MG ZS EV er lige nu den billigste elbil, man kan købe fra ny i Danmark. Til 169.999 kr. den både rummelig og udstyret med ting, som ikke engang alle elbiler til 50.-75.000 kr. mere er velsignet med.
Men ZS EV er en gammel model, og hvis man skal være flink ved den, så er designet forglemmeligt og køreegenskaberne ikke værre, end man kan holde ud at køre i den.
Vi regner med, der er meget pænere ting at sige om den helt nye MGS5 EV, der allerede i juni lander hos landets MG-forhandlere. Der er tale om en elektrisk crossover noget større end ZS EV - og udgangspunktet er samme MSP-platform som i MG4 EV.



Skoda Elroq er i søgelyset
MGS5 EV passer perfekt ind i en klasse, der har vokseværk. Som 448 centimeter lang crossover går den direkte ind og blander sig med Ford Explorer, Renault Scenic E-Tech og Skoda Elroq.
At danskerne kan klare sig med mindre modeller end Skoda Enyaq, viste det sig i april, hvor Skoda indregistrerede mere end 1.081 Elroq i Danmark.
Er produktet skruet godt sammen og er prisen rigtig, er MGS5 EV den nok mest relevante model, MG Motors indtil videre har sendt på markedet i Danmark. Men da vi først om et par uger får priserne - og på samme tidspunkt kan køre i MGS5 EV for første gang - er det for tidligt at sige, hvor konkurrencedygtig den nye crossover fra Kina egentlig er.




Infotainment med 12,8” touchscreen
Billederne skal virkelig snyde, hvis ikke MGS5 EV er en stor designmæssig opgradering fra den mindre ZS EV. Den nye elbil har lidt til fælles med den større Marvel R, og den har ikke det kontroversielle, kantede design som MG4 EV.
Billeder af interiøret i en bil giver til gengæld et fordrejet indtryk af kabinen. God belysning og billedbehandling kan få billige materialer til at se lækre ud. Vi håber ikke, det er tilfældet i den nye MG. Det ser ud til, at der er fine materialer, og funktionaliteten vinder ved at MGS5 EV har rigtige knapper til klimaanlægget.
Læs også: MG smider MG4 ud til fordel for en ny
Over panelet til klimaanlægget sidder infotainmentsystemet i en fritstående skærm. Der er tale om en touchscreen på 12,8”, og med de nyeste MG-modellers forbedrede infotainmentsystemer er producenten på sporet af et udmærket system; det er forhåbentlig også tilfældet her i den nye crossover.
De danske udstyrsniveauer har endnu ikke et navn, men vi forventer, at importøren følger den sædvanlige procedure og introducerer MGS5 EV i udgaverne Standard, Comfort og Luxury.
170 eller 231 hestekræfter
Som MG4 EV (og Skoda Elroq) er MGS5 EV en baghjulstrækker, men hvor MG’s hatchback kommer med tre batteristørrelser op til 77 kWh, nøjes MG Motors med to batteristørrelser til den nye model.
Standard Range, som sandsynligvis kun fås i basisudgaven med Standard-udstyr, er udstyret med celler (LFP), der tilsammen udgør 49 kWh (47,1 kWh anvendelig kapacitet), og rækkevidden er beskeden med 340 kilometer. Elmotoren har rimelig ydelse med 170 hestekræfter, og DC-lynladning kører med op til 120 kW.
Long Range vil formentlig kunne fås i to udstyrsvarianter, og der er al grund til at tro, at det er her, kunderne vil slå til. Med 231 hestekræfter er den ret kraftfuld, men det er mere tanken om en rækkevidde op til 480 kilometer, der gør Long Range mere relevant end Standard Range.
Batteristørrelsen er 64 kWh (62,1 kWh anvendelig kapacitet, NMC), og DC-lynladning vil kunne køre med op til 139 kW; hvis alt passer, lader man fra 10 til 80 procent på 28 minutter – med det mindre batteri bruger man 24 minutter.
Vi har allerede været omkring prisen, og den er vigtig. MGS5 EV kommer til at stå overfor Elroq til priser fra 249.995 kr. (rækkevidde i basisudgaven: 375 kilometer) og Renault Scenic E-Tech til priser fra 269.990 kr. (rækkevidde i basisudgaven: 420 kilometer). Hvis prisen kan starte på omkring 220.000 kr. med 340 kilometer rækkevidde, begynder det at ligne noget.