april 4, 2023

Nissan Ariya smider udstyr for at komme ned i 359.900 kr.

Nyt i både top og bund af Nissan Ariya-modelprogrammet. Ny basismodel Engage sænker prisen, og modellen Evolve+ med 388 hk introduceres samtidig.

TEKST Morten Bek FOTO

I starten af marts kappede Nissan op til 35.360 kr. af priserne på elbilen Ariya. Den billigste Ariya – udgaven med 218 hk, batteri på 63 kWh og Advance-udstyr kom ned i 379.900 kr. (ned fra 402.000 kr.).

Nu sker der igen noget med Ariya-priserne, så modellen starter på 359.900 kr. Denne gang er der ikke tale om en prisnedsættelse, men derimod introduktion af en ny basisudgave under Advance-udgaven.

LÆS OGSÅ | Nissan sænker priserne på Ariya: Fra 379.900 kr.

Den nye Engage-variant kan fås i kombination med enten 218 hk/63 kWh eller 238 hk/87 kWh til priser fra 359.900 kr. (fra 404.900 kr. med 87 kWh). 20.000 kr. sparet i forhold til Advance-versionerne, men er det 20.000 kr., der er værd at spare?

Engage er ikke fedtet med udstyret

En besparelse på 20.000 kr. er altid fristende, og i tilfældet Ariya svarer det til en pris, der er 5,3 procent lavere end før – men man må selvfølgelig undvære noget udstyr.

Ariya mister nogle væsentlige udstyrsdetaljer for at blive til Engage-basisversionen, men det er udstyr, som faktisk ikke vælter læsset. I forhold til Advance er det el-betjent bagklap, tågeforlygter, ekstra tonede sideruder bagtil, 360 graders kamera, varme i forruden, trådløs smartphone-oplader og ProPilot med intelligent vognbaneassistent, man må undvære.

LÆS OGSÅ | Duel: Nissan Ariya udfordrer favoritten Skoda Enyaq

Hvis man kan overbevise banken (eller sig selv) om at finde 20.000 kr. mere, er Advanced-modellen helt sikkert det bedste bud af de to versioner.

Engage byder dog stadig på 19″ alufælge, varme i rattet, skærme på 12,3″, bakkamera, p-sensorer, adaptiv fartpilot, nøglefri betjening og 22 kW indbygget opladning. Som de øvrige Ariya kan Engage-versionen kun lade med op til 130 kW ved en lynlader.

Nu er der en Ariya med 388 hk

Ariya-udvalget har indtil nu omfattet de forhjulstrukne modeller med 218 eller 238 hk og den firehjulstrukne E-4orce med to elmotorer og 301 hk.

Måske 0-100 km/t på 5,7 sekunder, som Ariya med 301 hk kan klare det, ikke er nok for de mest krævende? I hvert fald kan man nu købe en Ariya, som klarer det på 5,1 sekunder. Den nye Evolve+ med firehjulstræk og 388 hk kan sætte en VW ID.4 GTX eller Skoda Enyaq RS på plads. De har “kun” 299 hk.

LÆS OGSÅ | Test: Nissan X-Trail E-Power har komfort som styrke, pris som svaghed

Til gengæld betaler man så også langt mere end VW- eller Skoda-køberen. ID.4 GTX koster lige nu 469.995 kr., og for den stærke Ariya Evolve+ er prisen 589.900 kr.

Evolve+ har et plus i hestekræfter, og den har et plus i udstyr i forhold til den eksisterende Evolve-variant: Nappa-læder-indtræk og 20″ alufælge. Om de 87 ekstra hestekræfter, den nedbarberede 0-100-tid og lidt udstyr retfærdiggør en merpris på cirka 90.000 kr., er nok tvivlsomt.


Brugte Nissan Ariya til salg på Bilbasen

Se flere brugte Nissan Ariya til salg på Bilbasen

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS