Det er de nye begreber som ladekurve, peak-effekt, cd-værdi og kilowatttimer, der er altoverskyggende, når man taler om biler i dag. Elbilernes indtog synes fuldkomment.
Virkelighedens verden er dog noget mere nuanceret. Selvom elbilerne så tydeligt også er på vej ind på brugtmarkedet, eliminerer det hverken udbud eller efterspørgsel på fossilbiler. Faktisk skaber elbilerne gunstige forhold for de billige brugte biler.
For mens de billigste nye elbiler nærmer sig et spænd på mellem 150- og 180.000 kr., er der stadig mange, der søger et transportmiddel til maksimalt 50.000 kr. – og de er blevet sværere at finde.
Bilproducenternes elektriske fokus har taget livet af mange budgetvenlige bilmodeller, hvorfor der er færre at vælge mellem på brugtmarkedet. Med en fortsat høj efterspørgsel på billige biler, betyder det, at de sælges hurtigt.

Det er med andre ord ikke nødvendigt, at din gamle bil i carporten køres helt ud, før du kan skifte til noget nyt. Der er omvendt gode muligheder for at få den solgt hurtigt.
Med friske april-tal fra Bilbasen får du her de 10 hurtigst sælgende biler med mindst 10 år på bagen. Her er liggetiderne i snit lavere end de 10 hurtigst sælgende biler på tværs af årgange – og priserne markant lavere.
Mitsubishi Colt

For Mitsubishis vedkommende er det ikke kun et spørgsmål om, at udvalget af minibiler er svundet ind. Mærket i sig selv er svundet ind til ingenting, og ikke engang de Renault-baserede modeller udbydes længere i Danmark.
Læs også: Hvad sker der, Mitsubishi?
Førstepladsen i denne artikel er derfor en yderst sjælden sejr til det japanske mærke. Det er nemlig den lille Mitsubishi Colt, der blandt de ældre biler har lavest liggetid. Så hvis du har sådan en holdende, bør du kunne komme af med den inden for 20-dages tid, da det er den gennemsnitlige liggetid på Bilbasen lige nu.
Kia Picanto

Picanto er en af de få tilbageværende modeller i klassen af mikrobiler, som i løbet af få år er blevet en hel håndfuld modeller fattigere. VW Up, Seat Mii, Skoda Citigo, Peugeot 108, Citroën C1, Ford Ka og Fiat Panda er ikke længere i produktion, og selvom Picanto stadig fås, er nyprisen på sådan en i dag 150.000 kr.
For 100.000 kr. mindre kan en brugt Kia Picanto fra Bilbasen løfte de samme transportmæssige udfordringer for de fleste, og derfor er den gennemsnitlige liggetid kun 23,5 dage, før de bliver solgt.
Chevrolet Aveo

Mens Mitsubishi ser ud til at være på vej ud af Danmark, så har Chevrolet været ude i en rum tid. GM Daewoo valgte i 2005 at omdøbe deres koreansk producerede biler Chevrolet. Et forretningsfremstød, der kun varede i 10 år, da de asiatiske Chevy'er forsvandt fra danske forhandlere igen i 2015.
I de 10 år nåede de dog alligevel at skubbe en håndfuld modeller på de danske veje, og en af de mest populære var Chevrolet Aveo. En fiks bil, som der stadigvæk er rimeligt rift om. Den gennemsnitlige liggetid på Bilbasen er nemlig kun 26,3 dage.
Ford C-Max

Med de små biler allerede dækket godt ind på budgetfronten, er Ford C-Max den første model på listen, der faktisk rummer en stor familie til et lavt budget. Første generation (2004-2010) ligger i et prisleje op til 50.000 kr., mens anden generation (2010-2019) hurtigt bliver dyrere. I de første modelårgange er 50.000 kr. dog ikke umuligt.
Sættes prisen skarpt, bør du kunne komme af med din C-Max inden for de gennemsnitlige 26,8 dage på Bilbasen.
Hyundai i30

Anden generation Hyundai i30 (2012-2016) er en alsidig koreansk familiebil, der både findes som kompakt hatchback eller mere rummelig stationcar. Den spænder også bredt med et godt udvalg slidstærke benzin- og dieselmotorer, hvorfor det kun er naturligt, at liggetiderne er lave.
Det tager i snit 27,2 tage at komme af med din mindst 10 år gamle i30 på Bilbasen.
Ford Fiesta

Efter 47 år i produktion måtte vi forrige år sige endegyldigt farvel til Ford Fiesta. En synd og skam, fordi modellen nærmest uanset årgang har været garant for gode køreegenskaber.
Det er sjette generation (2008-2019), der er særligt relevant i denne prisbillige kategori, hvor de findes godt brugte til omkring 30.000 kr. og lettere brugte til over 50.000 kr. I snit tager det 27,6 dage at sælge sin halvgamle Fiesta på Bilbasen.
Peugeot 206

Selvom det er 13 år siden, den sidste Peugeot 206 forlod fabrikken i Mulhouse, Frankrig, er modellen stadig populær blandt bilkøbere.
Den lille franske bil er en driftssikker og praktisk løsning, der især appellerer til dem, som har behov for billig transport lige nu. På Bilbasen bliver en Peugeot 206 typisk solgt efter gennemsnitligt 28,3 dage.
Fiat Panda

Håndfagter, pasta og Fiat Panda må alle betegnes som italienske grundpiller. Hvad bilen angår, så får man for få penge en lille bil, der, takket være god pladsudnyttelse, fint rummer en hel familie.
Blandt de 71 eksemplarer, der er til salg på Bilbasen med mindst 10 år på bagen, er en god blanding af anden og tredje generation. Sidstnævnte er selvsagt dyrere, men er dertil også udstyret med mere moderne og nøjsomme motorer. Det tager i gennemsnit 31,2 dage at få solgt sin Panda på Bilbasen.
Peugeot 208

Er Peugeot 206 tanden for gammel til dig, kan du gå med efterfølgeren Peugeot 208. Klart en af de dyrere modeller i dette prisbillige selskab, men også udstyret med mere moderne sikkerhedsudstyr såvel som motorer med sin introduktion i 2012. Liggetiden er kun 28,3 dage, hvis du har en, der skal sælges.
Toyota Aygo

Den sidste bil i denne artikel, Toyota Aygo, slår artiklens indledende postulat fast med syvtommer søm. Der er stadig efterspørgsel på mikrobiler, og den efterspørgsel forsvinder ikke af, at bilproducenterne nedprioriterer denne klasse af biler. Toyota er, sammen med Kia, en af de få, der holder fast, hvorfor Aygo X stadig eksisterer til en nypris fra 157.990 kr.
På brugtmarkedet omkring 50.000 kr. findes både den nyere anden generation (2014-2022), mens første generation (2005-2014), der deler teknik med både Peugeot 107 og Citroën C1, findes endnu billigere. I gennemsnit ligger de brugte Aygo kun i snit i 31,5 dage på Bilbasen, før de bliver solgt.