november 6, 2023

Ny Toyota C-HR ryger over 600.000 kr. i dyreste udgave

Toyota C-HR fås snart i en helt ny udgave – og for første gang som plug-in hybrid. Billigste C-HR koster 357.990 kr., men skal man have stor motor og alt i udstyr er prisen over 600.000 kr.

TEKST Morten B. Bek FOTO PR

Den første generation C-HR har været med til at flytte Toyota. Opfattelsen af det japanske mærke har rykket sig med den specielle crossover. C-HR har erobret mange kunder fra andre bilmærker til Toyota, og C-HR er siden salgsstart i starten af 2017 blevet en af de vigtigste modeller for Toyota.

Den svære toer havde verdenspremiere i juni, og fra februar næste år står den nye C-HR hos forhandlerne – denne gang i to hybrid-versioner og, for første gang, som plug-in hybrid. Markedet har ændret sig ret så dramatisk siden 2017, og plug-in hybriden burde være lanceret allerede med første generation; en plug-in hybrid er en forstærkning af C-HR-modelprogrammet, men et stærkt faldende antal danskere køber de opladelige hybrider.

Forud for den danske introduktion i starten af 2024 har vi fået priserne på den nye C-HR. Plug-in hybriden bliver ikke, som man kunne forvente, den billigste C-HR. Det er hybriden med 1,8-liters motor, der med 357.990 kr. markerer bunden af modelprogrammet. Plug-in hybriden starter på 399.990 kr. og kommer med højere udstyrsniveau end C-HR 1,8 Hybrid som standard.

Plug-in hybrid med 223 hk og 66 kilometer på en opladning

Priserne på den nye C-HR ligger fast for alle varianter. Udgangspunktet er, som sagt, 357.990 kr. for den billigste C-HR med 1,8-liters motor med 140 hk. Skulle man ønske sig flere kræfter og firehjulstræk, skal man vælge C-HR 2,0 Hybrid med 198 hk. Men så skal man også gøre sig klar til at betale mindst 462.990 kr., som er en stærk kontrast til prisen for en C-HR 2,0 Hybrid i første generation, som vi testede senest i 2020. Dengang startede en 2,0 Hybrid på 316.990 kr. Av, av.

Plug-in hybriden C-HR 2,0 Plug-in Hybrid har samme drivlinje som den nye Prius – en systemydelse på 223 hk og forhjulstræk. Som PHEV med batteri på 13,8 kWh har C-HR en elektrisk rækkevidde på 66 kilometer, og til priser fra 399.990 kr. virker den (trods alt) noget mere fornuftigt kalkuleret end hybriden med 198 hk.

C-HR topper ved 601.990 kr.

Der er en variation i udstyrsniveauerne til den nye C-HR, som afhænger af, hvilken motor man vælger. 1,8-liters hybriden med 140 hk er den eneste, der fås med basisudstyret Active, mens den så ikke fås i de højeste niveauer Premiere Edition og GR Sport. Over Active ligger først Style og så Executive.

De to C-HR-modeller med 2-liters motor – hybrid med 198 hk og PHEV med 223 hk – fås som Style, Executive, Premiere Edition og GR Sport. Hvis man går hele vejen og beder forhandleren om en C-HR 2,0 Hybrid GR Sport, er det bedst, man sidder ned, før sælgeren siger prisen: 601.990 kr. Dyreste plug-in hybrid, som Premiere Edition, får man noget billigere – til 508.990 kr.

Herunder kan du dykke ned i standardudstyret i de forskellige C-HR-versioner:

Active-udstyrsniveau – 17″ alufælge, LED-forlygter, 12,3″ digital instrumentering, infotainment med 8″ touchscreen, trådløs opkobling til Apple CarPlay/Android Auto, internetbaseret navigation, varme i rat og forsæder, aut. klimaanlæg med to zoner, bakkamera, blind vinkel-system og adaptiv fartpilot.

Style-udstyrsniveau (udover Active) – 18″ alufælge, ekstra tonede ruder bagtil, regnsensor, nøglefri betjening, el-justerbar lændestøtte i førersædet, el-klapbare sidespejle og p-sensorer for og bag (2,0 Hybrid Style har mere standardudstyr – bl.a. el-betjent bagklap, adaptive LED-forlygter, 12,3″ touchscreen).

Executive-udstyrsniveau (udover Style) – 19″ alufælge, to-tonet lakering, indtræk i kunststof/ruskind, el-justerbart førersæde, varme i bagsædet, el-betjent bagklap, infotainment med 12,3″ touchscreen, indbygget navigation, trådløs opladning af smartphones, head-up-display, smartphone som nøgle, digitalt kamerabaseret bakspejl og JBL-lydanlæg.

Premiere Edition-udstyrsniveau (udover Executive) – Indtræk i læder, udvidet to-tonet lakering, panoramasoltag, 360 graders kamerasystem, fuldautomatisk p-assistent, advarsel for tværgående trafik foran bilen.

GR Sport-udstyrsniveau (udover Executive) – GR Sport-styling med mørktonede 19″ alufælge, sportssæder med betræk i ruskind, head-up-display, 360 graders kamerasystem, panoramaglastag, fuldautomatisk p-assistent, advarsel for tværgående trafik foran bilen. Fås også som GR Premiere Edition uden merpris – her får man 20″ alufælge og udvidet to-tonet lakering, mens panoramaglastaget falder bort.

Priserne på alle Toyota C-HR-modeller

C-HR 1,8 Hybrid Active – 357.990 kr.
C-HR 1,8 Hybrid Style – 372.990 kr.
C-HR 1,8 Hybrid Executive – 451.990 kr.

C-HR 2,0 Hybrid AWD Style – 462.990 kr.
C-HR 2,0 Hybrid AWD Executive – 521.990 kr.
C-HR 2,0 Hybrid AWD Premiere Edition – 596.990 kr.
C-HR 2,0 Hybrid AWD GR Sport/GR Premiere Edition – 601.990 kr.

C-HR 2,0 Plug-in Hybrid Style – 399.990 kr.
C-HR 2,0 Plug-in Hybrid Executive – 459.990 kr.
C-HR 2,0 Plug-in Hybrid Premiere Edition – 508.990 kr.
C-HR 2,0 Plug-in Hybrid GR Sport/GR Premiere Edition – 506.990 kr.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Brugte Toyota C-HR til salg på Bilbasen

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS