Leapmotor B10-34
Test og anmeldelser
11. februar 2026

Test: Leapmotor B10 er en budgetbil, der overrasker

Massivt udstyr, god plads og fornuftigt forbrug gør Leapmotor B10 til et stærkt bud i budgetklassen – men assistentsystemerne kræver tålmodighed.

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Når man ikke har et velkendt navn, må man gøre opmærksom på sig selv på anden vis. For nye kinesiske bilmærker sker det ofte med lange udstyrslister til små priser – og det er præcis den opskrift, Leapmotor bruger med B10.

Elektrisk justerbare forsæder med varme og ventilation, ratvarme, 360-graders kamera, elektrisk bagklap, panoramaglastag samt en komplet liste af sikkerheds- og assistentsystemer. Alt følger med, hvis man vælger den ‘store’ Leapmotor B10 Design til 229.990 kr.

Fristende på papiret, men hvad med i virkeligheden? Erfaringen viser, at nogle kinesiske bilmærker bruger udstyrslisten som lokkemiddel uden at have meget andet at skyde med i forhold til teknik, køreegenskaber, praktik eller kvalitet. *Host* Omoda 5 *host*.

Leapmotor B10-33
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-32
Foto: Simon Hallenslev

Overraskende pladsforhold

Leapmotor B10 er svær at placere. Dels fordi man ikke kender modellen, dels fordi den udefra er en blandet størrelse. Fra nogle vinkler ser den stor ud med linjer, der leder tankerne på Porsche Cayenne, mens den fra andre virker mere klejn og anonym med hjul på størrelse med Piratos-lakridser.

Som sammenligningsgrundlag skal du tænke VW Tiguan: både i udvendige mål og i rummelighed. Der er virkelig god plads på bagsædet med fladt gulv, masser af benplads og højt til loftet. Med 525 liters bagagerum er vi også i Tiguan-territorium.

Foran kan man heller ikke klage. Der er rig mulighed for at smide rod i den dybe midterkonsol, dørsiderne og på gulvet mellem forsæderne, hvor smarte kopholdere kan slås op, hvis man får brug for pladsen.

Leapmotor B10-14
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-08
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-11
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-21
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-09
Foto: Simon Hallenslev

Forsæderne lider under en Kina-tendens med lidt kort siddehynde, men gør op for det med varme, ventilation og udmærket rygstøtte. Instrumentbordet er beklædt i ordentlige materialer, og skærmene har høj opløsning.

Der er en gennemgående følelse af kram i kabinen, hvor bløde og solide materialer dominerer og krydres af knapper til rudehejs, stilke og luftdyser, der er en Mercedes værdig. Selv knapperne på rattet er organiseret på forståelig vis med gode trykknapper, og den slags er absolut ikke givet i en kinesisk elbil.

Overraskende forbrug

Til lanceringen af Volvo EX60 i Göteborg tog jeg Leapmotor B10 med på langtur frem for flyveren. Ikke uden frygt for forbrug og opladning i minusgrader.

Leapmotor B10-07
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-05
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-20
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-19
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-03
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-04
Foto: Simon Hallenslev

Heldigvis blev frygten gjort til skamme. B10 er med sit 67,1 kWh batteri og 218 hestekræfter på forakslen opgivet til 17,2 kWh pr. 100 kilometer. Over knap 700 kilometer fra København til Göteborg og tilbage endte jeg med et gennemsnit på 19,2 kWh pr. 100 kilometer.

Det er godkendt på motorvej i koldt vejr og svarer til en realistisk rækkevidde på omkring 340 kilometer. Kører man i spændet mellem 10 og 80 procent, er det cirka 240 kilometer.

Et vigtigt element på langture er, at den dynamiske rækkevidde i displayet er til at stole på – og det er den i B10. Til gengæld bliver bilen dramatisk ved lav batteristand: Under 15 kilometer forsvinder rækkevidden fra displayet og erstattes af “stands bilen omgående”. Jeg valgte at stole på, at kilometerne stadig var reelle og nåede frem til ladestanderen med svedige håndflader.

Leapmotor B10-18
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-17
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-16
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-15
Foto: Simon Hallenslev

Opladningen er til gengæld imponerende. I fire plusgrader lader B10 fra 5 til 80 procent på 24 minutter, hvilket giver en gennemsnitseffekt på 122 kW. Senere på ugen testede jeg 10 til 80 procent på 28 minutter, stadig med fremragende 97,5 kW i snit. B10 er opgivet til 168 kW.

Knap så overraskende teknik

Med godt styr på praktik og grundteknik er B10 en lovende pakke, men træerne vokser ikke ind i himlen. Budgetorienteringen mærkes allerede før man sætter sig ind, hvor bilen skal åbnes med nøglekort frem for en almindelig nøgle.

Nøglekortet åbner kun dørene, når det holdes på venstre sidespejl – og det er langsomt opfattende. Når man endelig kommer ind, skal samme øvelse gentages på midterkonsollen, før bilen accepterer, at kortet er med. En app er frigivet, siden testen af bilen, og den var ikke stillet til rådighed under testen.

Leapmotor B10-31
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-30
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-23
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-24
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-06
Foto: Simon Hallenslev

Skærmen på 14,6” kører et infotainmentsystem, der grundlæggende er udmærket. Ikonerne er dog for små, hvilket gør justering af blandt andet klimaanlægget bøvlet. Dykker man længere ned i menuerne, eksempelvis for at slå vognbaneassistenten fra, mødes man af kringlede og dårligt oversatte undermenuer.

Der findes genveje ved at trække ned fra toppen, hvor en del assistentsystemer kan slås fra – men ikke alle. Vognbaneassistenten kræver mange tryk, og regenereringen sættes altid på “stærk” ved opstart, så det skal ændres manuelt hver gang.

Og nej, man vænner sig ikke til assistentsystemerne, som de er kalibreret nu. Vognbaneassistenten er militant og rykker hårdt i rattet, skiltegenkendelsen lader til at gætte vilkårligt på hastighedsgrænser, og førerovervågningen bipper ofte uden tydelig grund.

Leapmotor B10-28
Foto: Simon Hallenslev

Køreegenskaberne får ikke meget taletid, fordi de er så neutrale, som de kan blive. Komforten er udmærket målt på affjedring, støjniveau og retningsstabilitet – men ganske uden kant eller nuance. Med 218 hestekræfter er der rigeligt til husbehov, og Leapmotor formår faktisk at få dem i asfalten, fordi den har baghjulstræk, hvilket heller ikke er givet for en kinesisk elbil.

Hvad med den billige?

Testbilen er en Design til 229.990 kr., hvilket i sig selv er billigt, når man får elektrisk justerbare forsæder med varme og ventilation, ratvarme, elektrisk bagklap og panoramaglastag. Kan man undvære det, er der 30.000 kr. at spare.

Leapmotor B10 Life starter på 199.990 kr. og har stadig de fine skærme, 360-graders kamera og varmepumpe, men også stofsæder og mindre luksus. Værre er, at batteriet skrumper til 56,2 kWh og rækkevidden til 361 kilometer. Kompromisserne virker større, end besparelsen er værd.

Leapmotor B10-29
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-12
Foto: Simon Hallenslev
Leapmotor B10-10
Foto: Simon Hallenslev

Anbefalingen er derfor B10 Design til 229.990 kr., hvor man får luksusfølelsen og rækkevidden. Pladsen får man uanset, og det samme gælder garantien på fire år. Leapmotor importeres til Danmark af Wismo Group, som stiller et netværk af 44 forhandlere til rådighed.

DEN ENDELIGE DOM

Selv på et stramt budget er der plads til overraskelser. Leapmotor B10 leverer gavmilde pladsforhold, en velbygget kabine og en lang udstyrsliste. Det er et plus – men også noget, andre kinesiske budgetbaskere har forsøgt uden stor succes.

B10 adskiller sig ved at levere hverdagsvenlig teknik: batteriet er ikke størst, men forbruget er pænt, rækkevidden rimelig og opladningen det samme. De tekniske spidsfindigheder er en prøvelse, men meget kan slås fra og forhåbentlig forbedres via OTA på sigt.

Leapmotor B10 vil gerne være en konkurrent til Skoda Elroq, men det bliver den ikke. Til gengæld er den et af de stærkeste kort i den kinesiske budgetklasse og et oplagt valg til dem, der vil have et billigt, men gedigent transportmiddel til hverdagens rotteræs.

Leapmotor B10 Design

Motor: Elmotor (bagtil) Ydelse: 218 hk/240 Nm 0-100 km/t: 8 sekunder Tophastighed: 170 km/t Forbrug: 17,3 kWh/100 kilometer Rækkevidde: 434 kilometer Batteristørrelse: 67,1 kWh Ladekapacitet: 168 kW Mål (L/B/H): 452/189/166 cm Køreklar vægt: 1.920 kilo Trækvægt: 750 kilo Bagagerumsvolumen: 525-1.300 liter Pris: 229.990 kr. (B10 fås fra 199.990 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 29.995 kr./2.795 kr. Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

Ladeboks fra 0kr.

Andre fandt dette interessant