december 10, 2022

Duel: Peugeot 308 vs 3008 – stationcar eller SUV?

Peugeot har ikke opgivet den klassiske stationcar, men er den god nok til at slå den populære SUV 3008 fra egne rækker? Test af de to familiebiler i plug-in hybrid-format.

TEKST OG FOTO Morten B. Bek

Peugeot har altid elsket familier. Jeg kan kun tolke det på den måde, når jeg trawler nettet for at finde frem til, hvor længe mærket med løven har produceret stationcars.

Den første var 203-modellen. Stationcar med tre tal, som Peugeot stadig nummererer sine biler, men den er mere end 70 år gammel. Det er ren kærlighed til stationcars, og der findes en perlerække af praktiske stationcars fra Peugeot mange årtier tilbage.

Franskmændene har kræset for familierne med succeser som 504 Familiale og 405 Break, og der er også blevet plads til et par små stationcars til familien med lidt mere beskedne behov: 206 SW og 207 SW.

LÆS OGSÅ | Peugeot lover meget lavt forbrug i elektrisk E-308

Peugeot giver ikke op, når det kommer til stationcars. Mens flere mærker helt sletter stationcars fra modelprogrammet, fortsætter Peugeot. Den nye 308 SW er fiks og attraktiv, og mens den ikke er helt så elegant som den større 508 SW, ser jeg den som en vigtig nyhed i Golf-klassen.

Vigtigt er det at nævne, at 308 i 2023 kommer i en helt elektrisk udgave – som hatchback såvel som stationcar.

Men i denne duel er 308 SW en plug-in hybrid. 308 SW Hybrid. Det er alle 308’ere lige nu i Danmark, så det er alt andet end svært at finde rundt i udvalget, men til gengæld kan man vælge mellem 180 og 225 hk til sin delvist elektrificerede 308.

Forskellige koncepter, men målet er det samme: En fornuftig bil til familiebrug
SUV á la Peugeot

Ingen duel uden en konkurrent. Noget af det største og bedst sælgende fra Peugeot i de senere år er SUV’en 3008. Den har det hele. Moderne snit, godt design, fine køreegenskaber, en speciel og lækker kabine – og forholdsvis lave priser.

LÆS OGSÅ | 3008 og 5008 bliver første nye hybrider fra Peugeot og co.

Peugeot har været i gang med SUV-modeller og crossovers længere end de fleste vil skyde på (hvis jeg skal skyde på, hvad mange vil skyde på). Jeg forstår godt, hvorfor nogen vil skyde på 2008 fra 2013 som den første højbenede, eller sige at 3008 fra 2016 var den første. Men takket være et ikke helt givtigt samarbejde med Mitsubishi fik Peugeot sin første SUV i 2007: 4007 – en Mitsubishi Outlander med en stor Peugeot-grill. 

Der er en enkelt til salg på Bilbasen, og det siger alt om, hvor stort et flop, den var. 3008, derimod, findes der lige nu 365 af på Bilbasen. 

3008 Hybrid optræder også som plug-in hybrid her i testen, men den har flere kræfter en søstermodellen. Den fås kun med 225 hk (den stærkere Hybrid4 med firehjulstræk er ikke på programmet for tiden).

Hvordan er kabinerne?

Hvis det er god plads man går efter, skal man vælge Peugeot… Nej, der er intet entydigt svar. Det er kompliceret, men det er også nemt at forklare. Hvis det er et stort og nemt brugbart bagagerum, man handler bil for at få, skal man vælge 308 SW. Hvis det i stedet er god plads på bagsædet, hvis man har voksne med på tur eller vil montere et eller flere barnesæder, så er det 3008, der tilbyder mest.

LÆS OGSÅ | Peugeot 408 er franskmændenes hemmelige våben

For sin størrelse, med det lange karrosseri på 464 cm, er 308 SW slet ikke rummelig nok på bagsædet. Som så mange gange før har Peugeot givet en stationcar længere akselafstand end den tilsvarende hatchback/sedan. Men effekten udebliver. Måske det har været for at give bagagen bedre forhold? Der er god plads i bagagerummet, og der er plads til kabel, trækkrog og småting under bundpladen.

Bagagerummet i 3008 virker ikke helt så lille i virkeligheden, som dataarket siger til mig: Kun 305 liter, 1.347 liter med kun forsæderne i brug. Men i forhold til 308’erens højde og drøjde er det hverken dybt eller højt. Bagsædet? Der er mere plads i VW Tiguan, men hvor 308 ikke rigtig egner sig til voksne, går det fint nok i 3008.

308 er, ikke overraskende, den mere moderne bil

Med bare et hurtigt kig ind i kabinen på det to Peugeot-modeller ser de næsten ens ud. Kig lidt mere rundt, og øjnene opdager designforskelle og forskellige funktioner. Selv 6 år efter debuten er 3008-interiøret friskt. Det er brugen af stof på instrumentpaneler og døre, en større infotainmentskærm med faceliftet og designet, der holder bilen moderne.

Men 308 har endnu bedre materialer rundt omkring, og så er infotainment og betjeningsløsninger mere gennemtænkte. Menuerne kan bygges op, som man har lyst. Navigation og klimaanlæg, måske en knap til sædevarmen? Sæt det sammen, som du vil. Under skærmen sidder et i-Toggle-panel, en skærm hvor man kan lægge et udvalg af genveje ind. Jo mere tid, jeg bruger med 308, jo bedre bliver systemet.

LÆS OGSÅ | Peugeot e-208 rammer 400 kilometer

Det er direkte modsat i 3008. Infotainmentsystemet er evigt sløvt, og der er ingen decideret “hjemmeskærm”, og det hele står urokkeligt fast, som da Peugeot designede det. Der er stort set intet at ændre på.

Peugeot ynder at forvirre kunderne (og motorjournalisterne) med navne på udstyrsniveauer, som skifter ekstremt hyppigt. Det er en dårlig idé, for når bilen sælges som brugt, vil køberne kunne måde mange udstyrsniveauer og aldrig vide, hvilke modeller er godt udstyret, og hvilke biler kommer med huller.

308 SW Hybrid fås som Active, Allure, Allure Pack og GT. Den bedste løsning er Allure Pack, tilsvarende testbilen. Bakkamera, nøglefri betjening og meget andet, men desværre koster ratvarme ekstra, og elektrisk betjent bagklap findes ikke på den danske prisliste.

3008 findes i flere varianter, end nogen bør gå op i, men den billigste (Allure Sport) er fint udstyret og har bl.a. 360 graders kamera og el-betjent bagklap. Man får mere udstyr end i 308.

Hvordan kører de?

I sin kategori er 3008 Hybrid en bil med afslappede, men ikke løse, køreegenskaber, og den foregiver ikke at være andet end sikker, stabil og godmodig. Det er ikke spænding, man finder bag rattet, så man skal i stedet glæde sig over fin retningsstabilitet og en ret komfortabel undervogn. Styretøjets karakter er ikke mindeværdigt, men omvendt gør det heller ingen skade.

Når 3008 rammer et hul i vejen med et af de fire hjul, forplanter det sig i sæderne. Der mangler en grad af kontrol, som gør, at hullets effekt bare udlignes med det samme. Samme hul, eller et tilsvarende, slår ikke 308 SW ud af kurs.

LÆS OGSÅ | Test: Peugeot 508 PSE er helt håbløs, helt fantastisk

Den har en mere smidig undervogn, og fordi den står lavere mod jorden, tager den også sving med mere ynde og lethed – uden krængning. Styretøjet er ikke meget anderledes end i 3008, men da det er ganske direkte, passer det bedre til den lavere stationcar.

Mere støj, som jeg sporer til at komme fra dæk og undervogn, kommer frem til passagererne i 308 SW, mens der i begge plug-in hybrider ofte opstår en sjov skurrende lyd fra drivlinjen, når man trykker blødt på speederen.

180 hk og 225 hk føles stort set af det samme

Jeg har opgivet at se stort set alle plug-in hybrider som andet end et godt tilbud til alle, som vil have meget bil, mange kræfter, for pengene. Men priserne er steget i løbet af 2021 og 2022, så hvor gode tilbud er plug-in hybriderne egentlig?

Hybrid-drivlinjen i Peugeots modeller er velfungerende nok. Nok er ikke et ord, der betegner noget rigtig godt. Der kan opstå slåskamp mellem benzin- og elmotoren, eller de teknologier, der prøver at styre dem. Jokker man ikke speederen i bund fra stående start, er overgangene for det meste helt raffinerede. Men andre gange savner jeg virkelig en benzin- eller dieselmotor, som bare arbejder med sig selv. Eller en elmotor, der ikke forstyrres af en benzinmotor.

LÆS OGSÅ | Test: Peugeot 5008 – behagelig og budgetvenlig med et benspænd

308 SW Hybrid har i denne version færre hestekræfter end 3008 Hybrid, men en lavere og lidt lettere bil kan bedre udnytte sine kræfter end en høj bil med mere vægt. Drejningsmomentet er sågar identisk i de to biler, så store forskelle er der ikke af komme efter. Bremsepedalen er en akilleshæl i de franske plug-in hybrider. Det er, særligt i 308 SW Hybrid, svært at bremse roligt ned, fordi bremserne tæt på stilstand pludselig slår til.

Jeg savner ikke kræfter i hverken 308 SW Hybrid eller 3008 Hybrid, og kræfternekommer både smidigt og eftertrykkeligt på landevej og motorvej. Og kørsel på strøm? Det går fint. 110 hk fra elmotoren i begge. Men på en vinterdag skal du ikke regne med at komme mere end 20-30 kilometer på en opladning.

Hvad koster de?

Forbi er den tid, hvor jeg blev forbløffet over, hvor meget bil, man som dansker kunne få i en plug-in hybrid. Med brændstofforbrug som de fleste vil opleve er en løgn, har lavere afgift fået rigtig
mange plug-in hybrider på gaden i de seneste 3 års tid.

Peugeot 3008 Hybrid fås stadig til en overkommelig pris. Den veludstyrede Allure Sport, som efter min mening har et udstyrsniveau, som de fleste vil kunne leve med, koster her i 2022 fra 374.990 kr. Den vil blive udsat for en prisstigning i det nye år, som det afgiftsmæssigt også er planen.

LÆS OGSÅ | Duel: Charme og sjove løsninger i Peugeot e-2008 og Mazda MX-30

308 SW Hybrid kører allerede efter 2023-pris. Bilen ligger milevidt fra det prisleje, den blev introduceret i tidligere i år. Store prisstigninger har ramt den nye 308. Måske rabatterne fra fabrikken på en ny bil ikke er så store som på 3008?

Prisstigningen er på 105.000 kr. inden for året 2022. Nu starter 308 SW Hybrid på 404.990 kr. Og den billigste, Active Pack, mangler alt muligt udstyr, så først tredje trin på udstyrsvariant-stigen giver tilfredsstillende niveau. Så er prisen mindst 434.990 kr.

Hvilken skal man vælge?

Hvis jeg havde lavet duellen mellem de to Peugeot-modeller, lige da 308 SW Hybrid kom til landet, var der ingen diskussion. 308 SW ville være løbet med sejren. Den mere moderne, mere velkørende bil.

Nu er der en langvarig diskussion inde i mit hoved, for 308 SW Hybrid er blevet så dyr, at den ender med at tale til ganske få mennesker, som ikke vil have en SUV – om de så fik den foræret.

LÆS OGSÅ | Duel: Hvor ens er Peugeot 308 Hybrid og DS 4 E-Tense?

3008 Hybrid har mere træge køreegenskaber og et frustrerende infotainmentsystem, men den kommer også med en besparelse, der er noget værd. Samtidig er Allure Sport-versionen fyldt med godt udstyr, og der er mere plads på bagsædet. Selv om bagagerummet er lidt knebent, leverer 3008 Hybrid mere familiebil for pengene end 308 SW Hybrid. Jeg vil helst køre den klassiske stationcar, men denne gang taler fornuften for SUV’en.


SPECIFIKATIONER

Peugeot 308 SW 1,6 Hybrid Allure Pack 

Motor: R4, 1.598 cm3 + el
Ydelse: 180 hk/360 Nm
0-100 km/t: 7,7 sekunder
Tophastighed: 225 km/t
Forbrug: 90,9 km/l
CO2-udledning: 25 gram/100 km
Batterikapacitet: 12,4 kWh
Rækkevidde på el: 68 kilometer
Ladekapacitet: 3,7 kW
Mål (L/B/H): 464/185/145 cm
Køreklar vægt: 1.751 kilo
Trækvægt: 1.450 kilo
Bagagerumsvolumen: 548-1.574 liter

Pris: 434.990 kr. (308 SW Hybrid fås fra 404.990 kr.)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

Peugeot 3008 1,6 Hybrid Allure Sport 

Motor: R4, 1.598 cm3 + el
Ydelse: 225 hk/360 Nm
0-100 km/t: 8,7 sekunder
Tophastighed: 225 km/t
Forbrug: 71,4 km/l
CO2-udledning: 31 gram/100 km
Batterikapacitet: 13,2 kWh
Rækkevidde på el: 62 kilometer
Ladekapacitet: 3,7 kW
Mål (L/B/H): 445/184/162 cm
Køreklar vægt: 1.838 kilo
Trækvægt: 1.250 kilo
Bagagerumsvolumen: 395-1.357 liter

Pris: 374.990 kr. (3008 Hybrid fås fra denne pris)
Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst
Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst


Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS