I marts kunne Bilbasen vise de første billeder af XPeng G6 i en forfinet og forandret udgave. Det lyder måske nok lidt underligt, at en elbil som først i august sidste år kom på markedet i Danmark, skulle have gennemgået større tekniske og designmæssige forandringer.
Men den er god nok, og XPeng har i dag afsløret, at den opdaterede G6 er på vej til Danmark. Den vil være i Danmark fra omkring september, og som vi påpegede i artiklen i marts, vil det betyde, at danske G6-ejere - der er indtil videre indregistreret 2.366 eksemplarer - kører rundt i en ældre og ikke nær så højteknologisk model.
Læs også: XPeng G6 er allerede forældet
Det er ikke kun G6, der har fået en betydelig overhaling. Også den større G9 kommer i det tidlige efterår til landet med en række ændringer og forbedringer. Det helt store omdrejningspunkt er ladekapaciteten og dermed ladehastigheden.








Mere lækker og luksuriøs G6
Både G6 og G9 har med hvert deres facelift fået en ny generation batterier, som XPeng kalder 5C. Tallet hentyder til, at bilerne nu kan DC-lade med cirka fem gange deres batterikapacitet - som for G9 betyder op til 451 kW.
Det betyder, at man på sigt kan gå fra 10 til 80 procent på batteriet på bare 12 minutter. Det kræver en DC-lader, som endnu ikke findes i Danmark, men som XPeng selv påpeger, så er ladere med den slags kapacitet ikke langt væk - der findes DC-ladere på 400 kW i Danmark.
Batterierne i G6 og G9 er af LFP-typen og er skabt uden brug af nikkel og kobolt, og de er designet til at kunne bruges til hyppig lynladning.
G6 i 2025-udgaven er genkendelig på ændringer både udvendigt og indvendigt. X-logoet er flyttet op på frontklappen, og LED-striben er nu helt gennemgående. Bagtil er der kommet en markant spoiler på bagklappen, og er man den vovede type, er en lilla metallak (Stellar Purple) kommet på programmet. De indvendige ændringer er faktisk vigtigere, for G6 i første aftapning virker noget simpel; 60 procent af interiøret er ændret, og der er mere lækre materialer, massage i forsæderne og varme i bagsædet.



G9 kan lade med op til 525 kW - 10 til 80 procent på 12 minutter
Den store G9, som for alvor gjorde XPeng-navnet kendt i Danmark, kommer ikke med helt så mange synlige ændringer som G6, selv om den er en ældre model. Faktisk har vi svært ved at få øje på ændringer, når vi kigger på billederne af den opdaterede version. På billederne ses en ny udstyrsvariant, G9 Black Edition, der går helt i sort - med sorte fælge, sorte logoer og dybsort lakering.
Interiøret giver umiddelbart samme indtryk, så her er det et nyt rat med indbyggede sensorer, varmeisolerende glastag med tre lag og massagefunktion med flere trykpunkter (10 punkter), der er nyheder i den luksuriøse elbil.
Læs også: Spar 130.000 kr. på XPeng P7
Trækplasteret er en opladningskapacitet på 525 kW, som er det kraftigste i nogen bil på det europæiske marked. Potentialet er, som i G6, 10 til 80 procent på 12 minutter. Selv om Danmark endnu ikke byder på ladere med den slags kapacitet, så vil de nye batterier i G6 og G9 ifølge XPeng kunne udnytte eksisterende DC-ladere endnu mere effektivt end før.
Priser på de opdaterede udgaver af G6 og G9 er endnu ikke på plads. G6 starter lige nu på 299.900 kr., og G9 starter på 451.916 kr.