VW ID.3 skulle markere en ny elektrisk begyndelse for Volkswagen i 2020 – men så nemt gik det ikke. Den elektriske satsning i Golf-størrelse føltes nærmest forhastet med tvivlsom byggekvalitet og store udfordringer med især softwaren.
Volkswagen har heldigvis fundet melodien siden, hvor særligt lanceringen af VW ID.7 markerede et skifte i alt fra kvalitetsfølelse til teknologi. Et skifte, der tydeligt har smittet af på de øvrige medlemmer i ID-familien.
Læs også: Brugt VW ID.7 rammer 300.000 kr.
Nu er mastodonten modnet og klar til næste elektriske fase. Lige på trapperne er modeller som VW ID. Polo og ID. Cross, mens Volkswagen nu også kan afsløre store opdateringer af ID.3, ID.4 og ID.7.

Nyt navn til VW ID.3
Selvom navnet Polo snart bliver taget i brug som led i den elektriske ID-strategi, må vi vente lidt længere på Golf. Det nye navn til VW ID.3 begrænser sig til VW ID.3 Neo, fordi der 'kun' er tale om en opdatering – om end en større af slagsen.
VW ID.3 Neo ser på de foreløbige designskitser ikke ud til at forvandles fuldstændigt med genkendelige linjer. Det ligner en større opfriskning mere end en total forvandling, som vi også så det på tvillingemodellen Cupra Born for blot et par uger siden. Volkswagen lover også markante forbedringer af kabinekvaliteten med genindførsel af fysiske knapper på rattet.
Alligevel er det under overfladen, at magien ifølge Volkswagen virkelig sker. VW ID.3 Neo markerer nemlig en ny generation af software, der skal give et væld af nye funktioner. Den kommende VW ID.3 Neo får således forbedret Travel Assist med trafiklysgenkendelse og mulighed for one-pedal drive.

Dertil introduceres en digital bilnøgle, så bilen kan betjenes alene med smartphone eller smartwatch, et nyt infotainmentsystem kaldet Innovision, samt mulighed for Vehicle-to-Load, hvor batteriet kan bruges som 3,6 kW-strømkilde til alt fra smoothieblendere til elcykler.
Det er alle funktioner, der er med til at gøre VW ID.3 mere tidssvarende. Af den årsag afslører Volkswagen også, at selvsamme store softwareopdatering følger med til modellerne ID.4 og ID.7.
Den opdaterede VW ID.3 Neo forventes præsenteret i midten af april, mens ID.4 og ID.7 snart kan bestilles med den opdaterede software og dertilhørende funktioner.

Længere rækkevidde til basisvarianter
Det er ikke kun software, der pilles ved. Der sker også nye ting i teknikken – men kun i de billigste basisvarianter, VW ID.4 og ID.5 Pure. Her introduceres en ny elmotor (kaldet APP 350), som både yder flere hestekræfter, fra 170 til 190, og samtidig giver lavere energiforbrug.
Motoren kombineres med et nyt LFP-batteri med en kapacitet på 58 kWh mod det nuværende 52 kWh NMC-batteri i basisvarianterne. Det sikrer ikke alene en mere robust og effektiv samlet pakke, men også en anslået forøgelse af rækkevidden på op til 40 kilometer.
Igen er der ikke tale om revolutioner, men i stedet evolutioner af modeller, der, som nævnt, er ved at have fundet melodien på den nu gennemprøvede MEB-platform. Med stærkere software og flere hverdagsvenlige funktioner er der god grobund for, at de allerede populære elbiler vælges til i endnu højere grad.



