Første tur Toyota BZ4X 066
Elbiler
16. januar 2023

Toyota åbner op for mere rækkevidde i BZ4X

Morten B. Bek

Morten Bek

Efter Bilbasen og andre er kommet med voldsom kritik af rækkevidden i elbilen BZ4X, åbner Toyota op for mere rækkevidde – og mindre påvirkning fra klimaanlægget.

TEKST OG FOTO Morten B. Bek

Toyota lancerer sin første elbil, og det lover godt. BZ4X kommer med 10 års garanti, som også gælder batteriets “friskhed”, gode priser, rigtig gode køreegenskaber og en WLTP-rækkevidde på over 500 kilometer.

Men netop rækkevidden er endt med at være det eneste, snakken går på. I stedet for at levere 513 kilometer på en opladning, som med nogen rimelighed ville være 350-400 kilometer ude i virkeligheden, leverer BZ4X tættere på det halve af den lovede WLTP-rækkevidde.

Bilbasen har tidligere på vinteren lavet en forbrugs- og rækkeviddetest med BZ4X, og forbruget var i testen alarmerende højt. Klimaanlægget kappede med det samme 100 kilometer af rækkevidden, da det blev tændt. Rækkevidden ville, målt ud fra testforbruget, være 260-275 kilometer. Det er en ekstremt lav værdi i forhold til de 513 kilometer, Toyota oplyser.

Og den japanske producent oplyser stadig, at BZ4X i basisudgaven har en rækkevidde på en opladning på 513 kilometer. Det er stærkt problematisk, men der er dog håb om opklaring forude.

Første tur Toyota BZ4X 111

Opdatering med forbedringer til sommer

Det ville være helt optimalt, hvis vores oplysninger om en kommende opklaring kom fra Toyota selv. Det gør den ikke. Informationen har vi fra det britiske bilmagasin Car, som har talt med Robert Tickner, som er talsperson for Toyota.

Robert Tickner forklarer til Car, at Toyota har valgt en konservativ tilgang til restrækkevidde, altså den buffer der er i batteriet til videre kørsel, når rækkevidden vises som 0 kilometer.

Når måleren i BZ4X viser 0 kilometer, er der faktisk endnu 8 procent strøm på batteriet. Hvis man leger med tanken om, at samtlige 8 procent så kan bruges til kørsel, vil det være cirka 41 kilometer.

Robert Tickner fortæller, at Toyota vil rulle opdateringer ud frem mod sommeren, som åbner op for mere af rækkevidden. Hvor meget af den indbyggede buffer man får adgang til – og vist på displayet – afslører han ikke.

Han afslører dog, at problematikken omkring brugen af klimaanlægget, som blot ved at blive tændt river 100 kilometer af rækkevidden – præcis som i Bilbasens test – vil blive adresseret med opdateringen. BZ4X vil måske stadig vise en rækkevidde forkortet med 100 kilometer, men i realiteten vil det være 50 kilometer.

Første tur Toyota BZ4X 142

Kan Toyota ændre på forbruget?

Hvis batteriet i Toyota BZ4X har en større buffer end konkurrenternes, som primært er til for at skåne batteriet, er det en god idé at give kunderne adgang til en del af den. Desuden vil Toyota, udtaler Robert Tickner til Car, ændre opsætningen i instrumenteringen, så rækkevidde ikke kun vises i kilometer, men også i procent.

Det kan gøre det nemmere at overskue, hvor meget man har at gøre gode med, før man skal forbi en lader.

En del af problemet med BZ4X er, at det er svært at gennemskue batteriets reelle størrelse. Men det er ikke så vigtig en del af problemet som forbruget. Hvis Toyota med den kommende opdatering kan låse op for 20-40 kilometer mere, før rækkevidden går i 0 kilometer (hvor man så stadig har strøm til at køre lidt videre), svarer det til en forbedring.

Men det i sig selv ændrer ikke ved, at BZ4X i vores og andre mediers test har et alt for højt forbrug. Rækkevidden vil måske kunne forbedres, men forbruget vil stadig være meget højt.

TEST Toyota BZ4X FWD Active 8510

Om opdateringen kan afhjælpe det store problem, nævner Robert Tickner fra Toyota ikke i snakken med Car. Det er muligt, at opdatering af eksempelvis varmestyring kan sænke forbruget, men at BZ4X efter opdateringen skulle kunne levere meget mere af de 513 kilometer, Toyota lover, er på ingen måde givet på forhånd.

Som situationen er lige nu, kan redaktionen ikke anbefale, at nogen køber Toyota BZ4X. Det er ærgerligt, at en elbil med et på andre måder stort potentiale har vist sig at være så problematisk omkring så altoverskyggende faktorer som rækkevidde og forbrug.

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om: