juni 18, 2024

En brugt cabriolet er en god investering

Sommervarmen får danskerne til at tænke på åbne biler. En cabriolet kan være en god investering, så vi finder syv gode eksemplarer til salg på Bilbasen.

TEKST Morten Bek FOTO Bilbasen/PR

Den danske sommer er en upålidelig en. Den ene dag kan man stege i solen med 28 grader, og den ene dag kan blive til ugevis med høje temperaturer og høj sol. Eller varmen kan forsvinde lige så hurtigt, som den kom og blive afløst af 14 grader, regn og rusk.

Selv i det omskiftelige klima elsker vi at køre åben bil. En cabriolet lukker verden ind, så man kan høre og dufte en masse, man ikke opdager, når man kører med fast tag over hovedet. Hvert år i foråret eller den tidlige sommer vækkes lysten hos mange til at købe en ny eller brugt cabriolet eller roadster. Men det har faktisk aldrig været så besværligt, som det er nu.

Der produceres meget få nye åbne biler i forhold til, hvad der kom ud af fabrikkerne for 30, 20 og 10 år siden. Der er meget få tilbage under 600.-700.000 kr., og Mazda MX-5 og Volkswagen T-Roc Cabriolet, som er to yderpunkter blandt åbne biler, er lige nu to af de eneste.

Det er en rigtig god idé at vende blikket mod de brugte åbne biler. Blandt de brugte cabrioleter findes minibiler, roadster-modeller og store cabrioleter, og på Bilbasen er der åbne modeller i alle prisklasser. Der er dog et rekordlavt antal åbne biler, som omfatter biler med klassisk kaleche og fast foldetag, til salg på Bilbasen lige nu; kun cirka 1.550 biler, hvor tallet ellers har ligget på cirka 2.200 biler.

Priserne på Audi A3 Cabriolet er steget

Hvis man kan finde den brugte drømmecabriolet, skal man ikke være bange for, at man køber en bil, der hurtigt taber i værdi, forklarer Bilbasens Jan Lang, ekspert i brugte biler og markedanalytiker.

“Udviklingen med at der bliver færre og færre nye cabriolet har stået på i nogle år. Med elbilernes indtog er det blevet endnu mere udpræget. Derfor er en brugt åben bil faktisk en god investering; de har altid været relativt mere prisfaste end de konventionelle modeller, men nu er det endnu mere udpræget.”

En af de mest populære modeller, siger Jan Lang, er Audi A3 Cabriolet, og den er faktisk steget svagt i pris i det seneste års tid. I det hele taget står Audi stærkt med A3 og A4 som nogle af de mest populære modeller efterfulgt af Mazda MX-5, BMW 3-serie i forskellige generationer. BMW Z3 og Z4 er også rigtigt populære i øjeblikket, og VW Golf Cabriolet er også fortsat populær.

Der er næppe nogen gevinst ved at kigge på brugt cabriolet udenfor Danmarks grænser. Jan Lang forklarer, at priserne på brugte cabrioleter også i eksempelvis Tyskland i nogle tilfælde er stigende, hvorfor bilerne holder prisen, selv om de bliver ældre.

Vi har fundet syv fine brugte cabrioleter til salg på Bilbasen, og selv om antallet af brugte er lavt, så er der stadig et bredt udvalg og mange lækre modeller, som byder sommeren indenfor.

Mazda MX-5 – et hit og en kæmpe fornøjelse

Mazda MX-5 blev præsenteret i 1989 og blev hurtigt kendt som den moderne tids fortolkning af den klassiske, engelske roadster. Bare uden alle de tekniske problemer. Derfor kan man stadig finde brugte, velkørende eksemplarer af den første generation MX-5, modellen NA, til salg.

Her er vi dog sprunget et par årtier frem til generation NC. NC-modellen virker stadig moderne, og selv om den er kendt som den tungeste af MX-5-generationerne, kører den stadig helt fantastisk, og der er kræfter nok, selv om 1,8’eren kun yder 126 hk. I MX-5 handler det om at mærke vejen og have det sjovt i svingene – delen med at køre lige ud betyder ikke så meget.

Lysen Biler i Sorø har denne sølvfarvede MX-5 1,8 fra 2011 med 108.000 kilometer på tælleren til salg for 139.900 kr. Der er tale om Roadster Coupé-versionen med elektrisk, fast foldetag. Det vil for nogle fans være en utilgivelig konfiguration, men det er faktisk et let tag, som fylder lidt og ikke frarøver MX-5 dens bedste sider.

Opel GT – Opel på den amerikanske måde

Både Mazda MX-5 og Opel GT (generation to) er åbne biler. Begge er roadster-modeller med plads til to personer og baghjulstræk. Men så er det faktisk svært at finde flere ligheder; MX-5 er japansk minimalisme. GT’eren fra Opel er ærkeamerikansk og mere som en stor burger med det hele end et stykke sushi.

Opel GT stammer fra dengang, da Opel endnu var helt integreret i General Motors, og bilen havde to søskendemodeller på det amerikanske marked: Saturn Sky og Pontiac Solstice. Der var lidt Corvette over især Saturn-udgaven. Opels udgave lå tæt op af Saturn Sky, men den var europæiseret med… ja, et Opel-logo.

GT’eren har tunge køreegenskaber, som også var tilfældet med en Corvette fra midten af 00’erne. Opel havde GT på programmet fra 2009 til 2009 med 2-liters turbomotor med 264 hk, og den overraskende hurtige Opel (fra 2008) står i dette tilfælde hos iCar Auto i Silkeborg til 209.900 kr. med 107.000 kilometer bag sig.

Mercedes-Benz S Cabriolet – en garanteret klassiker

Det helt naturlige og meget oplagte valg for en cabriolet fra Mercedes-Benz er mærkets klassiske roadster, SL. SL er nok den mest ikoniske bil med stjerne på, og den har gennem årtier manifesteret sig som den ultimative åbne.

Men der er en anden mulighed for at køre stor og lækker bil fra Mercedes-Benz, og det er S-Klasse Cabriolet. Her har vi fat i en meget stor cabriolet til fire personer, som på mange måder overgår SL: den er mere komfortabel og mere luksuriøs, og så er den mere eksklusiv.

Eksklusiv? Ja, S-Klasse Cabriolet eksisterede kun i en enkelt generation på basis af den forrige S-Klasse. Den åbne luksusbil blev produceret mellem 2015 og 2020, og på Bilbasen er der da også kun seks S-Klasse Cabriolet til salg. Står der Fremtidig Klassiker på S Cabriolet? Helt klart.

S-Klasse Cabriolet kunne fra ny fås med op til 12 cylindre i AMG S 65-versionen, som har 630 hk. De seks brugte eksemplarer har alle V8-motor. Det er enten med eller uden hjælp fra AMG, og vores udvalgte eksemplarer er en sort S 63 4Matic Cabriolet fra 2017 med bare 17.000 kilometer på tælleren til lige under 1,1 mio. kr. Køb den, før det er for sent!

Peugeot 207 CC – fast foldetag for små penge

Peugeot 207 CC er fra slutningen af en æra. I midten af 00’erne stod de åbne biler midt i en revolution, og selv små biler – som 207, Nissan Micra, Mitsubishi Colt og Renault Twingo – kunne pludselig fås i åbne udgaver. Revolutionen var det faste foldetag. En konstruktion, hvor den bløde kaleche blev erstattet af et foldetag i et fast materiale som plast.

Det var hverken en praktisk eller elegant løsning, og de sindrige konstruktioner vil heller ikke altid være driftsikre. Hvis man glemmer den slags sorger, så er 207 CC en af de mest vellykkede og mest velkørende små åbne biler fra dengang. Tagkonstruktionen og bagenden er direkte smukke i sammenligning med det, Nissan baksede sammen til Micra.

Vores udvalgte eksemplar er fra 2009, og den grå bil har kørt forholdsvis beskedne 134.000 kilometer. Den er udstyret med den udmærkede udgave af 1,6-liters benzinmotoren med 120 hk, som selv uden turbolader er fin til bilen. Den er til salg hos Niels O. Auto i Holmegaard for 69.800 kr.

Volkswagen Beetle Cabriolet – helt sin egen, men også en Golf

Volkswagen troede fuldt og fast på, at folk ville falde i svime over nyfortolkningen af den legendariske Boble. Men hverken første nye Beetle, New Beetle fra 1990’erne, eller The Beetle (New New Beetle?) kunne stå distancen. De var sjove at se på, men de var hverken rummelige eller sjove at køre.

Men når en Beetle ikke har tag, sker der noget. Beetle Cabriolet er hyggelig, sjov at se på, nem at holde af. Under det boble-runde design er den godt nok intet andet end en gammel Golf, men det betyder så også, at mange reservedele går igen.

Beetle Cabriolet er ingen prisbillig cabriolet, men man kan regne med, at vil man af med den igen, så er det en populær åben bil. Udvalget af motorer er ikke stort, og vi anbefaler at gå med 1,4-liters benzinmotoren (en diesel er også en mulighed), der har kræfter nok til at slæbe karrosseriforstærkningerne.

Den mørkegrå Beetle Cabriolet 1,4 TSI har den automatiske DSG-gearkasse og rigtig meget udstyr – blandt andet xenon-forlygter. Bilen er fra 2015 og har kørt 131.000 kilometer. Den er til salg hos Select Car A/S i Esbjerg for 229.900 kr.

BMW Z4 Roadster – rendyrket køreglæde fra Bayern

Den første generation Z4 er den bedste af de kompakte roadstere nogensinde fra BMW. Basta. Okay, det er en debat, der kan fortsætte i al evighed. Men den er langt mere moderne end forgængeren Z3, og de efterfølgende generationer af Z4 er tungere og mere komfort-orienterede. Efterfølgeren til første generation Z4 havde, gys, fast foldetag.

Den lille roadster er køreglad og præcis, og mens designet stammer fra den såkaldte Bangle-æra (den daværende chefdesigner), som var forud for sin tid, så er det mere end 20 år gamle design stadig knivskarpt den dag i dag.

Z4 kunne fås med en firecylindret motor med 170 hk, en 2,5-liters R6’er og med en 3-liters R6. Og som helt fantastisk M-model med 3,2-liters motoren fra M3. Sidstnævnte er svær at finde og meget dyr, og den næstbedste løsning er 3,0’eren i Si-udgave eller 2,5’eren i Si-udgave. Laursen Bilsalg har denne fine Z4 Roadster 2,5 Si med 218 hk fra 2006 med 177.000 kilometer på tælleren til salg for 179.900 kr.

Audi A3 Cabriolet – den bedste for de fleste

Audi A3 Cabriolet er ikke den sjoveste eller den mest spændende. Men hvem tænker over det, når den elektrisk styrede kaleche er foldet sirligt sammen bag bagsædet? Når en cabriolet er så elegant, komfortabel og velfungerende som A3 Cabriolet, så undrer det nok ikke, at den kompakte tyske model er blevet et meget stort hit i Danmark.

A3 Cabriolet produceres ikke længere, og skal man have en ny Audi med kaleche, skal man nu op i den noget dyrere A5 Cabriolet. En brugt A3 Cabriolet er dog også nem at finde på Bilbasen, da et forholdsvis stort antal har kørt i Danmark på privatleasing.

De fleste A3 Cabriolet kommer med 1,4- eller 1,5-liters benzinmotor med 150 hk og den automatiske DSG-gearkassen. 1,4’eren og den nyere 1,5’er har passende kræfter til den åbne bil, men vi siger bestemt ikke nej til den større 2-liters motor med 190 hk, som også er repræsenteret på brugtmarkedet. Der er ingen grund til at gå efter den tunge S3 Cabriolet; den er meget dyr, og cabrioleten fra Audi er absolut ingen sportsvogn.

ALD Automotive i Taastrup har en hvid 2,0 TFSI DSG med 190 hk til salg (modelnavnet ændres senere til 40 TFSI – den svagere med 150 hk omdøbes til 35 TFSI). Bilen er fra 2018 og har kørt 106.000 kilometer. Prisen er 297.000 kr.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Brugte cabrioleter til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS