Tesla Model 3 er brandvarm på brugtmarkedet. Et suverænt ladenetværk, højt sikkerhedsniveau og kraftige motorer gør den populære elbil til Årets Brugtbil 2022
Årets Brugtbil er kåret hvert år siden 2007, men med 2022-kåringen er det første gang, at en elbil får titlen som Årets Brugtbil – det bedste brugtbilkøb på markedet.
Årets Brugtbil 2022 er Tesla Model 3 (årgangene 2019-2020), som slår BMW i3, Kia e-Niro, Skoda Superb og VW Touran på sin vej til sejren. Med 145 point ud af 225 mulige, har juryen valgt Model 3 som en klar vinder foran nummer to, Kia e-Niro med 110 point.
Model 3 har siden 2019 i den grad slået Teslas tilstedeværelse i Danmark fast. Den mellemstore elbil har begejstret danskerne med høj ydelse, et suverænt ladenetværk og rimelige priser. Det er bare nogle af grundene til, at Model 3 er Årets Brugtbil 2022.
Brugte Model 3 sælges hurtigt
Årets Brugtbil vælges ikke blandt eksotiske biler og sportsvogne. De opstillede biler er bredt tilgængelige i Danmark og “almindelige” biler.
Tesla Model 3 er på få år blevet meget udbredt i Danmark – som en slags folkelig elbil – i kraft af nypriser fra cirka 350.000 kr. (2019), men også tilgangen til moderne teknologi, sikkerhed og trådløse opdateringer.
På brugtmarkedet er Model 3 brandvarm. I de første 8 måneder af 2022 er der solgt flere end 4.500 brugte Model 3 i Danmark, og der er langt ned til den næstmest solgte elbil; det er fem gange flere end Skoda Enyaq.
Der er lige nu cirka 800 brugte Model 3 til salg i Danmark, og omsætningen er hurtig: En brugt Model 3 sælges i gennemsnit på kun 14 dage, hvor gennemsnittet for alle biler er 39 dage.
Brugtbilsmarkedet er præget af meget lavt værditab, og Model 3 er ingen billig brugtbil. Det billigste eksemplar til salg lige nu er en Model 3 Standard Range+ fra 2019, som har kørt 77.000 km. Den koster 320.000 kr.
Årets finalister – og juryens samlede stemmer
Juryen bag Årets Brugtbil valgte, som allerede nævnt, fem bilmodeller til finalen: BMW i3, Kia e-Niro, Tesla Model 3, Skoda Superb og VW Touran.
Herunder kan du se, hvor mange point de fem biler har fået – og hvor mange første- og andenpladser hver bil har fået.
Juryens medlemmer kommer med forskellige tilgange til kåringen af Årets Brugtbil. Det kan aflæses direkte af pointene og antallet af første- og andenpladser til en bilmodel.
Som Årets Bil 2022 har Tesla Model 3 sikret sig 5 ud af 15 førstepladser. Mens det altså kun svarer til en tredjedel af de mulige førstepladser, har bilmodellen med næstflest førstepladser kun 2 ud af 15.
Niels Friis, journalist hos Ekstra Bladet, er tilfreds med vinderen:
”Det er på høje tid, at en elbil vinder titlen som Årets Brugtbil, og her er det svært at komme i tanke om en mere moderne og gennemført pakke end Tesla Model 3.
Trods høje priser vinder den på elementer som lynladning, kraftfulde drivlinjer og topmoderne teknologi. Samtidig tæller det op, at udbuddet er stort, så der er mange at vælge mellem.”
Jacob Dalby, Bilbasens redaktør, havde en anden favorit:
”Jeg forstår argumenterne for Tesla Model 3 som vinder af Årets Brugtbil 2022, men personligt havde jeg en anden favorit. BMW i3 var langt forud for sin tid ved lanceringen med sin konstruktion i kulfiber og plastik – så rust behøver du ikke bekymre dig om.
Kabinen er fyldt op med genbrugsmaterialer, der ikke bare tager hensyn til miljøet, men tilmed er slidstærkt. Og så er i3 samtidig utroligt velkørende, charmerende og scorer højest på tilfredshed hos tidligere ejere. Den er også billig i indkøb, billigst at holde kørende og billigst at servicere sammenlignet med resten af feltet. BMW i3 er min Årets Brugtbil i Danmark 2022.”
Om Årets Brugtbil 2022
Bag Årets Brugtbil står en jury sammensat af motorjournalister og brugtbileksperter fra FDM, forhandlerorganisationen DBFU og Applus Bilsyn. Det er i år 17. gang, at det bedste brugtbilkøb kåres. Formålet med Årets Brugtbil er at sætte fokus på de vigtige elementer i et godt brugtbilkøb og klæde danskerne på til at gøre en god forretning.
Derfor kigger juryen på totaløkonomi, soliditet og værdi for pengene i de enkelte bilmodeller. Kåringen sættes i perspektiv af, at der handles omkring 450.000 brugte biler om året i Danmark.
Kåringen har to runder. En indledende runde, hvor juryen nominerer fem biler ud af de 125 mest solgte brugte biler det foregående år. De fem biler med flest nomineringer går videre til finalerunden. Jurymedlemmerne har mulighed for at teste og vurdere – og få en teknisk gennemgang af – de fem finalister før endelig pointafgivning.
Via en hemmelig afstemning afgiver jurymedlemmerne 15 point til deres førstevalg, 10 point til nummer to og 5 point til tredjepladsen. Årets Brugtbil er den bil, der samlet set ender med flest point.
9 ud af 10 kan i gennemsnit spare 3.000 kr. på deres bilforsikring.Indtast din nummerplade og se din pris på 30 sekunder - gratis!
Jeg kan ikke nummerpladen
Privatleasing er en stor del af Renaults danske forretning. For at være mere konkurrencedygtig sænkes priserne på elbilerne Megane E-Tech Electric og Scenic E-Tech Electric – i hvert fald i en periode.
Den nye Ford Explorer spiller i en vigtig klasse, og vores første test viser, at Ford med hjælp fra Volkswagen har lavet en velkørende elbil med lang rækkevidde.
Den faceliftede BMW 1-serie står lige nu for et af de bedste tilbud på privatleasing. Versionen 120 med 170 hestekræfter fås på 12 måneder kontrakt til 3.495 kr. om måneden.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.
Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.
Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.
Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.
Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.
Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.