TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 025
Test og anmeldelser
27. september 2025

Test: Mini Cabriolet er intens på alle måder

Mini Cabrio er lille og køreglad, men priserne er presset til det ekstreme. Man skal være klar på en køreoplevelse, der altid er intens og stormfuld.

Morten B. Bek

Morten Bek

Det er sjovt at spørge venner, familie og, hvis det lige opstår, fremmede mennesker om prisen på en bil. De fleste kan kigge på en bil og komme med et gæt, og selv om man ikke følger med i bilernes verden, kan man sagtens ramme plet. Eller tæt på plet.

En Volkswagen ID.4 ligner noget til 400.000 kr., og en BMW iX1 må også kunne fås til nogenlunde den pris. Rigtigt. Der er forventninger til prisen i forhold til bilernes størrelse og mærkerne.

Men den nye Mini Cabrio falder uden for kategori. Størrelsen på under 3,9 meter i længden gør, at man næsten automatisk tænker, at den ikke kan koste alverden. Kender man Mini, ved man godt, at det er en løgn. Bilerne fra Mini er aldrig billige.

TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 091
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 073
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 047
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 070
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 077
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 082
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 058
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 069
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 028
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 030
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 027
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 038
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 040
FOTO: Morten B. Bek

Jamen, den er så lille…

Den nye cabriolet tager dog prisen for, hvad folk forventer, den koster i forhold til, hvad den virkelig koster. Gæt på 400.000 kr., som prisen egentlig maksimalt burde være, og der er ikke engang en trøstepræmie: den mest skaldede udgave, Cabrio C med 163 hestekræfter, koster 546.100 kr.

Jamen, den er jo så lille… og der kan ikke engang sidde nogen på bagsædet, fordi den er så lille. Korrekt. Men det bliver meget værre endnu. JCW-udgaven med 231 hestekræfter, som er et friskt pust, men ikke en vild ydelse, koster - uden det mindste ekstraudstyr - 777.309 kr.

Med ekstraudstyr lander den testede JCW Cabrio på 862.267 kr. Den kunne være håndlavet, lakeret med en farve med guldstøv, og den pris ville alligevel være til at ryste på hovedet over. Hver eneste centimeter af den lille åbne Mini koster 2.222 kr. En centimeter af BMW iX1 xDrive30 koster 911 kr.

Jeg vil gerne give Mini masser af ros for stadig at lave en åben bil. De hænger ikke på træerne, for langt de fleste bilproducenter har opgivet tanken om uendelig luft over hovedet. En åben Mini har sågar en tæller, der viser, hvor mange minutter og timer, man har kørt med taget nede. Det er en sjov tanke, for selvfølgelig vil man gerne køre åben bil, når man har en åben bil.

TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 132
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 122
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 109
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 111
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 128
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 124
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 107
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 104
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 106
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 101
FOTO: Morten B. Bek

Det blæser altid

Den nye generation Mini Cabrio har, som de gamle, en stofkaleche, der lægger sig som en pukkel bag det meget lille bagsæde. Når kalechen er kørt ned, tager den rigtig meget udsyn, men det vil jeg altså ikke brokke mig over. Det er prisen.

Stoffet på forreste del af kalechen kan skubbes tilbage afhængigt af de afstivende stålrammer, der er fæstnet i A-stolperne. Det fungerer som et soltag - og det er en supergod løsning. På den måde kan man få en åbning, men uden at taget skal helt ned.

Taget køres hurtigt ned, men det er en skuffelse, at man maksimalt må køre 30 km/t, mens det bevæger sig. 50 km/t er set mange andre steder.

Med sideruderne nede og vindskærmen pakket ned i bagagerummet er der frisk luft i kabinen, så man skal passe på alle løse genstande. Sådan kører man virkelig åben bil, når temperaturen er til det. Der er ingen varmeblæser i nakkestøtten - i Mini Cabrio må man tage et tykt halstørklæde på.

Desværre er man nødt til næsten altid at gøre det. Den åbne Mini er konstrueret, så selv om sideruderne er kørt op, og vindskærmen er clipset fast over bagsædet, så stormer det altid i kabinen. Det er bare ikke muligt at skrue godt ned for blæsten, og mens det nok kan fungere på dage med sommertemperaturer, skulle jeg ikke nyde noget af de på andre tidspunkter.

Det er skuffende. Ja, man kan køre kalechen på igen, opføre sig som et voksent menneske, der hellere vil sidde med tag over hovedet i stedet for det pjat. Det er bare sådan, at der er noget fedt ved at køre åben bil på en kold dag, nyde den høje himmel og lidt træk - og så fyre op for varmen og sædevarmen. I den åbne Mini vil det ikke være nok, så jeg vil anbefale skimaske og en meget tyk jakke.

TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 031
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 087
FOTO: Morten B. Bek
TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 064
FOTO: Morten B. Bek

Hop, hop, hop

Så intens blæsten i Mini Cabrio er, lige så intens er affjedringen. Mini er simpelthen mester i tortur af kunderne, for deres biler er konstrueret til at straffe med den stivest mulige affjedring. Nyder Mini-folkene virkelig at blive rystet, så de hopper rundt, når de skal sige god for affjedringen i nye biler?

Jeg ved, hvad de vil sige, Mini-folkene: “Det er, så den kan køre som en go-kart!” Så vil jeg sige: Har I nogensinde kørt en go-kart, for sådan kører JCW Cabrio ikke. Faktisk har de ret, når det kommer til affjedringen, for som en go-kart føles det som om, cabrioleten ikke rigtig har en affjedring.

Den er sjov, JCW Cabrio, fordi den er så lille og nem at svinge rundt. Styretøjet er rart og hurtigt, fint og ret præcist. Den sidste grad af svingglæde, når bilen ligger helt plant i hurtige kurver, ville jeg gerne sælge for bare en eller anden form for affjedringskomfort.

JCW Cabrio fødes på samlebåndet med 17” fælge, og for forskønnelsens skyld har testbilen fået 18” på, der er dyre sager til 26.366 kr. ekstra. Hvis bare det her så var basisudgaven Cabrio C med 16”, kunne det være, der var komfort at finde et sted i affjedringen.

TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 097
FOTO: Morten B. Bek

2-liters hele vejen

Med 231 hestekræfter og automatisk dobbeltkobling er JCW Cabrio den stærkeste, hurtigste i flokken. Og det er en fed 2-liters benzinmotor, som trækker fra lave omdrejninger til høje omdrejninger uden døde områder. Bilens vægt på 1.500 kilo og den kvikke gearkasse kombineres til at give bilen mere styrke, end 231 hestekræfter lyder af.

Det er svært at tro, at basisudgaven Cabrio C, der har en udgave af 2-liters motoren med lavere turbotryk og dermed 163 hestekræfter og 250 Nm, vil være en skuffelse. Stor slagvolumen og 50 kilo lavere vægt end JCW Cabrio - det lyder ikke dumt.

Midt mellem de to findes Cabrio S med 204 hestekræfter, som fra 0-100 km/t kun er et halvt sekund langsommere end JCW Cabrio (Cabrio C er 2 sekunder langsommere), men her ender jeg tilbage ved indledningen, nemlig prisen.

Mini Cabrio S koster 625.301 kr. mod de 546.100 kr. for Cabrio C. Det er 79.201 kr. mere for 41 hestekræfter og… ikke rigtig andet. Hvis den nye Mini Cabrio ikke skal fjerne sig alt for langt fra det, man forventer, en lille cabriolet kan koste, så holder man sig til Cabrio C og tilføjer XS-pakken med trådløs smartphoneopladning, head-up display og sædevarme til 17.577 kr.

TEST Mini Cooper Cabriolet JCW MBB 064
FOTO: Morten B. Bek

DEN ENDELIGE DOM

Der er grænser for, hvad charme kan gøre. Og charme kan ikke få en stift affjedret åben minibil til næsten 900.000 kr. til nogensinde at give mening. Selv ikke det helt særlige image Mini har, kan løfte så voldsom en pris.

Når selv den mest skrabede udgave af Mini Cabrio nu koster næsten 550.000 kr., så er der noget galt med bilindustrien. Den er godt nok lavet i Europa, og den er godt nok udstyret med en dejlig 2-liters benzinmotor, men er det virkelig nødvendigt for en bilproducent så åbenlyst at skovle penge ind?

Skulle man alligevel falde i Mini-gryden og give efter, så skal man vide, at Mini Cabrio er mest til varmt vejr. Det blæser nemlig i kabinen, selv om sideruder og vindskærm er på plads. Måske det er sådan, en “ægte” cabriolet skal være for nogle mennesker - mange andre vil synes, det er rart at kunne vælge blæsten fra, når man kører efterår, forår og vinter.

Mini JCW Cabrio

Motor: R4, 1.998 cm3 Ydelse: 231 hk/380 Nm 0-100 km/t: 6,4 sekunder Tophastighed: 245 km/t Forbrug: 14,7 km/l CO2-udledning: 155 gram/kilometer Mål (L/B/H): 388/174/143 cm Køreklar vægt: 1.500 kilo Trækvægt: 0 kilo Bagagerumsvolumen: 160-215 liter Pris: 777.309 kr. (Mini Cabrio fås fra 546.100 kr.) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): Ikke oplyst Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst

Samlino logo
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.
Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen

Læs mere om:

Andre fandt dette interessant