Zeekr X-32
Test og anmeldelser
20. juli 2025

Test: Føles kinesiske Zeekr X som en europæer?

Det er lykkedes Polestar at brande sig som europæisk bilmærke trods sit ophav, og søsterselskabet Zeekr har samme brændende ønske. Kan Zeekr X sørge for det?

Simon Hallenslev

Simon Hallenslev

Før Zeekr hed Zeekr i Europa, hed de CEVT (China Euro Vehicle Technology ). Et kinesisk teknologicenter i Gøteborg, Sverige, sat i verden for at udvikle Europa-venlig teknologi til moderskibet Geelys mange bilmærker: Fra Volvo og Polestar til Lynk&Co.

I midten af sidste år var CEVT modnet nok til at blive et selvstændigt bilmærke. Nu under navnet Zeekr, der allerede eksisterede i Kina, men fortsat med design- og udvikling i Sverige, europæisk hovedkontor i Holland og en masse andre ord i pressematerialet, der understreger, at en bil som Zeekr X er udviklet med den europæiske forbruger for øje.

Er det noget, man mærker, eller skinner det kinesiske ophav igennem? Det har jeg æren af at se nærmere på, når jeg tester den kompakte Zeekr X Privilege.

Zeekr X-31
Foto: Simon Hallenslev

Jamen, er det ikke … ?

Jo! Zeekr X er tvillingesøster til Volvo EX30, men de er, som anmeldelsen vil afsløre, ikke enæggede. Søsterskabet er fortrinsvis teknisk, da de to deler platform. Derfor kender du måske allerede batteriet med 69 kWh kapacitet.

Testbilen er den topudstyrede Zeekr X Privilege AWD med en drivlinje, som hos Volvo kaldes Twin Motor Performance. Det betyder 428 hestekræfter og en acceleration fra 0 til 100 km/t på aldeles kvikke 3,8 sekunder. I virkeligheden er rækkevidden på op til 425 kilometer nok mere interessant.

Sammenlignet med EX30 har Zeekr X trukket det længste strå, når det kommer til størrelse og pladsforhold. I længde, bredde og højde er de to meget ensartede, mens Zeekr X har 10 cm mere mellem akslerne og bedre pladsudnyttelse.

Zeekr X-30
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-29
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-28
Foto: Simon Hallenslev

Decideret dekadent kabine

Selvom Zeekr X fortsat er en kompakt elbil, betyder pladsudnyttelsen, at den holder sig relevant for kunder, der fra tid til anden ønsker at fragte passagerer på bagsædet. Den irrelevante sprække, der er bagsædet i EX30, er i X forvandlet til et brugbart opholdssted med nogenlunde knæplads til selv voksne mennesker.

Det er alligevel ikke her, at Zeekr X imponerer mest. Det er den oplevede kvalitet af kabinen, der nærmest vælter mig bagover. Her er der ikke alene kælet for de små, lækre detaljer, men også sørget for gennemgribende høj materialekvalitet.

Alt er pakket ind i et blødt og lækkert materiale. Den mørke himmel i testbilen står i et Alcantara-lignende mikrofiberstof, mens resten er blødt og tykt foret kunstlæder. Bortset fra nogle bronzefarvede plastdetaljer har jeg svært ved at finde noget, der skæmmer.

Zeekr X-08
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-09
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-19
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-06
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-22
Foto: Simon Hallenslev

De lækre detaljer er spredt over hele kabinen. Tag bare knapperne til sideruderne, der er metalliske og minimalistiske. I knæhøjde er der USB-udgange med 60W opladning og en lille knap, der bliver til en taskekrog.

Selve midterkonsollen rummer en smartphone til trådløs og hurtig 60W opladning med køling. Her skal man dog passe på med at lægge den (alt for) lille nøgle, der glider ned i intetheden og er svær at få op igen. Digital nøgle på mobilen erstatter heldigvis miniaturenøglen, som man med garanti vil miste.

Sidst, men ikke mindst, må lydanlægget roses. Det leveres noget atypisk af Yamaha frem for den klassiske vifte af tyske eller amerikanske HiFi-producenter, vi ser i industrien. Det har 13 højttalere og spiller bragende godt.

Zeekr X-18
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-04
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-07
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-15
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-11
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-10
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-13
Foto: Simon Hallenslev

Klassiske kinesiske benspænd

Gennemtænkte løsninger, lækre detaljer og en gennemført kabine. Det fik pludselig en svag snert af noget europæisk – men det er kun, indtil man går et spadestik dybere. Her hæmmes Zeekr X nemlig af de nøjagtigt samme udfordringer, som størstedelen af de kinesiske elbiler gør.

Først er der skærmen til infotainment. Den er uden tvivl af højeste kvalitet målt på opløsning og hurtighed. Udfordringen er, at Zeekr selv har udviklet selve infotainmentsystemet, hvorfor det er håbløst bøvlet at finde rundt i.

Trækker man oppefra og ned på skærmen, kan man lægge let tilgængelige genveje ind. Her kan man slå fartalarmen fra med et tryk eller to, og det er smart. Opstår der omvendt et ønske om at justere noget mere kompliceret, kræver det endeløse tryk på skærmen. Tryk, der tilmed afslører et hav af stavefejl, fuldstændig som Zeekrs danske hjemmeside.

Zeekr X-17
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-16
Foto: Simon Hallenslev

Og jo, man kommer til at justere ting i bilens opsætning. Her især i assistentsystemerne, som er emsige og upræcise trods adskillige kameraer og radarer. Vejbaneassistenten trækker bilen klodset ind på vejbanen, hvis bare man snuser til spærrelinjen, og kvitterer desuden med en lyd, der er som negle på en tavle.

Førnævnte fartalarm skal også slås fra omgående. Jeg mistænker den nemlig for at have en tilfældig tombola snarere end reel skiltegenkendelse. Flere gange mener den, at der er skiltet til 45 km/t (?), og den hyler, så snart man kører en halv km/t for meget.

Hvordan kører Zeekr X?

Med 428 hestekræfter og 543 Nm er Zeekr X selvsagt et kvikt bekendtskab. Den kompakte kineser føles hjemme i byen ikke kun på grund af sin kompakte størrelse, men også sin undervogn, der, trods 20” fælge, maskerer brønddæksler med stor overbevisning. For hvad der ligner en lille, rap satan, er komforten overraskende høj.

Egenskaberne i storbyen stadfæstes også af et styretøj, der er let vægtet. Man smider med andre ord Zeekr X nemt om skarpe hjørner og ind i snævre parkeringsbåse. Trods letheden er styretøjet stadigvæk bedre vægtet end det i EX30, der er slapheden selv.

Zeekr X-21
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-25
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-23
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-24
Foto: Simon Hallenslev

Et bedre vægtet styretøj! Betyder det så, at Zeekr X også giver lidt køredynamik for pengene? Klart nej. Det udmærkede styretøj kan ikke redde undervognen, der forbliver komfortabel altid og hele tiden. På en snoet landevej krænger kineseren ret markant, hvorfor bilens bevægelser er vuggende og ubalancerede.

På motorvej går det bedre. Styretøjet sikrer retningsstabilitet og komforten er høj, som den er i byen. Desværre kaster de 20” store fælge en del vejstøj af sig, hvorfor en mindre fælg må anbefales. Lækkerheden af rammeløse døre kommer også med en pris af lidt ekstra vindstøj.

Priser og udstyr

Zeekr X Core starter i 269.990 kr. og er som udgangspunkt veludstyret. Allerede her får man LED-forlygter, el-betjent bagklap, panoramaglastag, stor infotainmentskærm og digital instrumentering samt de samme assistentsystemer som den topudstyrede Privilege. Til gengæld får man også et mindre batteri på 49 kWh og en rækkevidde på 330 kilometer.

Zeekr X-26
Foto: Simon Hallenslev

Zeekr X Long Range RWD vil være den gyldne mellemvej for mange. Den starter fra 329.900 kr. Her får man batteriet på 69 kWh og en rækkevidde på op til 446 kilometer. Man får dertil også elektrisk justerbare forsæder, varme i rattet, stemningsbelysning og det velspillende Yamaha-lydanlæg.

Testbilen er en Zeekr X Privilege AWD, der får flere kræfter og lidt kortere rækkevidde fra samme batteri som ovenstående. Udstyrsmæssigt fås også head-up display, 22 kW AC opladning, 20” fælge, sædeventilation foran og flere valgmuligheder for farvevalget indvendigt.

Volvo har for nyligt givet priserne på EX30 et hug, så den starter i 257.900 kr. mens mellemvarianten Single Motor Extended Range Plus koster fra 309.900 kr. Til gengæld giver Zeekr op til 10 års garanti, hvor Volvo skæmmer sig selv med kun tre år: fem års fabriksgaranti (op til 100.000 kilometer) og yderligere fem års serviceaktiveret garanti.

Zeekr X-03
Foto: Simon Hallenslev
Zeekr X-02
Foto: Simon Hallenslev

DEN ENDELIGE DOM

Zeekr X føles ikke som en europæer. Det er en rap lille elbil, der har mange ting kørende for sig, men som også begår alle de klassiske kinesiske fejl. Emsige assistentsystemer og ubalancerede køreegenskaber afslører, hvor Zeekr X egentlig er fra.

Det er synd og skam, fordi særligt kabinen virkelig overrasker. Her er man garanteret gunstige pladsforhold trods de samme, kompakte mål som EX30. Kvaliteten er helt oppe under taget, og så er der kælet for de små detaljer, som gør, at Zeekr X føles som en langt dyrere bil, end den egentlig er.

Redningen for Zeekr X bliver, at de største benspænd kan klares med softwareopdateringer. Kommer der styr på assistentsystemerne, har man i X en komfortabel elbil med en udsøgt kabine og lang garanti til en pæn pris.

Zeekr X Privilege AWD

Motor: Elmotorer (For/bag) Ydelse: 428 hk/543 Nm 0-100 km/t: 3,6 sekunder Tophastighed: 190 km/t Forbrug: 17,2 kWh/100 kilometer Batterikapacitet: 66/69 kWh (netto/brutto) WLTP Rækkevidde: 425 kilometer Ladekapacitet: 150 kW Mål (L/B/H): 443/183/156 cm Køreklar vægt: 2.035 kilo Trækvægt: 1.600 kg Bagagerumsvolumen: 362 – 1.182 liter Pris: 369.900 kr. (X fås fra 279.900 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant