Polestar 3 Performance-31
Test og anmeldelser
25. oktober 2026

Test: Polestar 3 Performance er et fuldblods flagskib

Med 800 volt, 680 hk og skarpere køreegenskaber træder den oversete Polestar 3 Performance endelig i karakter som en ægte flagskibsmodel.

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Der findes enæggede tvillinger, der på alle måder ligner og minder om hinanden. MaryKate og Ashley, eller, med danske briller, sølvdrengene. Og så er der de tveæggede tvillinger, der kan være så forskellige som nat og dag: en revisor og en rockstjerne.

I denne analogi er det Volvo EX90, der er revisoren, og denne Polestar 3, der er rockstjernen. På bunden er de to gjort af det samme, hvor de deler både batteri og drivlinje, mens de i realiteten nærmest er så forskellige, som to biler kan blive. Og det har den seneste opdatering til 800 volt ikke ændret på.

Den tekniske overhaling

Med 800 volt kan Polestar 3 lade fra 10 til 80 procent kapacitet på batteriet på 22 minutter på tværs af varianter, hvilket svarer til en forbedring på cirka 25 procent fra tidligere 30 minutter. Basismodellen Rear Motor lader med op til 310 kW, mens Dual Motor og den testede Performance lader med op til 350 kW.

Polestar 3 Performance-30
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-29
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-27
Foto: Simon Hallenslev

Polestar 3 Rear Motor har en elmotor på bagakslen med nu 333 hestekræfter mod 299 hestekræfter før opdateringen. Til gengæld har den også et mindre batteri end før, så den med 92 kWh klarer op til 603 kilometer på en opladning. Et fald på 47 kilometer, som også er tilsvarende det, Volvo EX90 Single Motor så med opdateringen.

Dual Motor og Performance er ikke ramt på samme måde, da forbruget i disse også er faldet. Med 106 kWh batteri kører de to henholdsvis 647 og 601 kilometer på en opladning.

Polestar 3 Dual Motor har nu 544 hestekræfter mod før 489 hestekræfter, mens den fuldfede Performance-variant med en ny, egenudviklet elmotor er blevet 163 hestekræfter stærkere og yder nu 680 hestekræfter(!).

Foruden flere muskler kommer Polestar 3 Performance med 22-tommer Performance-fælge, aktiv luftaffjedring, Polestar Engineered chassisoptimering og Brembo-bremser samt gulddetaljer og gule seler. Sidstnævnte for at vise verden, at man har betalt mindst 932.000 kr. for flagskibet, mens basisvarianten starter i 675.000 kr.

Polestar 3 Performance-4
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-21
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-20
Foto: Simon Hallenslev

Hvad er vigtigst?

En flagskibsmodel til knap 1 mio. kr. anno 2026 skal selvfølgelig være funderet på en 800V platform og kunne oplade hurtigt. Tilføjelsen af en ny centralcomputer med NVIDIA-processorer til styring af blandt andet assistentsystemerne er også både kærkomne og naturlige opgraderinger til Polestar 3. Og uvæsentlige.

Det er forventeligt af et flagskib, at den har teknikken i orden. Dynamikken er derimod en anden snak, som få elbilproducenter rigtigt mestrer, og selvom Polestar 3 aldrig har været et drog, har man med en let revidering af undervogn og styretøj gjort en stor forskel – og skabt en diametral modsætning til tvillingemodellen EX90.

Hvor Volvo er den rolige revisor med dyder som smørblød komfort og ro, er Polestar 3 Performance en decideret rockstjerne med hang til håndgemæng.

Polestar 3 Performance-7
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-23
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-6
Foto: Simon Hallenslev

Accelerationen fra 0 til 100 km/t på 3,9 sekunder lyder ikke balstyrisk, men det opleves vildere, måske takket være de 870 Nm, man har til rådighed. Polestar 3 Performance trækker hårdt og fordeler kræfterne intelligent, så man selv på fedtet underlag ikke er betænkelig ved at give den en på sinkadusen.

Her er en knap 5 meter lang, over 2,5 ton tung kolos, der nærmest bevæger sig som en sportsvogn. Luftundervognen er sat op til sport og opleves derfor noget mere kontant end det, man normalt sidestiller med en luftundervogn. Til gengæld leverer luftundervognen sammen med det finjusterede chassis en balance, som er svær at opnå i en så stor og tung SUV.

Og for de mindre voldelige?

Balance, chassistuning og torque vectoring er næppe noget til Hr. og Fru Forloren Hare. Det er i stedet den retningsstabilitet og ro, som Polestar 3 også kan støve af, når man tager den med på motorvejens lange og lineære stræk.

Polestar 3 Performance-25
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-24
Foto: Simon Hallenslev

Vælger man enten Rear eller Dual Motor, vil man også få mere folkelige opsætninger, hvor 20” i stedet for 22” og en passiv undervogn nok trækker toppen af flagskibsmodellens bøllede natur. Og det er ikke kun prismæssigt, det vil give mening, men også på komforten, da luftundervognen, som nævnt, er en kontant omgang.

Uanset hvilken variant, man vælger, bliver Polestar 3 ikke en økoræser. Forbruget i Rear Motor er opgivet til 17,7 kWh pr. 100 kilometer, mens den testede Performance siger 20,5 kWh pr. 100 kilometer. Ikke på noget tidspunkt får jeg den meget under 23 kWh pr. 100 kilometer.

Polestar 3 Performance-17
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-12
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-5
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-16
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-8
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-10
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-18
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-19
Foto: Simon Hallenslev

Det er i virkeligheden ikke så overraskende for en så stor, så kraftfuld bil – eller forventeligt. Jeg mener, man regner heller ikke med, at en Mercedes-AMG G63 kører 20 km/l. Det koster at køre flagskibsmodel.

Enkelte kiks i kabinen

Der er ikke sket meget i kabinen i forbindelse med opdateringen, og det er mestendels godt. Den er nemlig præget af soliditet. Her er aluminium og blødt forede paneler med en god tyngde bag. Det ægte læder leveres med en ‘velfærdsgaranti’, mens både aluminium og MicroTech-tekstilerne nu er genanvendte materialer.

Den store, centralt monterede infotainmentskærm på 14,5” er præcist så klar og hurtigt responderende som før, mens den seneste aftapning af det Google-udviklede styresystem fungerer upåklageligt i løbet af mine testdage. Det er i øvrigt også nær klasseledende målt på brugervenlighed.

Polestar 3 Performance-11
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-9
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-14
Foto: Simon Hallenslev
Polestar 3 Performance-13
Foto: Simon Hallenslev

Ærgerligt er det til gengæld, at man fra de velformede og -forede sportsstole stadigvæk kan få øje på touchknapper og plast i sort højglans. På rattet findes mildest talt uduelige touchknapper, som man aldrig kan se, hvad de betjener, mens midterkonsollen er beklædt i det fedtfinger-tiltrækkende plastmateriale.

Ekstra ærgerligt er det, når man ved, at Polestar faktisk er opmærksomme på problematikken. Det er nemlig fixet i den spritnye Polestar 4 SUV, som vi ikke må sige så meget om endnu, men som er helt forskånet fra højglans og har rigtige knapper på rattet.

Polestar 3 Performance-28
Foto: Simon Hallenslev

DEN ENDELIGE DOM

Polestar er sit ophav som tuningsmærke værdige og leverer en flagskibsmodel, der ikke bare er hurtig, men potent, kompetent og i sjældent set balance på landevejene.

Med den længe ventede overgang til 800 volt får man nu også den teknologi, der bør høre sig til i en bil i denne kaliber. Det er dog i kombinationen med en stadig velbygget og veludført kabine samt nyfundne, sportslige køreegenskaber, at Polestar 3 Performance nu fremstår som et fuldblods flagskib.

Ladeboks til stærk pris

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant