Kategorier
Elektrisk Test og anmeldelser

Test: Kan 585 hk give mening i Kia EV6 GT?

EV6 GT er hele 260 hk stærkere end EV6 GT-Line, og for den mere voldsomme oplevelse giver man “kun” 105.000 kr. mere. Giver en EV6 med 585 hk mening?

TEKST OG FOTO Morten Bek

Hvis man vil have mange hestekræfter at prale af, så har tidspunktet aldrig været bedre. Prisen for hestekræfterne er lave, men det er ikke klassiske benzinbiler som VW Golf GTI (300 hk til 618.000 kr.) eller Mercedes-AMG E 63 S (612 hk til 2.450.000 kr.), der gyldne muligheder. Det er elbilerne.

Det er nemt og billigt at skrue op for ydelsen i en elmotor, i hvert fald i sammenligning med omkostningerne til at gøre det samme i en benzinmotor. Med belønningen til danskerne for at vælge elbil, i form af direkte afgiftslempelser, er elektriske hestekræfter også billige hestekræfter.

LÆS OGSÅ | Kia EV6 GT med 585 hk koster 599.900 kr.

BMW i4 M50 med 544 hk koster 612.000 kr., og prisen for hver af de virile heste er 1.125 kr. Dens nære slægtning med benzinmotor, M440i xDrive Gran Coupé med 374 hk koster 990.000 kr. Her er hestene fra en stald med helt andre priser: 2.647 kroner for hver af de 544 styk.

LÆS OGSÅ | Test: Kia Stinger giver en sidste tur

Kia har fået sin egen elektriske raket, hvor pris og hestekræfter virkelig fortæller om en ny tid. EV6 GT har 585 hk og en pris på 599.900 kr., og hestene koster 1.025 kr. stykket. Det bliver rigtig sjovt, når man hører prisen for hver af de 67 hestekræfter i den billigste Picanto til 125.000 kr.: 1.866 kr.

Men er der nogen egentlig grund til, at EV6 GT har 585 hk, og hvad får man egentlig ud af dem? Jeg spænder mig fast i de store skålsæder og holder godt fast i rattet.

Er den hurtig?

EV6 GT er så hurtig, at den får EV6 GT-Line med 325 hk til at minde om en Picanto, når det kommer til optræk. Jeg synes, ydelsen i GT-Line er perfekt til den mellemstore crossover, og ingen har brug for acceleration fra 0-100 km/t end de 5,2 sekunder, de 325 hk fra to elmotorer gør chaufføren i EV6 i stand til.

Men EV6 GT-Line har en topfart på 188 km/t, og Autobahn-missiler kan ikke nøjes med så fattigt et tal. EV6 GT har en tophastighed, som ellers kun findes i seriøst dyre elbiler som Porsche Taycan Turbo: 260 km/t.

LÆS OGSÅ | Test: M for mange Muskler – og mindre Morskab

Jeg kan garantere dig, at jo tættere du kommer på 260 km/t på længere stræk på Autobahn, jo længere kommer du fra den officielle rækkevidde for EV6 GT. Den er 424 kilometer, og mens jeg ikke har kørt på de tyske motorveje i bilen, vil rækkevidden være lav, når en opladning med blandet kørsel i Danmark giver cirka 300 kilometer.

Det er til lyskrydsdueller, overhalinger på landevejen og mellemaccelerationer, man skal gemme saften i batteriet. De 585 hk og 740 Nm er der med det samme, sendt via alle fire dæk. 0-100 km/t på 3,5 sekunder er 0,4 sekunder hurtigere end i4 M50, så man har opbakning til sin pral hele vejen rundt. På både hestekræfter, topfart og 0-100 km/t er EV6 GT STÆRK.

Er den sjov?

Mellemaccelerationerne er sjove. En hurtig spurt fra stående start er sjov. Der er drama alene i tempoet og bevægelsen, men det er svært at finde god plads til det, hvis man vil holde sig gode venner med sine medbilister og lovens lange arm. Man kommer så hurtigt op i fart, at det hele er overstået, før man ved af det.

Det er den hurtige elbils dilemma. Ingen kunstig lyd kan gøre det dramatisk, som det er med en forbrændingsmotor, så jeg sætter pris på, at EV6 GT ikke har mulighed for samme Star Trek-lydunivers som i4 M50.

LÆS OGSÅ | Den store Kia EV9 nærmer sig

Den koreanske crossover-kanon deler skæbne med i4 M50 og de fleste andre store elbiler med store batterier. Ikke at batteriet i EV6 GT er stort. 77,4 kWh giver den middelmådige rækkevidde, men det vejer trods alt 477 kilo i sig selv. Hele bilen vejer 2,2 tons.

EV6 GT har, som eneste EV6, adaptive støddæmpere som standard, og når den normale køreindstiling er valgt, er affjedringen næsten så fin og stram, uden at være hård, som i en almindelig EV6. I GT-indstillingen slippes det fulde potentiale i motorer og undervogn fri, og kun veje med nyere belægning er sjove at færdes på i den indstilling.

LÆS OGSÅ | Duel: Kan det passe, at kinesiske Nio er federe end Mercedes-AMG?

Kia virker til at have arbejdet rigtig meget med undervognen, og også bremserne er kraftige og hurtige til at reagere. Men styretøjet er ikke, som jeg ønsker mig det. En 300 kilo lettere EV6 med 229 hk styrer bedre, reagerer mere direkte og kommunikerer lige så godt. Styringen i EV6 GT er for sløv, og det fremhæver desværre bilens mange kilo.

Er den lækker?

Ja! EV6 er for det første samlet af samlebåndsarbejderne til topkarakter. Da jeg forleden var tæt på en Tesla S Model Plaid, som koster mere end dobbelt så meget som EV6 GT, var det vildt at se, at dørene gabte og slet ikke flugtede. Det sker ikke hos Kia.

Soliditeten er alle steder i EV6 GT. Materialerne er gode, og mønsteret på paneler og midterarmlæn er en fed måde at vise sport på. EV6 GT har, i modsætning til den billigere GT-Line, manuelt justerbare sæder, men de er en drøm, hvis man passer ned i dem.

LÆS OGSÅ | Hyundai Ioniq 5 N rammer i 2023 med 585 hk

Det er store skålformede sæder med fornem pasform, og læderet er på alle måder lækkert. Den skrigende farve på syningerne, som går igen i rattet og selvfølgelig på GT-knappen, giver karakter, men måske ikke så meget klasse.

El-sæder behøver jeg ikke, og EV6 GT er på alle andre måder stoppet til med udstyr. Et soltag tilfører lys og luft (men også vægt), og det er, som Meridian-lydanlæg, stort head-up-display, adaptive LED-forlygter, to skærme på 12,3” og uoverskueligt meget sikkerhedsudstyr, standard. Det, og meget andet standardudstyr, er udstyr, der ville gøre i4 M50 100.000 kr. dyrere.

Er den pengene værd?

De 585 hk og virkelig meget standardudstyr i en af markedets bedste elbiler er i sig selv med til at give stor værdi for 600.000 kr. Du finder ikke meget mere bil, heller ikke elbil, for pengene. Tesla er selvfølgelig et bud, men det er ikke længere det mindste at prale af ved at køre en Model 3 Performance.

Var det mine penge, ville jeg overveje at prale mindre og spare 105.000 kr. Det er forskellen mellem EV6 GT til 599.900 kr. og den 325 hk stærke EV6 GT-Line til 494.900 kr.

LÆS OGSÅ | Test: Fire amerikanske stater, 60 timer og 5.000 km i Kia Sorento

Der er hele 260 hk til forskel, og hver af de heste koster kun 404 kr., så det er heste til en forrygende pris, og det er tillokkende. EV6 GT giver 100 procent mening, hvis der bare skal flest mulige hestekræfter i bilen. Men den er ikke en langt mere dynamisk bil end EV6 GT-Line, og giver minusser i regnskabet.

Og EV6 med 325 hk er også svært tillokkende, fed, hurtig, lækker – og har en længere rækkevidde end EV6 GT. Den fås endda ikke kun som GT-Line med næsten alt i udstyr, men også i to billigere udstyrsvarianter til priser fra 422.900 kr.


SPECIFIKATIONER

Kia EV6 GT 

Motor: To elmotorer (for og bag)
Ydelse: 585 hk/740 Nm
0-100 km/t: 3,5 sekunder
Tophastighed: 260 km/t
Forbrug: 20,6 kWh/100 km
Rækkevidde: 424 kilometer
Batterikapacitet: 77,4 kWh
Ladekapacitet: 240 kW
Mål (L/B/H): 470/189/154 cm
Køreklar vægt: 2.200 kilo
Trækvægt: 1.800 kilo
Bagagerumsvolumen: 480-1.260 liter (plus 20 liter foran)

Pris: 599.900 kr. (EV6 fås fra 372.900 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst


Brugte Kia EV6 til salg på Bilbasen

Se flere brugte Kia EV6 til salg på Bilbasen

Af Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.