Volkswagen kæmper bravt for at bevise, at de er på vej tilbage til storhed. At de trods elektrificering ikke ser stort på hverken historien eller den nerve og kant, som de engang havde. Det skal den kommende VW ID. Polo GTI i særdeleshed illustrere.
Indtil den lander, er det den hidsige VW ID.3 GTX Fire+Ice, der skal vise, at der faktisk er plads til humør, kant og vilje på direktionsgangene i Wolfsburg. Det gøres blandt andet med lilla lakering og 20-tommer alufælge, der står ud selv på en dødsgrå regnvejrsdag.
En homage til Golf II
Konceptet bag Fire and Ice blev til i 1990, da Volkswagen i samarbejde med tøjmærket Bogner skabte en særudgave af VW Golf II GTI. En særudgave, der gik rent ind hos entusiasterne og hurtigt opnåede en sjælden kultstatus blandt Golfister.

Historien gentog sig i 2024, hvor Volkswagen som marketinggimmick havde en højlilla VW ID.3 GTX med til VW-træf i Locarno. Tiltænkt som en ydmyg homage til VW Golf II Fire and Ice. Men igen var modtagelsen så varm, at Volkswagen måtte sætte VW ID.3 GTX Fire+Ice i produktion.
Som en hyldest til introduktionsåret for den originale Golf II Fire and Ice er produktionen af ID.3 GTX Fire+Ice begrænset til 1.990 enheder.
En ægte Brian-bil
Hvis der er ét sted, hvor Volkswagen har tabt territorium, er det på tankstationernes puslepladser. Altså dér, hvor unge samles om store fælge og højtspillende anlæg, og hvor man engang altid kunne finde en Golf.



Det kan VW ID.3 GTX Fire+Ice råde bod på, da den er som skabt til blær. Den iøjnefaldende lakering er skabt til modellen. Det samme er de 20-tommer alufælge, der er døbt Locarno efter VW-træffet, og som med lilla detaljer og røde GTX-navkapsler står frem, som var de valgt fra T-Hansens øverste hylde.
Der er endda tonede baglygter og mønstret folie for at gøre referencen til 90’erne og 00’ernes såkaldte Brian-biler komplet. Det er så for meget, at det faktisk fungerer – men jeg er også fra Ølstykke.
Indvendigt får man forsæder i forskellige farver med et rødt førersæde og et blåt passagersæde, der, som du sikkert har gættet, symboliserer Fire and Ice. I førerens venstre side af instrumentbordet er syningerne røde, mens de er blå i højre side. Diskret, men gennemført.




Lydanlægget fra Harman Kardon med 12-kanals forstærker, subwoofer og 480W systemydelse er standardudstyr i ID.3 GTX Performance og altså ikke unikt til Fire+Ice. Alligevel går det ret godt til totaloplevelsen, da man med de rette indstillinger kan få bakspejlet til at ryste.
Ingen håndbremsevendinger
Mens villakvarteret sagtens kan holdes vågent af techno-toner fra lydanlægget, kan industrikvarterets asfalt ikke længere prydes af dækspor. Der er ikke gjort nogen anstrengelser for, at VW ID.3 Fire+Ice kører mere sportsligt, og opbygningen er helt, som den er i ID.3 GTX Performance. Og den er ikke synderligt sportslig.



Selvom der er over 300 hestekræfter på baghjulene, adaptiv undervogn og sportsligt styretøj i GTX Performance, er det, som om låget aldrig bliver taget af. Der er altid kontrol og stabilitet, hvilket jo under normale omstændigheder er prisværdigt – bare ikke, hvis man er Brian.
Man får aldrig lov til at slå ESP-systemet helt fra, hvorfor jeg selv i snevejr forhindres i at udfolde min indre drengerøv på øde parkeringspladser. Og ja, den elektroniske håndbremse forhindrer selvsagt håndbremsevendinger.
Det må ikke lyde, som om VW ID.3 Fire+Ice kører dårligt, for det gør den ikke. Men når der er givet så meget banjo i form af farver, fælge og hidsige detaljer, lover bilen ballade, den ikke kan leve op til. Her er der langt flere Taastrup-tendenser at spore i tvillingebilen Cupra Born VZ, der med lidt iver og engagement godt kan tvinges til at svirpe med bagenden.




DEN ENDELIGE DOM
Hvis jeg skal sætte min egen analogi om Brian-biler lidt på spidsen, så rammer VW ID.3 Fire+Ice vel i virkeligheden plet ved ikke at være en pumpet køremaskine. Brian-bilernes berettigelse høstes på puslepladserne, hvor der pudses fælge og høres bastung musik.
Uanset hvad formår VW ID.3 Fire+Ice at vise lidt af den kant, der har været fjern fra Volkswagen siden elektrificeringen. I hvert fald nok til at holde kadencen, indtil en længe ventet og fuldfed elektrisk GTI melder sin ankomst.
VW ID.3 Fire+Ice
Motor: Elmotor (bag) Ydelse: 326 hk/545 Nm 0-100 km/t: 5,7 sekunder Tophastighed: 200 km/t Forbrug: 15,1 kWh/100 km Rækkevidde: 586 kilometer Batteristørrelse: 79 kWh Ladekapacitet: 185 kW DC-ladning 10-80 procent: 26 minutter Mål (L/B/H): 426/181/156 cm Køreklar vægt: 2.042 kilo Trækvægt: 0 kilo Bagagerumsvolumen: 385-1.267 liter Pris: 409.995 kr. Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst
Produktionsland: Tyskland Fabriksgaranti: Fem år op til 150.000 kilometer



