Opdateret 30. juli med danske priser.
Mercedes-Benz EQA og den større EQB var fra starten et par bastarder. Ingen af dem var reelt set udtænkt som elbiler, og for at få plads til et stort batteri i de to modeller måtte gulvet hæves - i EQA giver det både et meget lille bagagerum og et bagsæde, man sidder ringe i.
Men EQA, mærkets mindste elbil, er alligevel blevet den bedst sælgende elbil fra Mercedes-Benz i Danmark. CLA er kommet godt efter det, men ifølge Bilstatistik.dk er EQA med omkring 9.800 eksemplarer solgt fra ny stadig cirka 1.500 styk foran CLA.
I løbet af 2026 kommer CLA til at overhale EQA, selv om den nye EQA netop er præsenteret. Det ved vi, fordi EQA skifter navn - som EQB blev til GLB, så er EQA blevet til GLA.
GLB produceres også som benzinbil, og det samme bliver tilfældet med den nye GLA. Men de varianter er lige nu ligegyldige for det danske marked. Her er det de elektriske versioner, vi koncentrerer os om.
På den langt nyere platform, som GLA deler med GLB, CLA og CLA Shooting Brake, er GLA på alle måder mere moderne end EQA. Den er mere af det hele.













Bagagerummet er vokset, men ikke nok
Om man vil det eller ej, så er Mercedes-Benz' mindste elbil vokset både i længden og i bredden. - Var det virkelig nødvendigt, så den bliver sværere at finde plads, hvis man bor eller parkerer i byen?
Omkring en centimeter er mistet i højden, og med cirka fire centimeter bredere og cirka 10 centimeter længere karosseri ser GLA i det mindste mere velproportioneret ud. Det gavner designet, at GLA er strukket meget og sænket en smule.
Der er ingen deciderede overraskelser at finde i designet. Grillen med LED-prikkerne er der (608 styk af polycarbonat), som på GLB, GLC og den nye C-Klasse, og forlygternes bløde design er ved at være klassisk Mercedes-Benz-design. Baglygterne er en ny stil, men virkelig originale virker de kun, fordi der tre dioder i hver side, som laver en stjerne.
Bagagerumsstørrelsen måtte nødvendigvis forbedres, for EQA-rummet på 340 til 1.320 liter var for lille. GLA kan rumme mellem 410 og 1.400 liter. Det er faktisk heller ikke rigtig godt, når den kortere Skoda Elroq kører rundt med et rum på 470 til 1.580 liter.
I det mindste har GLA fået et stort frunk, som rummer 107 liter. Det giver plads til langt mere end et ladekabel - det skulle være nok til et par store sportstasker.
Et kig ind i GLA er som et kig ind i GLB eller en af CLA-modellerne. Vi har stirret på billederne, men vi kan ikke finde en forskel, så materialekvaliteten må være lige så middelmådig som i søstermodellerne, mens tech-pakken er mere imponerende. Standard i den mur, der er instrumentbordet, er instrumentering størrelse 10,25" og infotainmentskærm på 14".
Falder valget på MBUX Superscreen, som sikkert vil kræve andet tilkøbsudstyr, får man yderligere en touchscreen til underholdning foran passagersædet; på den måde slipper man af med den store, sort flade med en masse stjerner, der er standard i GLA.





Lader med tre gange så mange kilowatt
Rækkevidde var aldrig en rigtig styrke for EQA. Det ser bedre ud for GLA, der kommer i tre versioner med rækkevidde op til 657 kilometer. Det er en stigning fra de 552 kilometer, som den seneste EQA 250+ nåede op på.
Den havde beskedne 190 hestekræfter og forhjulstræk (EQA 300 4Matic og 350 4Matic havde firehjulstræk og henholdsvis 224 og 292 hestekræfter), mens basisversionen af GLA har baghjulstræk og 224 hestekræfter.
GLA 200, som den variant hedder, har et LFP-batteri på 58 kWh og en rækkevidde på 447 kilometer (446 kilometer med dansk udstyr). Den er hurtigere end den gamle EQA 250+, men har altså en noget kortere rækkevidde. Den kan lade med op til 200 kW, så man kan sikre sig 10 til 80 procent på ned til 20 minutter.
Det er i mellemste model, GLA stikker af fra EQA. I GLA 250+ yder elmotoren ved baghjulene 272 hestekræfter, og med et batteri på 85 kWh kører GLA op til 657 kilometer på en opladning (656 kilometer med dansk udstyr). Den lader mere end tre gange så hurtigt som EQA, der slæbte sig af sted med op til 100 kW. I GLA 250+ er det i stedet op til 320 kW og 10-80 procent på 22 minutter.
Den firehjulstrukne variant, GLA 350 4Matic, har samme NMC-batteri på 85 kWh som GLA 250+. Med en ekstra elmotor fortil yder den i alt 354 hestekræfter, og rækkevidden står til 643 kilometer (642 kilometer med dansk udstyr).
Tyskerne lover, at der i starten af 2027 følger et NMC-batteri med en kapacitet på 71 kWh; det vil sandsynligvis være at finde i GLA 200 med baghjulstræk og 272 hestekræfter, og vi byder på, at rækkevidden vil ligge omkring 540 kilometer (batteriet findes allerede i CLA 250 og GLB 250 på det tyske marked).
Priserne for den nye GLA på det danske marked er allerede offentliggjort, og GLA 200 koster 385.900 kr., GLA 250+ koster 405.900 kr. og GLA 350 4Matic koster 445.901 kr. I vanlig - dårlig - Mercedes-Benz-stil skal man betale ekstra for nøglefri betjening, trådløs mobilopladning, varme i rattet og andet, som burde være standard; en løsning er Advancepakke Plus til 21.640 kr. med bl.a. nøglefri, trådløs mobilopladning og stemningsbelysning.
Med den nye GLA er Mercedes-Benz et skridt nærmere en komplet serie af "kompakte" modeller, men der er mindst et skridt mere på turen: en mini-udgave af G-Klassen skal i år eller i 2027 tilføre modelprogrammet noget kant og karisma.
MODEL | HESTEKRÆFTER/RÆKKEVIDDE | PRIS |
|---|---|---|
GLA 200 | 224 hk / 446 kilometer | 385.900 kr. |
GLA 250+ | 272 hk / 656 kilometer | 405.900 kr. |
GLA 350 4Matic | 354 hk / 642 kilometer | 445.901 kr. |



