april 18, 2021

Ugens fund: Toyota Supra med 400 hk, dobbelt turbo og manuelt gear

Fjerde generation Toyota Supra er internetkrigerens yndlingsbil. Den tuningsparate japaner kommer sjældent til salg herhjemme, men nu er der kommet et eksemplar til salg på Bilbasen, som står med den helt rigtige motor og eftertragtede manuelle gearkasse.

Af: Simon Hallenslev / d. 15. april 2021

Det er svært at sætte fingeren på, hvorfor fjerde generation Toyota Supra er blevet så ikonisk, som den er. Måske det er fordi, den er notorisk kendt for at kunne tunes til den sjove side af 600 hk uden problemer. Eller også er det grundet dens optræden i den første Fast & Furious film.

Uanset hvad er det så sikkert som Amen i kirken, at der sidder en hær af internetkrigere parate til at forsvare dens ikonstatus, hvis du skulle være så fræk at mene noget andet end, at Supra er kongen.

De kommer ganske sjældent til salg på vores side af andedammen, hvorfor denne Ugens fund også er den eneste, der er udbudt til salg på Bilbasen lige nu. Den står med den helt rigtige dobbelt turboladede rækkesekser og manuelt gear, hvilket også betyder, at du får lov at betale.


Toyota Supra T-Turbo

Motor: R6, 2.997 cm, benzin
Ydelse: 330 hk / 441 Nm
0-100 km/t: 5,1 sek.
Tophastighed: 250 km/t
Vægt: 1.565 kg
Nypris i ’95: Ca. 900.000 kr.


Hva’ ka’ Supra?

De japanske bilproducenter kæmpede i 90’erne en indædt kamp om europæernes og amerikanernes gunst. Kampen udspillede sig ved at bygge hurtige, velkørende og teknisk komplicerede sportsvogne til færre penge, end hvad de tyske og italienske bilproducenter kunne præstere.

I 1993 kom Toyota på banen med deres fjerde generation Supra. Den så radikalt anderledes ud fra den foregående generation, og lignede nu en vaskeægte performance-vogn både ind- og udvendigt. Men konkurrencen var til at få øje på, da Mazda RX-7, Honda NSX og Mitsubishi 3000GT allerede var på banen.

LÆS OGSÅ | 3x legendariske sportsvogne fra 90’erne

Kritikerne opdagede hurtigt, at Toyota Supra med sin kampvægt på 1.565 kg (med turbo og manuelt gear) var tungere end konkurrencen. Heldigvis havde Toyota et es i ærmet i form af en 6-cylindret rækkemotor med sekventiel dobbelt turbo, der ydede 330 hk og virkelig kunne tåle tæsk.

Accelerationen kunne holdes på godt 5 sekunder fra 0 til 100 km/t, hvilket var absurd hurtigt for en sportsvogn i midten af 90’erne. Til at stoppe Supra igen, havde Toyota udstyret modellen med et effektivt bremsesystem inspireret af Formel 1.

Derfor kunne Toyota Supra bremse fra 113 km/t (70 mph) til 0 km/t på 45 meter, hvilket var rekorden for produktionsbiler i 1997. Først i 2004 får Supra frataget den rekord af superbilen Porsche Carrera GT, der stoppede på 44 meter.

Filmtække og tuningspotentiale

Hvem husker ikke scenen, hvor Brian O’Conner og Domenic Toretto møder en Ferrari F355 med en arrogant ejer, der håner den orange Toyota, de sidder i. De famøse ord ”Smoke ’em” ryger over Domenics læber, hvorefter et hektisk gaderæs begynder – og selvfølgelig slutter med Supra som sejrherre.

I den første Fast & Furious film fra 2001, får fjerde generation Supra en bærende rolle, hvor dens tuningspotentiale slås fast. Den optræder først som halvbrændt, rusten skrotbunke, og slutter som lynhurtig Ferrari-klasker.

Den store rolle i filmen betød, at Toyota Supra fik æren af at blive plastret på forsiden af plakater og DVD-covers, som du kan se på dette billede.

LÆS OGSÅ | Ugens fund: Den eneste Honda, du vil vælge over en Ferrari

Det er ikke pure filmfantasi, når en Supra efterlader en Ferrari i støvet. Selvom Toyota havde gjort bilen rigeligt hurtig fra fabrikken, fandt tunere på tværs af kloden hurtigt ud af, at 2JZ-motoren under hjelmen på Supra var skabt af noget særligt.

Der kan nemlig hives helt op til 500-600 hk ud af 2JZ-motoren, uden at skrue på meget mere end turbotrykket. Når først der skiftes indmad og sættes et par større turboer på, kan man med lidt mekanisk snilde hive åndssvage 1000 hk ud af MK4 Supra. Et gyldent tal, der har gjort bilen overlegen i hovedet på præpubertære internetkrigere i hele verden.

Sælger siger

De fleste sportsvognsejere i dag ved, at man kan blive taget på sengen af en Supra. Alligevel er denne Ugens fund holdt ret diskret og sleeper-agtig. Den har også fået en mild tuning i Supra-regi, hvorfor den ’kun’ yder 400 hk. De afslørende displays til aflæsning af tryk og temperaturer er gemt væk i handskerummet.

Den står snorlige med sølle 116.000 kilometer på tælleren. Privatsælgeren Morten fortæller til Bilbasen, at bilen har været i hans varetægt i snart seks år, hvor han kun har smidt 9.000 kilometer på tælleren. Det synes Morten er synd. Derfor skal den videre til ny ejer, der kan få flere kilometer under neglene i den.

Dens ikonstatus, lave kilometertal og flotte stand gør, at du skal slippe 385.000 kr. for herligheden. Til gengæld bliver den også leveret nyserviceret, nysynet og klargjort. Du kan se bilen her, hvis ikke den er blevet solgt i mellemtiden.

9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring. Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Leveret af Samlino logo
Del artikel:

Andre fandt dette interessant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Simon Petry Hallenslev

Simon er en ung og passioneret motorjournalist, der har specialiseret sig i anmeldelser af biler, sammenlignende dueltests og nyheder fra bilindustrien.

Han følger altid nøje med i, hvad der rører sig i branchen, og bestræber sig på at formidle sin viden i et, til tider farverigt, men altid let forståeligt sprog. Hans artikler er rettet mod både de læsere, der ikke er bileksperter, og de dedikerede entusiaster som ham selv.
Bilbasen logo
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS