Bilbasen var inviteret til Barcelona af Hyundai Danmark.
Der burde forelægge en stor, fed fortjenstmedalje til folkene fra Hyundai, og nærmere bestemt dem, der nørkler i N-afdelingen. Dem, der møder på arbejde for at tvinge et underholdende element ind i elbilerne, der over en bred kam har udviklet sig til én koksgrå masse.
Hyundai Ioniq 6 N er en forgangsbil. Man kan mene, hvad man vil, om den store hækvinge, falske motorlyd, imiterede gearskift og driftmode i en bil, der er født som alsidig elbil. I virkeligheden fungerer det bare knaldgodt, og så er spørgsmålet, om ikke målet helliger midlet.
Det mener jeg, og du kan læse hvorfor, når jeg tester Hyundai Ioniq 6 N på snoede landeveje og et lukket baneanlæg i Andalusien.

650 hestekræfter…
De knastørre tal fortæller, at Hyundai Ioniq 6 N yder 650 hestekræfter og 770 Nm i Boost-mode, hvilket sender den strømlinede sedan fra 0 til 100 km/t på 3,2 sekunder. Men med elbilerne er den slags tal blevet ligegyldige, når enhver overmotoriseret kinesisk familieelbil kan gøre det.
Det er mere spændende, hvad Hyundais N-afdeling bedriver under overfladen. Og selvom der er et fornuftigt afsæt i Hyundai Ioniq 5 N, så er der gjort flere opdateringer af 6’eren i jagten på mere sjov og spænding.
Undervognen er grundigt opdateret med blandt andet elektronisk dæmpning. Det samme er det såkaldte torque vectoring-system, der fordeler kræfterne mellem hjulene. Resultatet skal ifølge Hyundai være større stabilitet i højhastighedssving såvel som bedre agilitet ved lavere hastigheder.
Der er også introduceret termisk styring, så elmotor og batteri kan afkøles uafhængigt. Gennem forskellige køremodi kan systemet sikre de korrekte temperaturer til drag racing, hurtige omgangstider eller længere stints.




Afdelingen for aerodynamik har haft noget mere at lave på den strømlinede Ioniq 6, end de havde på Lego Duplo-bilen Ioniq 5. Derfor er Hyundai Ioniq 6 N spækket med grej som en aktiv kølergrill i kofangeren, der kan lede luft igennem efter behov, en frontsplitter, en diffuser, aerodynamiske alufælge udviklet specifikt til Ioniq 6 N og så den store vinge, der ikke går nogens næse forbi.
Alt sammen er gennemtænkte, brugbare tiltag, der skal gøre Hyundai Ioniq 6 N mere kapabel som køremaskine. Og så er der de tiltag, der mest er for sjov.
Hyundai har opdateret højtalerne og systemet til den falske motorlyd, som kan vælges, og som kan kombineres med N e-Shift, der imiterer en gearkasse. Nu kan bilen prutte under nedskiftninger, og forbipasserende medborgere ryger med på den, da højtaleren til ekstern lyd også er forbedret.

Alt er kunstigt
På vej ud af morgendovne Barcelona er der intet, der indikerer køremaskine. Her er det bare en Hyundai, der med sine sikkerhedssystemer advarer mig om scootere i de blinde vinkler. Undervognen er stram, men ikke ukomfortabel, og de 20” store alufælge forpurrer ikke stilheden i kabinen markant, når de rammer motorvejshastighed.
Trykker man på de to N-knapper i det lækre sportslæder, begynder der at ske ting og sager. På den venstre N1 letter man på låget og kigger ned i æsken, mens man på højre N2 lader trolden hoppe helt ud af den. Vi taler julelys i instrumentbordet med omdrejningstæller og blink, når man skal skifte gear.
Og gearene, de skal skiftes. For hvis man går ind i svinget i det forkerte gear, får man ikke det moment, som man skal bruge for at komme ud igen. Glemmes gearskiftet i den anden ende, rammer man omdrejningsbegrænseren, og bilen flytter sig ikke, før den får et gear mere.


Motorlyden, som jeg har valgt, er en dyb V8-agtig rumlen, der på overbevisende manér følger både farten og de gear, man klikker sig igennem med de taktile skiftepaler bag rattet. Det er så veludført, det hele, at det vil kunne skabe indlevelse i enhver elbil.
Men nu er Hyundai Ioniq 6 N ikke enhver elbil. Der er kælet for enhver detalje, der skal få de 650 hestekræfter i asfalten på sjovest mulig vis, og selv her er det med et element af kunstighed. Både styretøj og undervogn giver nemlig en distinkt følelse af mekanisk greb, lethed og overskud, der ganske enkelt ikke er muligt i en elbil på over to tons med tre meter mellem akslerne.
På de uanstændigt fede veje, der gemmer sig i Andalusiens bagland, optræder alle kunstighederne i symbiose, og jeg får lyst til, at svingkombinationerne aldrig ender. Hyundai Ioniq 6 N virker som en uudtømmelig kilde til sjov og selvtillid, fordi bilens bevægelser virker kontrollerede selv i raskt vigør. Man er ikke betænkelig ved at trykke til.

Bilens begrænsning
Efter to timers kørsel ad lækre bjergveje finder vi vej til racerbanen Parcmotor Castellolí i en lille bjergdal. En teknisk bane med niveauforskelle og sving i alle afskygninger. Det tegner godt. I diverse køremodi med og uden motorlyd; med og uden gearskift; med og uden afslappet ESP skal jeg forsøge at hægte mig på en fabrikskører fra Hyundai.
Et par omgange inde i sessionen og midt i en blød kurve med 200 km/t går det op for mig, hvor bilens begrænsning er. Eller rettere, hvor min begrænsning er. Det går op for mig, at jeg kører tæt på min grænse som chauffør, og der er intet i bilens bevægelser, der indikerer dette. Der er ingen straf eller svirp, der fortæller en bongrulle som mig, at grænsen er nået.
Og dét afslører jo i virkeligheden, hvor meget køreoplevelsen skabes af elektronik og computere. For selv dér midt i kurven føler jeg stadig, at jeg har lidt tilbage i banken, men det er en falsk tryghed. En hånd over mig, når jeg tror, at jeg har støvet min indre Schumacher af og er klar til et talentprogram.



Nøjagtigt det samme viser sig, når vi efter banekørsel skal prøve kræfter med bilens driftmode. I opdateringen kan man finjustere sin drift på tre områder: Hvor let bagenden slipper, hvor stor vinkel man skal drifte i, og hvor meget hjulene skal spinde.
Læs også: Test: Kia EV9 GT er til de største fans
Måden, vi bliver instrueret i at igangsætte driften på, er bare at dreje og så ellers bare give fuld Rebekka. Misforstå mig ikke, det er sjovt, og jeg føler mig hurtigt som en drift king, men i ingen anden bil med 650 hestekræfter ville jeg komme helskindet ud af at give bundgas på den måde.
Merprisen værd?
Hyundai er ikke klar med priser på den opdaterede Ioniq 6 N endnu, men det er ikke svært at give et meget kvalificeret gæt. En Hyundai Ioniq 5 N koster fra 509.995 kr., og det er garanteret i samme leje, Ioniq 6 N lander. Måske lidt dyrere, takket være de ekstra justeringer og tilføjelser.





Foruden al trylleriet, der gør Hyundai Ioniq 6 N til en køremaskine, som får føreren til at føle sig som en karl, er der også drysset sportslig luksus ud i kabinen med rund hånd.
Man får et sort interiør med Performance Blue-detaljer, skålformede sæder i Alcantara og læder samt et særligt N-rat med centermarkering med de førnævnte N1- og N2-knapper. Der er metalpedaler, aluminiumsdetaljer og N-logoer, der minder dig om sporten. Der er sågar ekstra knæstøtte, til når tempoet stiger.
Der er også et sæt seriøse Pirelli P-Zero-dæk, der har fået alt for lidt kredit for mine udskejelser indtil nu. Og som en samlet pakke mener jeg, at Hyundai Ioniq 6 N sagtens kunne koste 600.000 kr., uden at det blev ublu. For det er en af de absolut mest underholdende elbiler, som penge kan købe lige nu.

DEN FORELØBIGE DOM
En af de mest underholdende elbiler lige nu. Det er jo en sætning, der i sig selv opsummerer min oplevelse med Hyundai Ioniq 6 N meget godt. Al kunstigheden fungerer, og det kræver ikke mere end to “nedskiftninger” og et skarpt sving, før hjernen gerne vil narres.
Hyundai Ioniq 6 N er en potent elbil, der er programmeret til sjov. Overskuddet synes aldrig at høre op, men det gør trygheden heller ikke. Og selvom det er en god ting for mig og de 99,9 % andre middelmådige billister med hang til ballade, så forestiller jeg mig, at den altid tilstedeværende tryghed kan blive til kedsommelighed for de øvede.
Det er dog kun noget, man mærker, når der er rum til det på en (i øvrigt teknisk krævende) racerbane. På landevejen er der alt det overskud og den køreglæde, man kunne tænke sig, og jeg glæder mig personligt til at se den på dansk asfalt.
Hyundai Ioniq 6 N
Motor: Elmotorer (fortil og bagtil) Ydelse: 650 hk/770 Nm 0-100 km/t: 3,2 sekunder Tophastighed: 257 km/t Forbrug: 18,7 kWh/100 kilometer Batteristørrelse: 84 kWh Ladekapacitet: 350 kW* DC-ladning 10-80 procent: 18 minutter Rækkevidde: 487 kilometer Mål (L/B/H): 493/188/149 cm Køreklar vægt: Ikke oplyst Trækvægt: Ikke oplyst Bagagerumsvolumen: 401 liter + 14,5 liter foran Pris: Ikke oplyst
Produktionsland: Korea Fabriksgaranti: Fem år uden kilometerbegrænsning
*Hyundai oplyser ikke den egentlige maksimale ladeeffekt, men i stedet at Ioniq 6 N kan lades fra 10-80 procent ved en lader, der yder 350 kW



