Der var ild i Bilbasens Facebook-side, da nyheden om MG4 XPower ramte nyhedsflowet: “MG4 XPower med 435 hk koster 299.999 kr “
Og jeg forstår det så udmærket. Det er virkelig mange hestekræfter for 300.000 kr. Men hestekræfter er jo ikke meget værd, hvis ikke resten af bilen følger med. Lad os se nærmere på, hvad du ellers får for dine 300.000 med MG4 XPower.
Det du ikke kan se
XPower er en variant af den opdaterede MG4. I stedet for en enkelt elmotor er der her to; en på den forreste aksel og en på den bagerste, der tilsammen yder de omtalte 435 hk. Med bilens kampvægt på 1.800 kg giver det en sprint til 100 km/t på 3,8 sekunder.
Elmotoren har tilmed fået et elektronisk differentiale, så kræfterne kan skydes til dét baghjul, med bedst greb i asfalten.
Udover de mange kræfter er XPower sat hårdere op med opgraderede støddæmpere og er over en bred kam blevet 25% stivere. Styretøjet er desuden sat skarpere op og bremserne har større dimensioner end på øvrige MG4-modeller, så de passer bedre til de mange kræfter.
Det du kan se
… er ikke ret en stor forskel fra en almindelig MG4. Tag bare fælgene på 18” – det er helt samme størrelse, som der sidder på MG4 Long Range og de ser ærligt talt lidt små ud. Der er lidt striber på skørterne, men skørterne i sig selv er helt de samme.
Der er lige den grønne farve, som er eksklusiv for XPower, men ellers er der ikke noget der råber, at her kommer en rap hot hatch med over 400 hk. Og det gælder både ude og inde.
Kabinen er nemlig også helt, som vi kender den udover alu-pedalerne og lidt røde syninger på kanterne af Alcantara-sæderne. Og kabinen fejler jo ikke noget, tværtimod, men man får ikke sådan rigtig en følelse af at sidde i en bil med over 400 hk.
Trykken for brystet
Så i bedste fald er MG4 altså underspillet i en grad, vi sjældent har set i elbiler endnu. For der er ingen tvivl om, at XPower er decideret hurtig. Med Launch Control aktiveret og en sprint til 100 km/t på 3,8 sekunder, trykker det godt til i brystkassen – men det er omtrent også den eneste følelse, jeg får ud af XPower. Så hvis det er rå acceleration til billige penge, du er ude efter, så er XPower måske lige noget for dig.
Personligt savner jeg mere. Oplevelsen bag rattet, når du har prøvet accelerationen et par gange, er rimelig kedelig, faktisk. Der er ingen iver eller tillokkende momenter og der er meget lidt føling med noget som helst. I sving kæmper XPower faktisk lidt for at tøjle sine kræfter.
Heller ikke selvom du vælger ‘Sport’-mode. Det ændrer nemlig ikke på meget andet end lidt skarpere speederrespons og tungere styretøj, men aldrig i en grad, så at det ændrer bilens karakter – uanset hvilket modus du vælger.
Til gengæld løser den dagligdags-kørsel, helt som en almindelig MG4, fint. Komforten er ganske god på de små 18” hjul og kabinen er fint støjisoleret, så du er nogenlunde klar i hovedet, når du når frem.
Hvorfor så XPower?
Som sagt er der ingen grund, overhovedet, til at betale ekstra for de mange kræfter. Medmindre det vitterligt bare er acceleration, du er ude efter. Og bevares, det kan sagtens være sjovt. Placer dig ved siden af en, lad os sige, sprit ny Audi RS6 med langt flere kræfter, og han vil ikke have en chance for at følge med dit elektriske bundtræk.
I bund og grund er XPower dog bare en MG4 med ekstra kræfter. Man kan hurtigt få indtrykket, at den er noget særligt eller lækrere, når man læser om specifikationer og ser den grønne farve – men det er den ikke.
Det giver langt mere mening at vælge en helt almindelig MG4, der nu tilmed er Danmarks billigste elbil, med en startpris på 199.999 kr.
Billig pris betyder (store) kompromiser
Som det oftest er, får man, hvad man betaler for. MG4 er jo faktisk en solid elbil til en meget billig penge. Men du skal være klar på at indgå nogle ret heftige kompromiser, hvis du spørger mig.
Jeg var så “heldig”, at det var regnvejr det meste af ugen, da jeg kørte MG4 XPower og det er ikke ligefrem livretten. Hverken for undertegnede eller MG4.
For bilens vedkommende betyder det duggede ruder. På min pendlertur fra Roskilde til København formåede jeg tre gange, at måtte køre med nedsat udsyn på grund af dug. Med et klimaanlæg sat til 25 grader på automatik var der duggede ruder fra start til slut. Og det blev kun værre, jo længere tid jeg kørte. Faktisk havde anlægget svært ved overhovedet at give varme nok til, at jeg kunne tage huen af.
Læg hertil en skærm til infotainment, der er decideret langsom og assistentsystemer, der er mindst lige så ringe, og det begynder at gå op for en, hvordan MG4 kan sælges som Danmarks billigste.
Misforstå mig ikke. I langt, langt de fleste tilfælde vil der være meget lidt at sætte en finger på, og dagligdagen kan med længder sagtens løses af en MG4. Desværre skal der ikke meget til at vælte læsset.
SPECIFIKATIONER
MG4 XPower
Motor: Elmotorer Ydelse: 435 hk / 600 Nm 0-100 km/t: 3,8 sekunder Tophastighed: 200 km/t Forbrug: 18,7 kWh/100 kilometer Batterikapacitet: 64 kWh Rækkevidde: 385 kilometer Ladekapacitet: Op til 140 kW Mål (L/B/H): 429/184/152 cm Køreklar vægt: 1.803 kilo Trækvægt: 500 kg Bagagerumsvolumen: 363 liter
Pris: 299.999 kr. (MG4 fås fra 199.999 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 19.995 kr. / 3.995 kr. Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst
VW California rykker fra varevogn over til personbil, og omstillingen til den nye generation giver mulighed for PHEV-drivlinje med firehjulstræk. California er også større end før og kommer i fem varianter.
Yaris Cross har ikke fået et egentligt facelift, men en mindre opdatering med nyt infotainmentsystem og mulighed for en stærkere hybrid med 130 hk. Basismodellen Essential er udgået, men laveste pris er alligevel holdt nede.
Vil du have det sjovt i hverdagen, men har ikke pengene til at privatlease en Mercedes-AMG? For kun 2.345 kr. om måneden kan du køre den sjove VW Polo GTI med 207 hk.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.
Med baggrund i motorsporten fylder biler med sportslige egenskaber det meste af Jacobs bevidsthed – både nye og brugte giver smil på læben.
Det siges i øvrigt, at Jacob kunne køre før han kunne gå, så interessen for biler startede tidligt. Interessen udviklede sig til passion og siden har arbejdet som motorjournalist på blandt andet Bil Magasinet fyldt det meste af de vågne timer.
Forbrugerstof og vejledning er også blandt Jacobs kernekompetencer og han er ikke ked af at fortælle dig, hvilken bil du skal købe næste gang.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.
Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.