XPeng G9 skabte et glorværdigt grundlag for bilmærket i Danmark og var blandt de første til at tilbyde en stor og luksuriøs elbil til menneskepenge. Dernæst fulgte den billigere, men også mere ordinære XPeng G6, som i første halvår af 2026 er blandt de bedst sælgende herhjemme.
Nu er XPeng P7+ her, og den kombinerer i virkeligheden det bedste fra begge søskendemodeller: Den er nemlig både stor og luksuriøs, men også til at betale med en startpris på 359.995 kr.


Lys og ægte læder
XPeng P7+ er først på vej ud til forhandlervinduer og kunde-carporte, og med kun 11 indregistrerede eksemplarer i skrivende stund er det en bil, der trækker lange blikke. Uanset hvor jeg parkerer den kinesiske flodpram, er der folk, der vil vide, hvad det er.
Det første, jeg gør, er at vise dem kabinen. Bag førerdøren gemmer sig en kabine, der ikke kun er lys og luftig, men også udført i materialer af høj kvalitet. Der er ikke ét panel med pianolak at spore, og man skal langt ned ad dørsiderne for at finde hård plastik.
Læs også: XPengs biler kommer nu fra Østrig
Sæderne er udført i ægte nappalæder og kommer desuden med varme, køling samt massage som standardudstyr. Med rumpetten begravet i det ægte læder kan man lade dørene klappe nænsomt i, da de med softclose som standard selv lukker det sidste stykke.





Opsætningen af kabinen er minimalistisk, præget af rene linjer og et fravær af tingeltangel. Midt i instrumentbordet står en flot 15,6” skærm til infotainment med et system, hvor bjælken i bunden og genvejsmenuen fra toppen er programmerbare, hvilket højner brugervenligheden tifoldigt.
Selvom både layoutet i skærmen og minimalismen i kabinen som helhed kan lugte lidt af Tesla, er der heldigvis fundet plads til en skærm på 8,8” til digital instrumentering. Den er helt smal og simpel, men giver de informationer, man har behov for. Og som om det ikke var skærm nok, er der også head-up-display samt en 8” skærm forklædt som bakspejl.


Direktørbagsæde
Hvis man undres over, hvad et digitalt bakspejl har af relevans, skyldes det en svaghed ved XPeng P7+. Nok er bagagerummet dybt og bør med en kapacitet på 573 liter være rigeligt stort på papiret. Den hældende bagrude æder af højden, og skal hele den pukkelryggede på tur, er risikoen for at blokere bagruden med habengut overhængende.
Det er så også den eneste pladsmæssige svaghed, der er at opstøve i den over fem meter lange sedan. Her er plads nok til, at selv de langlemmede i familien kan brede sig, og de kan finde sig selv til rette nøjagtigt som de ønsker med eljusterbare ryglæn.




Dertil følger en lille skærm, hvor underholdningen ikke alene kan styres, men også massagen, varmen og ventilationen. Som prikken over i'et er der også et lille udfoldeligt bord, hvor kvaliteten i beklædning og hængsler følger stilen i resten af kabinen.
Alt dette er også standardudstyr. Og når jeg snakker med de mange interesserede på diverse parkeringspladser, er det også bagsædet, der får folk til at gå fra interesserede til begejstrede.
"Det kan ikke passe"
Det er den respons, jeg får uden undtagelse, når jeg fortæller prisen. For 359.995 kr. er ikke mange penge for en fem meter lang flyder med nappalæder, elektriske sæder, varme, ventilation og massage til fire voksne, som der er så rigeligt plads til.




Til denne pris er der tale om en XPeng P7+ RWD Long Range med 74,9 kWh batteri, 313 hestekræfter og en rækkevidde på op til 530 kilometer. Og mens 530 kilometer ikke er klasseledende, så er opladningshastigheden på 446 kW det til gengæld.
Vil man have 503 hestekræfter og firehjulstræk, fås også AWD Performance, hvor prisen øges med beskedne 30.000 kr., og rækkevidden begrænses til 500 kilometer. Uanset hvilken variant du vælger, er alt nævnt udstyr standard og gør P7+ til et decideret overflødighedshorn.
Komfort frem for alt
Hvis man skulle gætte på, hvordan XPeng P7+ kører ved bare at se den udefra, vil man nok sige "komfortabelt" – og det er ikke forkert. På den lange liste af udstyr fremgår også en adaptiv undervogn, der garanterer komfort frem for alt. Kombineret med et lavt støjniveau og en høj retningsstabilitet føles P7+ som den fødte langtursslæde.



Gran Tourer-genet underbygges af forbruget, der forbliver lavt selv på motorvej. Her kører jeg et stræk over 300 kilometer med både 110 og 130 km/t, hvor det gennemsnitlige forbrug forbliver omkring 19 kWh pr. 100 kilometer.
Det giver realistisk tæt på 400 kilometers motorvejsrækkevidde, og derefter hældes strømmen hurtigt på igen. Jeg lader to gange ved OKs 400 kW-ladere og går begge gange fra 10 til 80 procent på batteriet på 15 minutter.
Læs også: Test: MGS6 er den bedste MG nogensinde
Uden for motorvejens lune, der tydeligt er sedanens spidskompetence, begynder et par svagheder at vise sig. I et øget tempo på landevejen begynder undervognen at opføre sig mere svømmende og lades desuden totalt i stikken af et dødt styretøj.



Man har nærmest ingen føling med, hvad der sker med forhjulene, og det mærker man rigtigt, når landevejen er smal uden rabat, og den to meter brede skude skal placeres. Det er desværre et blødt punkt hos XPeng, hvor særligt G6 lider af samme følelsesløshed.
I byen er størrelsen også en kendsgerning, der gør det svært at parallelparkere. Herinde viser den adaptive undervogn også sin første svaghed ved at komme lidt klodset over de skarpeste ujævnheder. Her opfører den sig næsten som en undervældende luftundervogn, der overkompenserer og lidt nervøst humper sig over en brolagt gade.
Klassiske kinesiske kiks
XPeng er ihærdige til at forbedre deres biler med softwareopdateringer, og her skal der desværre også et par stykker til, før P7+ kan beskrives som fejlfri. I hverdagsbrugen oplever jeg nemlig adskillige små såkaldte bugs, der efterhånden bare føles som klassiske kiks i kinesiske elbiler.


Eksempelvis nægter bilen at gemme min siddeposition: Jeg indstiller sædet, som jeg gerne vil sidde, trykker gem og ender alligevel med at justere på ny, næste gang jeg skal bag rattet. Hvis tvivlen skal komme XPeng til gode, kan dette også være en udfordring for testbilen, da den kører med flere brugere og profiler med henblik på testkørsel.
Læs også: Privatleasing af XPeng P7+ er på plads
Trætheds- og førerovervågningen er emsig. Heldigvis har XPeng en funktion, hvor man kan slå advarslen fra første gang, den melder sig. Problemet er bare, at den ikke slås fra, hvorfor jeg får et "pling", hver gang jeg gaber eller klør mig i skægget.
Og apropos alarmer, så går selealarmen til førersædet i gang flere gange i løbet af min uges test, selvom jeg selvfølgelig har sele på. Den kan heldigvis godt slås fra. Det samme kan diverse fart- og vognbanealarmer gennem førnævnte genvejsmenu.


DEN ENDELIGE DOM
Hvis man har blot et fjernt ønske om at orientere sig mod noget andet end en elektrisk SUV, bør XPeng P7+ være dér, man begynder sin søgen. At man for 359.995 kr. får den slags udstyr, det komfortniveau, det lave forbrug og den høje opladningshastighed er ret beset uhørt.
Der er kræset så meget for kvalitet og detaljer, at XPeng P7+ i mange tilfælde ender med at føles mere som en ministerbil end en familiebil til godt under 400.000 kr. Men heller ikke i Kina vokser træerne ind i himlen, hvorfor man skal leve med softwarefejl, til de en dag fikses, og en køreoplevelse, hvor komforten klart er prioriteret over dynamikken.
XPeng P7+ RWD Long Range
Motor: Elmotor (bag) Ydelse: 313 hk/450 Nm 0-100 km/t: 6,2 sekunder Tophastighed: 200 km/t Forbrug: 16,4 kWh/100 kilometer Rækkevidde: 530 kilometer Batteristørrelse: 74,9 kWh Ladekapacitet: 446 kW DC-ladning 10-80 procent: 12 minutter Mål (L/B/H): 507/194/151 cm Køreklar vægt: 2.130 kilo Trækvægt: 1.500 kilo Bagagerumsvolumen: 573-1.931 liter
Pris: 359.995 kr. Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 49.995 kr./3.795 kr.* Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst Produktionsland: Østrig Fabriksgaranti: Syv år op til 160.000 km *Privatleasing på 36 måneders kontrakt med 15.000 kilometer om året inkluderet.



