Det er snart svært at indlede en anmeldelse af en kinesisk elbil, uden det bliver en fortærsket omgang, som alle har læst tusind gange før. For ja, der er kommet mange kinesiske bilmærker til Danmark, og nej, langt de fleste af dem sælger stadig ikke godt.
Dét kommer Changan Deepal S05 ikke til at lave om på. For apropos fortærsket, så er den bygget på en klassisk kinesisk opskrift, der beviseligt ikke fungerer.
Udstyrslisten er helt i top og kabinekvaliteten den samme, men alt, hvad der rimer på software, kræver en engels tålmodighed, mens køreegenskaberne i bedste fald er middelmådige. Så præcist hvor er det, at Changan Deepal S05 vil sætte ind og gøre en forskel?



En fast procedure
Det er ikke kun de europæiske producenter, der har luret, at en vifte af assistentsystemer skal kunne slås fra ved hjælp af let tilgængelige genveje. Også de japanske og koreanske bilproducenter har indført sådanne smutveje, mens de kinesiske med enkelte undtagelser (som Xpeng og Zeekr) stadig ikke forstår det.
I Changan Deepal S05 er der to genvejsknapper på rattet, der forslår som en skrædder i helvede. For selvom knapperne med hjerteikoner eksempelvis kan slå fartalarmen fra, slår de ikke lyden for registrering af ny fartgrænse fra.
Der er en lyd for uopmærksomhed, en lyd for træthed, en lyd for at nærme sig spærrelinjen, en lyd for at køre for tæt på forankørende, en lyd for fartoverskridelse og en lyd hver gang, fartgrænsen ændrer sig.
Og fælles for alle disse assistenter er, at de er dårligt kalibrerede, hvilket gør S05 til en af de mest stressende og enerverende køreoplevelser, jeg har haft i nyere tid, hvis ikke man slår en masse ting fra. Så det gør man selvfølgelig – og man kan ikke nøjes med assistenterne.




For hver gang man tænder Changan Deepal S05, går den i ‘ECO’ køremodus, som også er fejlkalibreret. Her er der maksimal rekuperation, der er svær at læse, og som gør bremsepedalen svampet. Og når speederen i samme modus er sat til blød acceleration, opererer den næsten med en forsinkelse, der gør, at man igangsætter med et ryk. Her bliver speederen en regulær tænd/sluk-knap.
I ECO er bilen umulig at køre ordentligt. Derfor må man personalisere sin egen modus, gemme det og så ellers vælge dette hver eneste gang, man starter bilen. Her er således en fast procedure af 8-10 tryk på skærmen, som skal klares inden afgang.
Høj kvalitet og masser af udstyr
Det er ærgerligt, at der er så stort et hul i helhedsoplevelsen hvad angår systemer og brugervenlighed, når der samtidigt er kræset for andre detaljer: Lad de lækre, rammeløse døre åbne, og bag dem åbenbarer sig en fed kabine.
I et øjebliks frygt tror man, at Changan er et af de bilmærker, der helt har skrottet selvstændig instrumentering. Her er ingen skærm, men her er trods alt et stort og klart head-up display, der fodrer en med alle de informationer, man har behov for som chauffør.





Denne opsætning giver et rent instrumentbord og godt udsyn, mens den store infotainmentskærm i midten kan få lov at stråle. For selvom et par af undermenuerne bliver lidt snørklede, er der tænkt over genveje, personaliserbare knapper og let adgang til de funktioner, man bruger ofte. Her er Changan Deepal S05 i den bedre ende af kinesiske elbiler.
Det er den også, når det kommer til kvaliteten i kabinen, og det siger ikke så lidt. For det er faktisk det, de fleste kinesiske bilproducenter har godt fat i. Her er fundet plads til koldt metal som højttalerskærme samt bløde, ensartede teksturer i såvel dørsider som instrumentbord.
Det føles lige så lækkert, som det føles godt skruet sammen. Og med guf som et enormt panoramaglastag med elektrisk gardin, sædeventilation og udvidede komfortsæder, som alt sammen medfølger i den testede S05 AWD Max, bliver det næsten et dækkende plaster på software-såret.




Hvad med pladsen?
Foruden kvalitetsfornemmelsen rammes man også af instinktiv komfort, da sæderne i Changan Deepal S05 virkelig er store og velstøttende. De står med en lang siddehynde, der kan vinkles, et sæt voksne nakkestøtter og elektrisk lændestøtte, hvilket alt sammen bidrager til, at man er sat godt til rette.
Disse fornemme takter følger med på bagsædet, hvor der ikke alene er god plads, men virkelig god komfort. For her er siddehynden også i den rette længde samt rigtigt vinklet, så man har støtte til baglårenes fulde længde. Gulvet virker heller ikke hævet, hvorfor man også kan klemme fødderne ind under forsæderne. Her er god plads til lange ben og høje frisurer.
Bagagerummet er ikke helt så imponerende og mere gennemsnitligt. Det pakker lige under 500 liter med en fin bred åbning, men til gengæld også en høj læssekant. Indretningen af bagagerummet er simpel uden stropper, elastikker, opdelinger, surringskroge eller lignende. Det er bare et rum.



Komfortabel, selvfølgelig
Hvis Changan Deepal S05 skal følge den klassiske kinesiske opskrift, skal køreoplevelsen være komfortabel frem for alt. Og altså… Den er komfortabel, men ikke helt på den unuancerede måde, som mange af dens landsmænd opleves som.
Køreoplevelsen bliver aldrig smørblød eller svømmende, men opretholder i stedet en let fasthed, der gør, at man ikke bliver søsyg, mens ujævnhederne holdes fint i skak. Undervognen egner sig i særdeleshed godt til langture, hvor den er stabilt behagelig.
Desværre indfinder der sig en del vejstøj, når man rammer motorvejen, hvilket selvfølgelig giver skår i langtursglæden. Det gør også førnævnte vognbaneassistent, hvis man ikke får den slået fra. Med adaptiv fartpilot slået til, danser den rundt i vejbanen, mens den i al almindelighed rykker ubehageligt i rattet: nogle gange sågar midt i en manøvre, hvor man har blinket af.



På landevejen opfører Changan Deepal S05 sig som overvægten af kinesiske elbiler, hvilket særligt skyldes et komplet bedøvet styretøj. Der er et stort dødt midterpunkt og et fravær af føling med, hvad forhjulene laver. Undervognens førnævnte fasthed udfordres også hurtigt, og S05 bliver hurtigt meget tung at danse med i skarpe sving.
Selvom der i den testede firehjulstrukne variant er 408 hestekræfter til rådighed, er der ikke skyggen af sportslig dynamik at opstøve. Kraftoverskuddet er der, men med 272 hestekræfter i den baghjulstrukne variant, bør den ikke mangle noget til husbehov.
Det skriver jeg også, fordi rækkevidden daler fra allerede middelmådige 485 kilometer til 445 kilometer i den testede AWD. Til gengæld leverer testbilen lidt under de 17,5 kWh pr. 100 kilometer ved blandet kørsel i mildt sommervejr. Den maksimale ladeeffekt er 200 kW, hvorfor det 68,8 kWh store batteri lades fra 10 til 80 procent på 23 minutter.
Pris og udstyr
Changan Deepal S05 må trække op til 1.600 kg på krogen uanset variant, hvilket eliminerer den sidste potentielle grund til at købe den store AWD Max til 334.990 kr. I stedet bør man gå efter midtervarianten Baghjulstræk Max til 284.990 kr. med mere anstændige 272 hestekræfter.

Der er også en billigere variant kaldet Baghjulstræk Pro til 264.990 kr., der får samme kræfter, samme rækkevidde på 485 kilometer og kun adskiller sig fra Max på udstyr. Dette udstyr er dog ikke uvæsentligt.
Max byder blandt andet på varme i rat og forsæder, ventilation i forsæderne, elektrisk bagklap, opvarmet forrude, automatisk nedblændeligt bakspejl og elektriske dørhåndtag. Også sæderne får en opgradering med lændestøtte, memory- og komfortfunktion til føreren samt lægstøtte og memoryfunktion til forsædepassageren.
Læs også: Test: MGS6 er den bedste MG nogensinde
Dertil kommer Max med head-up-display, og det er her, man skal stoppe op. For det betyder, at Pro i fraværet af en skærm til instrumentering er sat op som en Tesla med al information i infotainmentskærmen. Max får desuden 20” alufælge med dæk fra Continental, mens man i Pro spises af med 18” og dæk fra indonesiske Giti.


DEN ENDELIGE DOM
Changan Deepal S05 er ikke nogen dårlig bil, men den ryger durk ned i de samme faldgruber som de kinesiske elbiler før den, der har forsøgt og fejlet. Udstyrsniveauet er højt, komforten er i top og kabinen er lækker til en pris, hvor man næsten ikke tror, det er muligt.
Desværre kræver det ingen grundig tryktest, før elektroniske systemer og assistenter for alvor udfordrer oplevelsen. At hele køreoplevelsen tilmed skal finjusteres hver eneste gang, man tænder den, er en reel presbold.
Og når den så heller ikke rigtig har esser i ærmet i form af rækkevidde eller ladehastighed, er det svært ikke at se Changan Deepal S05 i samme salgsmæssige glemsel som Omoda 5 EV, BYD Atto 2 og Skyworth K.
Changan Deepal S05 AWD Max
Motor: To elmotorer (for + bag) Ydelse: 408 hk/300 kW (290 Nm bag + 212 Nm for) 0-100 km/t: 5,5 sekunder Tophastighed: 180 km/t Forbrug: 17,5 kWh/100 kilometer Rækkevidde: 445 kilometer Batteristørrelse: 68,8 kWh Ladekapacitet: Op til 200 kW DC-ladning 10-80 procent: 23 minutter Mål (L/B/H): 460/190/160 cm Køreklar vægt: 2.115 kilo Trækvægt: 1.600 kilo Bagagerumsvolumen: 492-1.250 liter Pris: 334.990 kr. (Deepal S05 fås fra 264.990 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst
Produktionsland: Kina Fabriksgaranti: Syv år op til 160.000 kilometer



