juli 24, 2024

3x gamle, glemte og supersprøde sedaner til små penge

Drop drømmen om en BMW E30 M3! Søg hellere alternative græsgange, hvor færre penge kan købe dig samme sedan-sjov og sprødhed.

TEKST Simon Hallenslev FOTO Bilbasen

Drømmen om en klassisk BMW E30 M3 til menneskepenge er for længst forduftet, mens priserne på Mercedes-Benz 190 E 2,5-16V også er godt på vej. Det er sportslige sedaner fra fordums storhed, der er i dag hitter hos velhavende samlere. Der kommer ikke flere af dem, og priserne stiger i takt med, at de bliver parkeret i store samlinger.

Så hvor efterlader det os dødelige? I armene på nogle af de glemte! Lad bare de rige slås om de gamle tyskere, som vi alle har set tusind gange før. Jeg finder 3x sprøde sedaner, der blev bygget netop som alternativer til de førnævnte, men som ufortjent er blevet overskygget og presset ud i glemslen. Det tager dog hverken det sportslige eller sprøde element fra dem.

Fransk turbodrøn: Renault 21 Turbo

Renault 21 Turbo

Motor: R4, 1.995 ccm, benzin
Ydelse: 175 hk / 270 Nm
0-100 km/t: 7,4 sek.
Tophastighed: 227 km/t
Forbrug: 12 km/l
Vægt: 1.215 kg


Det er i virkeligheden mere hot hatches, der historisk er franskmændenes specialitet, når det kommer til at bygge sportslige varianter af almindelige gadebiler. Renault har R5 Turbo og Clio Williams på sit CV, mens de i nyere tid har brugt Megane RS til at kæmpe en opslidende kamp om titlen som den hurtigste forhjulstrækker på Nürburgring med Honda Civic Type R.

Spoler man tiden tilbage til 80’erne, vil man dog også finde et par sedaner i sportsligt trim. Én af dem er denne R21 Turbo, der, som navnet antyder, legede med turboteknik, mens BMW E30 M3 og Mercedes-Benz 190 E 2,5-16V stadig holdt fast i hidsige sugemotorer.

Renault 21 Turbo er ikke helt i liga med den ombejlede M3’er – men der er ikke meget i vejen. Med sine 175 turboheste går den rummelige sedan nemlig fra 0 til 100 km/t på 7,8 sekunder og topper ud ved 220 km/t. Det er tæt på M3, der med 200 hk og to døre mindre er blot et sekund hurtigere til 100 km/t. 

Dette eksemplar, der holder til salg hos MBT Sportcars, står i pæn og helt original stand med sine sprøde veloursæder og urørte alufælge. Designet er utvetydigt Giorgetto Giugiaro, som også står bag BMW M1 og Lotus Esprit, der sammen med de gule franske forlygter ikke er til at stå for. Den har kørt under 200.000 km og koster bare 149.900 kr. uden afgift. Se den her.

Italiensk supersedan: Alfa Romeo 164 V6-24V QV

Alfa Romeo 164 3.0 V6-24V QV

Motor: V6, 2.959 ccm, benzin
Ydelse: 232 hk / 282 Nm
0-100 km/t: 7,5 sek.
Tophastighed: 245 km/t
Forbrug: 9,9 km/l
Vægt: 1.530 kg


Hvor førnævnte franskmand var designet af legenden Giorgetto Giugiaro, rykker vi med denne Alfa Romeo 164 lige et niveau op. Pininfarina, du! Dem, der har designet alt, hvad der er værd at glo på fra Italien med fire hjul, og denne Alfa er ingen undtagelse.

Sammenligner man med en BMW M5 fra samme tidsperiode, vil man hurtigt finde, at den sportslige variant af 164-modellen ikke rigtigt hamler op. Varianten med det mundrette navn ‘V6-24V QV’ er 100 hk svagere og et par sekunder langsommere til 100 km/t – og det er komplet ligegyldigt.

For hvad denne ‘italienske M5’ mangler i kræfter, har den i stil, sofistikation og lyd. Et instrumentbord i dansk B&O-design, læderpolstrede sportssæder og klassiske telefonskive-fælge bør være nok til at få de fleste til at savle. Hvis ikke, så er der Busso-V6 motoren, der er notorisk kendt for sin kuldegysfremkaldende lyd.

Fra fabrikken i Arese, Milano Italien, blev Alfa Romeo 164 den sidste selvstændige Alfa, før landsmændene fra Fiat købte sig ind i butikken. I denne sportslige V6-24V QV-variant er den tilmed ganske sjælden, og alligevel kan den samleværdige chef-vogn blive din for bare 119.900 kr. Se den her, hvis ikke den er blevet solgt i mellemtiden.

Fransk ulv i fåreklæder: Peugeot 405 MI16

Peugeot 405 MI16

Motor: R4, 1.905 ccm, benzin
Ydelse: 160 hk / 177 Nm
0-100 km/t: 8,6 sek.
Tophastighed: 220 km/t
Forbrug: 11,6 km/l
Vægt: 1.075 kg


Franskmændene er, som nævnt, nok mest kendt for sine hot hatches, og det har Peugeot været en drivende faktor for. Man kan nærmest ikke sige hot hatch, uden også at sige Peugeot 205 GTI, der sammen med VW Golf I GTI viste verden, hvordan man byggede en usandsynligt sjov bil til små penge.

Peugeot byggede i samme periode også familievenlige sedaner, heriblandt den populære 405, der nåede at sælge i omegnen af 5 millioner eksemplarer totalt. Da Peugeot en dag fik idéen om at bygge en sprød version af den, brugte man samme opskrift, som med 205 GTI: Lav vægt, stramt styretøj og høje omdrejninger.

Helt specifikt tog man den omdrejningsvillige sugemotor fra 205 GTI og smed direkte i 405 MI16. En motor, der var notorisk kendt for at være støjsvag og økonomisk ved normal kørsel, men som blev en ballademager på den anden side af 5.000 omdrejninger. En blok af aluminium holdt desuden vægten nede, og 405 MI16 kunne holdes under 1.100 kg.

Med 160 hk løb 405 MI16 hverken fra BMW eller Mercedes i en lige linje – men om hjørner kunne den sagtens være med. 405 MI16 blev rost til skyerne for sin undervogn, der var stivere og 15mm lavere, samt sine bremser og sit styretøj, der var optimeret til sjov.

På den måde kunne 405 MI16 kørte den dør-om-dør med både BMW E30 M3 og Mercedes-Benz 190 E 2,5-16V til Touristenfarten på Nürburgring, selvom den kostede det halve.

Også i dag er prisen pæn. Denne Peugeot 405 MI16 er et totalrestaureret eksemplar, der har fået den store tur i 2020. Alligevel skal man kun af med 129.800 kr. til Læborg Autohandel, hvis man skal have den med hjem.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Se hvad der ellers er af sprøde sedaner på Bilbasen

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS