Kategorier
Forbrugerstof Nyheder

Når det går amok: 9 gadebiler med Formel 1-motorer

Okay, du kan nok ikke sætte nummerplader på dem alle sammen. Men her er 9 eksempler på mere eller mindre normale biler, som får deres hestekræfter fra verdens hurtigste racerbiler.

Tekst: Bilbasen Blog / Foto: PR / Dato: 29. november 2021

Yamaha OX99-11 (1992)

Yamaha er dygtige til motorcykler, klaverer og påhængsmotorer. Men racerbiler? Jeps. Kendere vil vide, at Yamaha fra 1989 til 1997 udviklede og producerede motorer til Formel 1-teams som Brabham, Tyrell, Jordan og Arrows. Og for at gøre opmærksom på dette besluttede japanerne at bygge en gadebil. Alene navnet var spektakulært, men endnu mere specielt var det, at de to sæder i Yamaha OX99-11 var placeret bag hinanden, hvilket gav geniale associationer til mærkets stolte tradition for motorcykler.

LÆS OGSÅ | En legendarisk Porsche ingen vil købe: Narkobaronens racerbil

Den japanske superbil lignede mest af alt en moderne Gruppe C-racer, og du skulle løfte hele taget for at stige ind i den. Det mest ekstreme var dog motoren, som var en neddroslet version af præcis den samme kværn, som fabrikken leverede til deres kunder i Formel 1. Altså en seksliters V12 med over 400 hestekræfter og en omdrejningsbegrænser på den sjove side af 10.000 omdrejninger i minuttet.

Bonusinfo: OX99-11 skulle faktisk have været i produktion, men halvfemsernes finanskrise i Japan ødelagde planerne. I dag findes der kun tre prototyper.

Ferrari F50 (1995)

Efterfølgeren til den ikoniske Ferrari F40 nåede aldrig den samme status som sin efterfølger. Men F50 havde imidlertid et partytrick, som ingen anden Ferrari til gadebrug nogensinde havde præsteret. Den 4,7-liters V12, som de italienske troldmænd havde placeret mellem den åbne kabine og de tøndebrede baghjul var nemlig en videreudviklet version af fabrikkens Formel 1-racer fra 1990, som Alain Prost og Nigel Mansell vandt seks grandprixer med dén sæson.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Alfa Romeo GTV6 er en sand italiensk legende

 F50 var med sine 520 hestekræfter ikke så brutal som den 700-hestes racerbil, men af en gadebil at være var den rigeligt rå og voldsom. Baghjulsophænget var boltet direkte på motoren, som var boltet direkte på chassiset af kulfiber, og sådan noget som ABS og servostyring var sparet væk.

Bonusinfo: Der blev officielt produceret 349 eksemplarer af Ferrari F50 – og 302 af dem blev leveret i rød.

BMW M5 (2004)

M-afdelingen hos Bayerische Motoren Werke fik næsten deres fans til at drukne mundvand, da de i begyndelsen af nullerne annoncerede en 10-cylindret motor i den kommende M5. Og de holdt, hvad de lovede, for da E60 blev præsenteret i 2005, lå der ganske rigtigt en V10 i motorrummet. Godt nok var den fem liter store og 507 hestekræfter stærke motor ikke helt ikke identisk med dén V10, som BMW i samme periode byggede til Williams-teamet og senere til deres egen Formel 1-hold (som lukkede i 2009).

LÆS OGSÅ | TEST: Ny Porsche 911 GT3 får os til at savne på forhånd

Men der var ingen tvivl om, at maskineriet var udviklet på de samme tanker, som skabte magi i Formel 1-afdelingen. Lyden, når de 10 propper ramte 8.250 skrigende omdrejninger i minuttet – og sparket, når den 7-trins sekventielle gearkasse lagde et nyt gear ind – gav nemlig stærke associationer til bilerne i motorsportens kongeklasse.

Bonusinfo: BMW M5 V10 blev også produceret med en sekstrins manuel gearkasse – men kun til det amerikanske marked.

Porsche Carrera GT (2003)

Porsche forbinder du sikkert ikke med Formel 1. Men det burde du. Tyskerne udviklede nemlig de yderst succesfulde og TAG-finansierede turbomotorer, som hjalp McLaren til at sikre Formel 1-verdensmesterskaberne i 1984 og 1986. Senere udviklede Porsche en (ikke så succesfuld) V12 til Footwork-teamet og var i fuld gang med en mere moderne 3,5-liters V10-motor, da samarbejdet pludselig ophørte. Projektet gik i dvale, indtil Porsche efter deres Le Mans-sejr i 1998 igen fandt motoren frem og puttede den i dét, som skulle være en helt ny racerbil.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Den sidste sindssyge Lamborghini Gallardo

Men ledelsen afbrød projektet, for fabrikkens økonomi skrantede, og pengene skulle bruges på at udvikle en SUV, som skulle hedde Cayenne og forhåbentlig sælge godt. Dét var netop hvad Cayenne gjorde, og Formel 1-motoren blev fundet frem igen. Nu for at blive opgraderet til 5,7 liter og installeret i mærkets nye supersportsvogn, Carrera GT. Med 612 skrigende hestekræfter, baghjulstræk, manuel gearkasse og en kulfiberkobling, som krævede en Formel 1-licens for at dosere, anses den snart 20 år gamle Porsche stadig for at være det fineste, som er rullet ud af de hellige haller i Zuffenhausen, Stuttgart.

Bonusinfo: Selvom den både har været tiltænkt Formel 1 og Le Mans har V10-motoren i Carrera GT aldrig været anvendt i motorsport.

Alfa Romeo 164 Pro Car (1988)

Det var BMW, som i 1979 og 1980 drev mærkeserien M1 Procar Championship, hvor topkørere fra både Formel 1 og andre motorsportsserier konkurrerede mod hinanden i identiske racerbiler. I slutningen af firserne ønskede Formel 1-chefen Bernie Ecclestone at genoplive konceptet, nu med almindelige biler, som under karrosseriet skulle være udstyret med moderne Formel 1-teknologi. Alfa Romeo var hurtigt ude af starthullerne med en heftigt ombygget 164, som ikke havde meget andet end frontgrillen tilfælles med den civile udgave.

LÆS OGSÅ | Verdensberømt Youtube-stjerne køber dansk superbil

Midt i bilen lå nemlig en V10-motor fra en Brabham-racer, og med 600 hestekræfter til en samlet vægt på 750 kilo, skulle den ikke bruge meget mere end to sekunder på at sprinte fra nul til 100 kilometer i timen. Imidlertid var der ingen andre end Bernie Ecclestone og Alfa Romeo, som syntes, at idéen var god – så serien blev aldrig til noget.

Bonusinfo: Alfa Romeo 164 Pro Car havde en højere topfart end de rigtige Formel 1-racere på grund af dens lavere vindmodstand. Til gengæld. havde den intet greb

Renault Espace F1 (1995)

At putte en Formel 1-motor i en familiebil er noget, som kan få enhver køreglad familiefar til at vågne op om natten badet i sved. Og hvis der ovenikøbet er tale om en MPV med plads til hele den pukkelryggede, bliver det kun endnu mere syret. Ikke desto mindre var det dét, Renault gjorde, da de i midten af halvfemserne kombinerede deres succesfulde 3,5-liters V10 – som Nigel Mansell sikrede Formel 1-mesterskabet med i 1992 – med noget så regulært som en Espace.

LÆS OGSÅ | Vanvidskørsel: Politiet beslaglægger 3 biler om dagen

Det skøre påfund skulle egentlig blot have været en festlig hyldest til MPV-modellens 10 år på markedet. Men motorsportsafdelingen tog opgaven ret meget seriøst og skabte verdenshistoriens mest ekstreme familiebil. Tro mod konceptet havde Espace F1 plads til en familie på fire, men det var så også det eneste normale ved Espace F1, som desuden leverede 820 hestekræfter på baghjulene, sprintede fra 0-100 på 2,8 sekunder og nåede en topfart på 310 kilometer i timen.

Bonusinfo: Troede du, at ingeniørerne de skruede ned for effekten fra Formel 1-motoren, da de lagde den over i en Espace? Tro om igen. De skruede op!

Ford Supervan 3 (1994)

En Formel 1-motor i en varevogn? Hvorfor egentlig ikke, tænkte de hos Ford, som i 1994 lagde en 3,5-liters Cosworth-motor fra en Benetton Formel 1-racer i deres helt nye Transit. Okay, det var godt nok ikke en Transit helt magen til dén, som Post Danmark kørte pakker ud med dengang i halvfemserne. Men det havde nok hjulpet gevaldigt på serviceniveauet, for med 650 hestekræfter burde selv det mest dovne postbud kunne nå frem til tiden.

LÆS OGSÅ | De 5 fedeste James Bond-biler (og de værste)

Den brutale varevogn blev navngivet Ford Supervan, og det var ikke kun motorens skyld, at den faktisk præsterede overbevisende på en racerbane. Under skallen, som, bortset fra den gigantiske hækvinge, den store frontspoiler og de enorme luftindtag på siden, var en tro kopi af en Ford Transit, gemte sig nemlig undervognen fra en ægte Gruppe C-racer.

Bonusinfo: Supervan 3 var den tredje (sjovt nok) i en række af vilde varevogne fra Ford. Den første Supervan var en Transit med V8-motoren fra Le Mans-vinderen GT40.

Mercedes-AMG Project One (2017)

Mercedes-AMG har stadig tilgode at præsentere os for Project One, som kort og godt skulle være en Formel 1-racer udstyret med med nummerplader, forlygter og et passagersæde. Hyperbilen blev præsenteret i 2017 og skulle for længst have været leveret til de heldige (og meget velhavende) entusiaster, som har fået lov at bestille én. På det seneste er bilen blevet set testet på blandt andet Nürburgring, så drømmen om en Formel 1-racer til gadebrug lever fortsat.

LÆS OGSÅ | BMW X5 45e sætter plug-in-konkurrenterne fra Audi og Mercedes-Benz til vægs

Drivlinjen er en kompleks ‘power unit’, akkurat som i Lewis Hamiltons firmabil, hvor en 1,6-liters V6 og fire elmotorer sørger for at sende dig mod horisonten. Mens benzinmotoren er koblet til baghjulene sammen med den ene elmotor, er to elmotorer forbundet med hvert sit forhjul. Den fjerde elmotor er koblet til turboladeren. Det siger sig selv, at den bliver hurtig. Forvent over 1.000 hestekræfter og en omdrejningsbegrænser ved omkring 11.000.

Bonusinfo: Da Project One blev præsenteret i 2017 udtalte den daværende AMG-chef Tobias Moers, at motoren formentlig skulle renoveres efter 50.000 kilometers kørsel.

Mercedes 300 SLR Uhlenhaut Coupé (1955)

Mercedes byggede faktisk allerede i halvtredserne en gadebil med en Formel 1-motor. Det startede imidlertid med en racerbil, kaldet 300 SLR, som vandt alt fra Targa Florio til Mille Miglia og hvilket var med til at sikre Mercedes verdensmesterskabet i 1955. 300 SLR var imidlertid en topersoners variation af fabrikkens daværende Formel 1-bil, og under hjelmen lå en bøffel af en ottecylindret rækkemotor med over 300 hestekræfter. Imidlertid nedlagde fabrikken alle sine motorsportsaktiviteter, da en Mercedes-racer var involveret i en ulykke på Le Mans, hvor 84 personer mistede livet.

SE OGSÅ | Drømmen om en pickup

Inden da havde motorsportsafdelingen udviklet en coupéversion af 300 SLR, som skulle have fortsat succesen – men de to eneste prototyper blev i stedet parkeret på et lager. Chefen for fabrikkens testafdelingen, Rudolf Uhlenhaut, besluttede imidlertid at bruge én af bilerne som, ehrm… firmabil. Det siges blandt andet, at Uhlenhaut en dag var forsinket til et vigtigt møde og tilbagelagde de 220 kilometer fra München til Stuttgart på lige over en time…

Bonusinfo: Takket være det strømlinede karrosseri havde Uhlenhaut Coupé en topfart på omkring 290 kilometer i timen. Bilen står i dag på Mercedes-Benz Museum i Stuttgart.