oktober 25, 2022

Nu kan du også få den almindelige Enyaq som RS

Enyaq Coupé RS har 299 hk, firehjulstræk og coupé-design. Nu kommer muligheden for at få samme drivlinje i den almindelige Enyaq, som har mere traditionelt design.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Her på Bilbasen er vi mildest talt ikke overbevist om, at Skoda bør bruge sin RS-betegnelse på en stor crossover, som vejer 2,25 tons.

I Simon Hallenslevs test af den nye Enyaq Coupé RS viste elbilen med 299 hk og firehjulstræk sig som ekstremt komfortabel – men meget langt fra det sportslige, som vi forbinder RS-navnet med.

Måske Skoda burde lære noget af Volkswagen. I stedet for at stille op til tæsk ved at kalde de hurtige elbilsmodeller for GTI, har tyskerne valgt GTX. Som i ID.4 GTX, ID.5 GTX og snart ID.3 GTX og ID Buzz GTX.

LÆS OGSÅ | Test: Skoda Enyaq Coupé RS er en god elbil med et dumt navn

Det lyder sportsligt, men ingen forbinder det med det legendariske GTI-navn, så VW slipper for den tiltale, Skoda må stå model til.

Og nu sker det igen. Den rigtige bil med det forkerte navn. Den almindelige Enyaq, altså den som ikke hedder noget med coupé, skal selvfølgelig også have en RS-version.

Meget farverig, men utvivlsomt med det forkerte navn… Enyaq RS skulle måske bare hedder Enyaq S. Eller Enyaq Sport. Eller noget helt trejde. Alt andet end RS

Komfortmester med 299 hk og god rækkevidde

Som i Enyaq Coupé RS (og søstermodeller fra Audi og VW) installerer Skoda to elmotorer i Enyaq RS. En foran, en bagtil. På den måde opnår tjekkerne firehjulstræk og øget vejgreb i forhold til baghjulstrukne versioner.

Med to elmotorer bliver det til 299 hk og 460 Nm – 0-100 km/t bliver det til efter 6,5 sekunder. Det er nok til at opfylde de flestes hede drømme om en hurtig elbil, men i et stormomsust selskab, hvor konkurrenter som Tesla Model Y og Kia EV6 GT tilbyder op mod dobbelt så mange hestekræfter, er denne RS en meget mild brise.

LÆS OGSÅ | Vision 7S viser det nye Skoda

Batteriet i den nye RS har en kapacitet på 82 kWh (kan lades med op til 135 kW), og kan man finde en passende lynlader, kan man gå fra 10 til 80 procent opladning på 36 minutter. Rækkevidden ligger på den gode side af 500 kilometer.

På den forkerte side af 500.000 kr., men godt udstyret

Som Simon konkluderede i sin test af Enyaq Coupé RS, så er den semi-hurtige elbil fra Skoda en dyr model. Den koster 538.995 kr., og dermed er den 70.000 kr. dyrere end VW ID.5 GTX.

Den almindelige Enyaq RS bliver næppe meget billigere. Men det er værd at dykke ned i prisen, før man afgør, om RS’eren virkelig er dyr. Den er nemlig meget veludstyret, hvor ID.5 GTX mangler meget standardudstyr.

LÆS OGSÅ | VW ID.3 og ID Buzz på vej som GTX med 299 hk

Udover “sportsundervognen” har Enyaq RS 20″ alufælge, matrix-LED-forlygter, bakkamera, el-betjent bagklap, el-førersæde med hukommelse, panoramaglastag, nøglefri betjening og meget andet.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS