Langtidstest: Renault Scenic E-Tech – Introduktion
En af årets mest interessante elbiler er Renault Scenic E-Tech. Nu har vi fået den til test i nogle måneder for at finde ud af, om den er et godt køb.
TEKST & FOTO: Jacob Dalby
Ro på… Vi har ikke kørt en dansk indregistreret Range Rover til Afrikas savanne (det troede du næsten, ikke?). Og det selvom vi virkelig gerne ville. For den nye Range Rover er nok noget nær det mest sublime stykke automobil til opgaven: Her er luksus og komfort i overflod.
Bevares, der er biler, der klarer motorvejskørsel bedre, og en Defender forcerer hårdere terræn end denne mastodont. Men som samlet pakke, der skal kunne det hele, er der meget, meget langt mellem snapsene, der klarer det lige så flot som denne; Den nye Range Rover.
LÆS OGSÅ | Folkevogn til vildmarken: Oldschool VW-rugbrød med larvefødder
I stedet for Afrika er vi kørt til Lolland. Ikke helt så eksotisk som Afrika men hos Knuthenborg Safaripark er mange af dyrene i det mindste magen til og rammerne er som skabt til ekstravagant safariudflugt i luksusbil.
Jeg har derfor ikke pakket jagttøjet og den store riffel men i stedet småbørnsfamilien og hvad dertil hører af sammenklappeligt habengut. Og lige for at sætte det første flueben – der mangler ikke plads i en Range Rover. Cybexen bliver slugt som en lille luns kød af den største løve i parken.
Det er sjældent, at der kommer en ny Range Rover, men nu er den her. Femte generation er helt ny og erstatter modellen, der blev introduceret tilbage i 2012. Selvom det ydre på den forrige generation følger fint med tiden, er det nødvendigt med nyt, for teknologien står aldrig stille. Tværtimod.
LÆS OGSÅ | Polestar 3 med 489 hk starter på 800.000 kr.
Og så er der jo det med klimaet… Hvorfor Range Rover i nyeste generation både kommer som plug-in hybrid og senere med en fuldt elektrisk drivlinje. Den fuldt elektriske får vi dog først at føle i 2024.
Plug-in hybriden betyder i Danmark ikke bare en gevinst for klimaet (hvis man husker at lade op jævnligt), men også et gevaldigt huk i prisen. Den billigste Range Rover er nemlig plug-in hybriden med en startpris på 1.819.900 kr. Er elektrificeringen ikke noget for dig, lyder næste pristrin på 2.409.900 kr. for den mindste dieselmotor med 6 cylindre og 249 hk.
Men måske elektrificering er noget for dig, for plug-in hybriden kommer altså med minimum 440 hk og et batteri på 38,2 kWh. Det er nok til en angivet elektrisk rækkevidde på 113 km. Når batteriet løber tør er det den 3-liters benzinmotor med seks cylindre, der træder til. Udover varianten med 440 hk kommer der også en plug-in med 510 hk.
LÆS OGSÅ | Sælges for millioner: Mercedes 300 SL med 612.000 km på tælleren
Sammen med plug-in hybriderne og dieselmotorerne er der naturligvis også rene benzinmotorer. De spænder fra P400, en 6-cylindret med 400 hk, til den voldsomme P530 med V8 og, ja, du gættede rigtigt, 530 hk. P530 er den dyreste og koster i højeste udstyrstrin 4.054.900 kr.
Uanset hvilken variant du vælger, er Range Rover en voldsomt dyr bil – hav det i baghovedet, når du læser videre.
Måske ikke når du får øje på den i gadebilledet første gang – den minder meget om den gamle og ved første øjekast kan det faktisk være svært at se forskel. Parkerer du dem til gengæld ved siden af hinanden, kommer forskellene frem og særligt bagenden ser meget anderledes ud med den tværgående lygtebar og markante opretstående, mørke lygteglas.
Designet er, særligt bagfra, særegen men personligt er jeg ret vild med det. Det er overdådigt, ekstravagant og minder en hel del om en stor luksus-yacht, der flyder forbi.
Og når man kommer tættere på går det op for en, hvor godt bygget den nye Range Rover egentlig er. Der er nærmest ingen mellemrum mellem panelerne og måden ruderne og glasset falder sammen med taget og resten af bilen er fabelagtigt udført.
Range Rover kommer både med standard og lang akselafstand, hvor der for første gang er mulighed for at bestille en tredje sæderække og syv sæder.
Range Rover ligner ikke bare en stor luksus-yacht – den bevæger sig også som en. Komfort er nøgleordet her og der bliver sigtet efter de mest komfortable af slagsen i den automobile verden. Rolls Royce er målet.
Den fuldt uafhængige luftundervogn absorberer enhver ujævnhed, inden den når din bagdel i sæderne. Ikke én gang oplever jeg et ‘gonk’ over et hul i vejen – og det er med 22” hjul monteret på testbilen. Noget af det Range Rover gør allerbedst er faktisk, at holde virkeligheden udenfor ude.
Jeg føler mig isoleret fra omverdenen uanset om jeg ruller tungt i byen eller cruiser med høj fart. Blandt andet takket være avanceret højttalerteknologi med aktiv støjdæmpning. Mikrofoner overvåger både mekanisk støj og dækstøj som bruges til at sende modsvarende lydbølger ud igennem det store Meridian lydsystem på 1.600W og 35 højtalere. Fire af højttalerne sidder i nakkestøtterne foran og uanset hvordan teknologien fungerer, så virker det. Der er stort set ingen støj i kabinen.
Trods sin størrelse fungerer den nye Range Rover faktisk ganske fint i byen. Blandt andet takket være baghjulsstyring. De styrende baghjul giver Range Rover den mindste venderadius af alle Land Rovere nogensinde. Samtidig er der kameraer over det hele, så at det er nemt at vurdere, hvad der er rundt om bilen.
LÆS OGSÅ | Ugens Fund: 4 turboer i dieseldrevet motorvejsmissil fra BWW
Der er dog ingen tvivl om, at Range Rover føler sig allerbedst tilpas på de lange stræk, hvor den kan få lov at flyde hen over ujævnhederne og cruiser ubesværet og overlegent. Nyeste generation er samtidig 50% stivere og det gør, at den også håndterer hurtige svingkombinationer OK.
Ikke mindst takket være et nyt 48-volt system, der mindsker krængning i sving. Systemet er koblet sammen med navigationen og forudser dermed vejforløbet forude. Så allerede inden jeg begynder at styre ind i svinget, strammer dæmperne op uafhængigt af hinanden og sørger for, at mastodonten krænger mindre.
Diesel er ikke særligt 2022’sk men jeg føler en helt varmende og beroligende følelse, når jeg starter den 6-cylindrede diesel op. Motorgangen er silkeblød og i tomgang næsten ikke til at høre. Og så er der altså bare noget særligt ved at se en rækkevidde på 850 km med fuld tank.
Fornøjelsen fortsætter når bilen sættes i bevægelse. Heller ikke ved halv gas bemærker jeg motoren udover et behageligt tryk i ryggen. Gearskiftene sker roligt og ubesværet. Sammen med motoren er koblet et 48V hybridsystem, der giver lidt ekstra kræfter, hvor turboen tøver. Det giver en fornemmelse af, at der er kræfter nok. Uden at være hurtig føles de 350 hk mere end rigeligt. Med det sagt, vil jeg personligt ikke vælge den mindre diesel med færre kræfter.
LÆS OGSÅ | BMW XM er den første rene M-model siden M1
Først når jeg trykker den 3-liters diesel lidt på maven kaster den lidt lyd af sig – men det er bestemt ikke en kedelig lyd. Selv ved hårdt pres er motorgangen blød. En motorgang som er med til at gøre Range Rover sublim i hårdt terræn. Det kan du læse mere om i Mortens test, der har kørt den nye Range Rover uden for de asfalterede veje.
FØRSTE TUR: Det er image, der gør en Range Rover
Land Rover prøver at presse den nye Range Rover længere op ad luksusstien mod Rolls Royce og Bentley. Men i kabinen ses det, at der stadig er et par niveauer at hente. Men det hænger mest af alt sammen med smag.
I Range Rover er det hele mere afdæmpet. Man bliver ikke blæst bagover af luksus men det hele er bare virkelig godt skruet sammen. Skærmen i midten på 13,1 tommer nærmest svæver og selvom det hverken er den mest højteknologiske eller føles som det nyeste nye er billedet klart og brugeroplevelsen fungerer rigtig fint med et hurtigt reagerende system.
Testbilen er den såkaldte First Edition og det betyder et hav af ekstraudstyr og en pris på 3,2 millioner kroner. Blandt andet foldes det midterste bagsæde automatisk ned og en skærm kommer til syne. Selvom det er de færreste, der kommer til at vælge dét på ekstraudstyrslisten sementerer det, hvordan den nye Range Rover er skruet sammen.
LÆS OGSÅ | Range Rover Sport i to PHEV-varianter op til 510 hk
Uden knirken og knagen kører armlænet ned og en lille skærm kommer til syne. Ved tryk på en knap køre nakkestøtten frem og to kopholdere kigger frem. Måden de forskellige dele bevæger sig på, helt uden slinger i valsen eller mislyde, er en fornøjelse. Uanset hvor længe du leder finder du ikke en lidt løs knap eller en billig del. Sammensætningen af materialer og måden de er sat sammen på er noget nær perfektion. Havde man så bare kunne styre retningen af luften fra luftdyserne uden at skulle ind i en menu i infotainmentsystemet havde det været rigtig fint.
Dørhåndtagene har en lækker tyngde og måden døren lukker på er uden, man er i tvivl. Ekstraudstyr tilføjer selvfølgelig komfortluk, hvor døren bliver trukket det sidste stykke ind, så at den ikke behøver smækkes.
Der er intet overdrevet i en Range Rover som i en Bentley eller Rolls Royce. Men der er lækkerhed for alle pengene og jeg får en fornemmelse af en bil, der er produceret for at blive brugt.
Hvis der er noget, man kan sige om en Range Rover, så er det, at den har et helt særligt image. En Range Rover har intet at skulle bevise og den prøver ikke at være noget, den ikke er. Vi har med en helt vild selvsikker bil at gøre og det er præcis den følelse, den giver dig. Den lever i en verden for sig, og den bekymrer sig ikke om Bentleyer og har intet tilovers for Lamborghini. Range Rover er sin egen og noget ganske særligt.
Motor: Diesel, R6, 2.997 cm3
Ydelse: 350 hk / 700 Nm
0-100 km/t: 6,1 sekunder
Tophastighed: 234 km/t
Forbrug: 13,2 km/l
Mål (L/B/H): 505/199/187cm
Køreklar vægt: 2.380 kg
Bagagerumsvolumen: 725 liter
Pris: 3.294.900 kr
(Range Rover fås fra 1.819.900 kr.)
En af årets mest interessante elbiler er Renault Scenic E-Tech. Nu har vi fået den til test i nogle måneder for at finde ud af, om den er et godt køb.
Hyundai Ioniq 9 er både stor i størrelsen og stor på rækkevidde. Den nye syvsæders elbil fra Hyundai er over fem meter lang og har en rækkevidde op til 620 kilometer.
En god gammeldags shitstorm har ramt det britiske bilmærke Jaguar, der i en moderne og nærmest woke genfødsel af brandet har fået det forenede internet på nakken.
BMW har brug for en ny iX3 her og nu, men produktionen af den nye elektriske SUV starter først i slutningen af 2025 på fabrikken i Ungarn – og den eksisterende iX3 udgår nu af produktion i Kina.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.