december 24, 2022

Test: Er Kia e-Soul stadig en frisk type?

E-Soul er den frække elbil. Men hvor moderne og relevant er den koreanske model, når der er gået næsten fire år siden premieren?

TEKST OG FOTO Morten B. Bek

Nogle mennesker sætter pris på det outrerede og det skæve. De vil slet ikke køre i en bil, som naboen kunne finde på at købe. De har ikke lyst til at møde “sig selv” i trafikken flere gange om dagen. Den type menneske kunne ikke drømme om at købe en VW ID.3, om det så var den eneste bil, der fandtes.

I Danmark er der meget få mennesker af den type. I hvert fald hvis man zoomer ind på Kia og ser, hvor mange e-Soul der er solgt i Danmark i 2022. 55 skæve typer, eller måske nærmere typer, som ønsker en skæv bil, kører rundt i en ny e-Soul indregistreret i år.

LÆS OGSÅ: Test: Der er plads til Kia Niro EV ved siden af EV6

Flere end 10 gange så mange danskere har i 2022 valgt e-Niro fra Kia, som jeg ynder at kalde rugbrøds-elbilen fra det koreanske mærke. Indtil den nye Niro EV gav modellen et tiltrængt skud vitaminer har Niro været som en pakke fabriksfremstillet rugbrød fra Netto: Ligegyldig at kigge på, men virkelig fornuftig og nærende.

Kun e-Soul kan fås med lille batteri

Strategisk set er det ikke det klogeste at fjerne den mest prisbillige udgave af en ny bil fra produktionen. Sådan er det gået i skiftet fra den gamle e-Niro til den nye Niro EV. Den lille batteripakke er væk, så elbilen har nu altid en pakke på 64,8 kWh.

Strategien for at hente kunder ind i butikken med en skrabet model giver sjældent pote mere, for danskerne vil have mere end det helt basale. Af de mange e-Niro indregistreret som nye biler i 2022 er en af dem med et batteri på 39,2 kWh. En bil.

LÆS OGSÅ: Kia EV6 GT med 585 hk koster 599.900 kr.

Af de 55 e-Soul er det helt tilsvarende. En bil ud af 55 kører med 39,2 kWh. Men Kia sælger den fortsat som et blikfang. En elbil i en god størrelse til 299.900 kr. En elbil med en rækkevidde, der signalerer alt andet end 2022: 276 kilometer. Og en elbil uden varmepumpe, uden batterivarmer og uden sædevarme.

Et frækt design, der også holder fire år efter premieren

Den koster det samme som den nye Niro EV

Kia kan godt luge ud i e-Soul-prislisten og fjerne den absolut ligegyldige basismodel, som er for basal for alle andre end en enkelt dansker om året. Den eneste rigtige e-Soul er den med batteri på 64 kWh og en rækkevidde på 452 kilometer. En rækkevidde som efter fire år passer helt fint ind i 2022.

Det burde være den e-Soul, der kostede 299.900 kr. Jeg synes faktisk ikke, at det store batteri, ekstra hestekræfter (204 mod 136 hk) og mere udstyr er dyrt betalt med 40.000 kr. mere end basisprisen. Det er bare et problem, at til de samme 339.900 kr. som e-Soul med 64 kWh står til, står også den nye Niro EV.

LÆS OGSÅ: Første tur/video: Kia EV6 GT – angrebet fra Namyang

Ikke at e-Soul har store mængder af lækkerier som standard, som Niro EV ikke har. Der er ingen meget små forskelle, og de falder ud til Niro EV’s fordel: P-sensor bagtil og automatisk klimaanlæg med to zoner har Niro EV, men ikke e-Soul. Til 340.000 kr. er det skævt, at regnsensor mangler. 

Niveauet er højt i e-Soul Prestige til 339.900 kr., men alligevel giver det mening at gå hele vejen og vælge e-Soul Premium til 359.900 kr. Så er regnsensor, 10,25” touchscreen, p-sensor foran og sædebetræk delvist i kunstlæder standard.

Mere plads end forventet

E-Soul er en lille bil med et stort ego. Den er svær at placere som crossover, SUV eller hatchback, men designet viser selvtillid og adgang til overhalingssporet. På under 4 meter og 20 centimeter forbløffer e-Soul med god plads foran og på bagsædet. God plads til knæ og ben på bagsædet er næsten unikt i en så lille bil.

Bagagerummet er lille, men ikke så lille som i en Mini. Der er også god plads under den falske bund til kabler og småting, men i det meget rummelige motorrum er der ikke ekstra opbevaringsplads. Med plads til kablet i bagagerumsafdelingen betyder det ikke det store.

LÆS OGSÅ: Duel: Renault Megane Electric vs. Kia EV6 – fede og vidt forskellige

Testbilen har det hele. Læderindtræk, el-sæder, ventilation i forsæderne, varme i bagsædet, soltag og head-up display. 427.000 kr. står der på regningen. Indretningen er nogle steder spartansk i forhold til den pris, men designet viser god stil, alt er funktionelt og mest af alt på den delvist digitale instrumentering kan jeg se, at e-Soul ikke længere er ung.

Rækkevidden er meget 2022-passende

En fuld opladning ved hjemmeladeren fortæller mig, at der er 420 kilometer, jeg kan gøre godt med. Det virker optimistisk i forhold til, at temperaturen er 3-4 grader, og WLTP-rækkevidden står til 452 kilometer.

Meget langt fra bliver det ikke. Efter skræk-og-advarsel-forbrug i en nylig test af Toyota BZ4X er et vinterforbrug på 17-18 kWh for hver 100 kilometer – med stærkt varieret kørsel – rigtig pænt. Med det forbrug er 360-370 kilometer inden for rækkevidde.

LÆS OGSÅ: Test: Fire amerikanske stater, 60 timer og 5.000 km i Kia Sorento

På trods af, at e-Soul er en ældre bil end Niro EV, må e-Soul lade lidt hurtigere ved en DC-lader end Niro EV. Men vi er på et meget lavt niveau, hvor e-Soul maksimalt kan optage 80 kW i timen. 10-80 procent opladning tager 54 minutter, hvis alt bare spiller (som det aldrig gør), og det er ikke særlig 2022-agtigt.

E-Soul er den eneste elbil fra Kia, som kommer med et lille batteri. Men med under 40 kWh er rækkevidden på kun 276 kilometer – og man får ingen batterivarmer eller varmepumpe med den batteristørrelse

Charmen kommer udefra

E-Soul ser kvik, frisk og fræk ud. Den ligner noget, der kan klare en hurtig overhaling, og der er også spurtstyrke i de 204 hk og 395 Nm. Fordækkene må holde for, hvis Drive Mode-knappen er rykket i Sport, men også i Normal og Eco går man ikke ned på kræfter. Valget af Eco udløser også nogle ekstra procent rækkevidde, så det vil give mening at bruge, når man kommer i strømnød.

Den lille bil vejer godt til. Det store batteri og en masse udstyr. Uden ekstraudstyr presser den vægten med 1.757 kilo, så testbilen må ligge omkring 1,8 tons. E-Soul er så tung som en VW ID.3.

LÆS OGSÅ: Duel: Kia EV6 og Skoda Enyaq er ikke folkefavoritter for sjov

Det bedøver køreegenskaberne, selv om bilen med kort akselafstand kommer hurtigt rundt om hjørnerne. Styretøjet er ikke så godt, som jeg husker det fra 2019, og kun i Sport-indstiling lægger det en irriterende ustabilitet fra sig. Som kæmper man med modstand, skal man hele tiden forsøge at lægge bilen rigtigt på vejen, når man kører på landevej.

E-Soul har en masse charme, en rigtig fornuftig rækkevidde, bedre plads end man forventer og fint ryk med de 204 hk. Mens charmen ikke er forsvundet med tiden, så er E-Soul nu mere presset end nogensinde – i egne rækker.

LÆS OGSÅ: Ingen elbil lader hurtigere 300 km på end Kia EV6

Niro EV har bedre køreegenskaber og en mere moderne kabine, og for de 359.900 kr. som en e-Soul Premium koster, er man alt for tæt på den uovervindelige EV6, der starter ved 372.900 kr.


SPECIFIKATIONER

Kia e-Soul 64 kWh Premium 

Motor: Elmotor (foran)
Ydelse: 204 hk/395 Nm
0-100 km/t: 7,9 sekunder
Tophastighed: 167 km/t
Batterikapacitet: 64 kWh
Forbrug: 15,7 kWh/100 kilometer
Rækkevidde: 452 kilometer
Ladekapacitet: Op til 80 kW
Mål (L/B/H): 420/180/161 cm
Køreklar vægt: 1.757 kilo
Trækvægt: 300 kilo
Bagagerumsvolumen: 315-1.339 liter

Pris: 359.900 kr. (e-Soul fås fra 299.900 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst


Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS