Tesla Cybertruck er den mest omtalte bil, der ikke kan købes. Nu er den (måske) tættere på at blive til virkelighed end nogensinde før. En lækket video viser nemlig, hvad der ligner en produktionsklar Cybertruck.
Det er mere end to år siden, at Elon og Tesla først præsenterede Cybertruck. Først var det planen, at Tesla Cybertruck skulle være klar til salg i 2021. Dernæst 2022. Og nu er den igen udskudt til begyndelsen af 2023.
Siden har der svirret mange rygter, og da Cybertruck for nyligt blev fjernet fra Teslas hjemmeside, har der været tvivl om, hvorvidt den ville blive til virkelighed.
Den tvivl kan en ny, lækket video med al sandsynlighed mane til jorden. Her går to gæve gutter i arbejdstøj en grundig runde om en Cybertruck prototype, der holder parkeret i en Gigafactory-kælder og ser så godt som produktionsklar ud.
De to gutter der filmer Tesla Cybertruck, giver deres uforbeholdende mening om den elektriske pickup. Den kantede forende i rustfrit stål leder blandt andet mandens tanker på et køleskab, hvilket vi ikke kan fortænke ham i.
Der bliver også kommenteret på vinduesviskeren, hvilket også var noget af det første, vi selv bed mærke i på redaktionen. En stor forrude kræver naturligvis en lang visker, men her er altså en vinduesvisker på noget der ligner halvanden meter. Held og lykke med at finde nye viskerblade til den!
Skarpsindige Tesla-fans er gået videoen omhyggeligt igennem for flere detaljer. De hæfter sig blandt andet ved, at Cybertruck nu har fået mere almindelige fælge på, sammenlignet med den første offentliggjorte Cybertruck fra 2019.
Faktisk ser det ud som om, at fælgene på Cybertruck er identiske med dem, som Tesla Model 3 kører rundt med under de aerodynamiske hjulkapsler.
Det er ikke kun Tesla Model 3, som Tesla Cybertruck kommer til at arve dele fra. Andre billeder fra parkeringskælderen viser nemlig antydningen af et såkaldt ‘Yoke’ rat. Det er det omdiskuterede halve rat, som de nye Tesla Model S og Tesla Model X bliver udstyret med.
Andre bemærkelsesværdige opdagelser er en dedikeret digital instrumentering foran rattet samt manglen på dørhåndtag. Derudover påpeger mange, at denne prototype ser mindre ud end den, som Elon havde med på scenen til præsentationen i 2019. Og det er måske ikke helt forkert.
To størrelser?
Når man ser på størrelsen af den Cybertruck, der var med på scenen i 2019, og sammenligner den med denne video, kan man se, at denne prototype er mindre. Her kan næppe holde en elektrisk ATV på ladet, som der gjorde på den Cybertruck, vi så i 2019.
Forklaringen kan være, at Tesla Cybertruck vil blive udbudt til salg i to forskellige størrelser. Selvom det ikke er endeligt bekræftet, har en storauktionær ved Tesla i et interview udtalt, at verden vil få en Tesla Cybertruck, der er så stor, som man forventer det, samt én der er mellem 15 og 20 procent mindre.
Den mindre Cybertruck vil også have væsentlige ændringer sammenlignet med den fuldvoksne version. Det kan forklare, hvorfor prototypen i videoen herover har både vinduesvisker, sidespejle og dørhåndtag, hvilket den fremviste Cybertruck i 2019 ikke havde.
Hvor meget disse rygter har hold i virkeligheden, er selvfølgelig ikke til at sige. Men der er tydelige forskelle mellem de to Cybertrucks, og det bliver spændende at se, om verden får hele to Cybertrucks at se, hvis de udbydes efter planen i starten af 2023.
Leapmotor har indgået partnerskab med Stellantis, og i løbet af 2024 kommer to af mærkets modeller på ni europæiske markeder. Mikrobilen T03 har en rækkevidde op til 265 km – og formentlig en lav pris.
Tre år efter lanceringen er Kia EV6 ved at være klar med et omfattende facelift. Fronten står til massive ændringer, og der er nyt batteri på 84 kWh, nyt infotainment og mere luksus.
KGM er det nye navn for Ssangyong, og det markerer en ny start for det sydkoreanske mærke. I Danmark sælger KGM sin VW ID.4-konkurrent Torres EVX til priser fra 359.900 kr.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.
Artikler om gamle såvel som nye biler, de seneste nyheder til bilentusiaster og afsendelse af Bilbasens nyhedsbrev er det, som Simon roder med.
I sit arbejde på Bilbasen kombinerer Simon en brændende passion for biler med sin viden fra Copenhagen Business School. Når artiklerne forfattes, er det derfor ikke kun med en dybtliggende interesse for biler, men også med omtanke for ting som SEO-optimering og korrekt markedskommunikation.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.
Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.