maj 8, 2023

Ny Mini Electric: To udgaver – op til 218 hk og 400 km rækkevidde

Spionfotos har allerede afsløret, hvordan den nye elektriske Mini ser ud – nu offentliggør Mini, at den kommer som både Cooper E og Cooper SE.

TEKST Morten Bek FOTO PR

For tre uger siden dukkede spionfotos af den helt nye Mini Cooper SE op overalt på nettet – så vi kunne allerede den 12. april vise, hvordan den nye model ser ud. Den officielle verdenspremiere lader imidlertid vente på sig.

Indtil da lader Mini-folkene som ingenting, hvorfor de nu, sammen med information om modelvarianter, hestekræfter og rækkevidde, sender en bunke spionfotos ud, de selv har lavet. Billeder, hvor bilen stadig er pakket godt og grundigt ind.

LÆS OGSÅ | Fanget! Den helt nye elektriske Mini

På de nye “spionbilleder” kan man sagtens spotte de kuglerunde forlygter og de specielle trekantede baglygter, og omridset af grillen er også meget tydeligt. Men fordi vi har set de meste af den nye Mini, er det de tekniske informationer, der er mest spændende.

En Mini med lille batteri, en Mini med stort batteri

Den helt nyudviklede elektriske Mini, lavet i samarbejde med kinesiske Great Wall Motor, gør op med første generations et-versions-modelprogram. Den nye Mini på strøm kommer i to forskellige varianter.

For el-bilister med forholdsvis beskedent kørselsbehov kommer Mini Cooper E. Den har en elmotor med 184 hk, som svarer til ydelsen i den nuværende Mini Cooper SE. Men den nye Cooper E vil komme med en noget bedre rækkevidde end dagens elektriske Mini. Den nye har et batteri med en kapacitet på 40,7 kWh – op fra 32,6 kWh i den nuværende.

LÆS OGSÅ | Ny Mini Countryman er (også) elektrisk

Rækkevidden kommer til at ligge et sted over 300 kilometer mod den gamle models 230 kilometer. Mini fortæller ikke den præcise rækkevidde, men den vil være en god sjat bedre end før.

For flere kræfter og længere rækkevidde kommer versionen Cooper SE. Den kommer med en elmotor med 218 hk, og batteriet har 13,5 kWh mere kapacitet end i Cooper E. Med i alt 54,2 kWh ligger rækkevidden tæt på 400 kilometer. Hvor tæt vi er på 400 kilometer? Ingen idé – Mini fortæller nemlig ikke om forbruget, som kunne give indblik i rækkevidden.

Den elektriske Mini i to versioner har premiere før en ny Mini med benzinmotor, og i løbet af 2023 og 2024 ser vi også en elektriske Countryman og den nye model Aceman, som også er elektrisk.


Brugte Mini Cooper SE til salg på Bilbasen

Se flere brugte Mini Cooper SE til salg på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS