar eller Volvo, der har et lavt strømforbrug. Det er en forbandelse, der hviler over de svensk-kinesiske bilmærker, og det kommer virkelig til udtryk i den gamle model Polestar 2. En WLTP-rækkevidde på næsten 660 kilometer må ikke skrumpe til cirka 325 kilometer, når man kører på landevej på ikke ligefrem kolde vinterdage. Der er noget helt galt her.
Hvor det høje forbrug kommer fra er et åbent spørgsmål, og det samme er, hvordan Polestar præsenterer priserne på sine biler for kunderne. Polestar 2 fylder 10 år som design om kort tid, og selv løbende opdateringer kan ikke redde den gamle model.
Polestar 2 Nordic Edition (Long Range Single Motor)
Motor: Elmotor (bag) Ydelse: 299 hk/490 Nm 0-100 km/t: 6,2 sekunder Tophastighed: 205 km/t Forbrug: 14,8 kWh/100 kilometer Rækkevidde: 659 kilometer Batteristørrelse: 82 kWh Ladekapacitet: 205 kW Mål (L/B/H): 461/186/149 cm Køreklar vægt: 2.009 kilo Trækvægt: 1.500 kilo Bagagerumsvolumen: 407-1.097 liter Pris: 399.900 kr. (Polestar 2 fås fra 390.000 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst Beskatningsgrundlag, firmabil: 379.900 kr. (Polestar 2 fås fra denne pris)



