Fodboldspillere og forretningsfolk, narkobaroner og oliesheiker. De elsker deres Mercedes G-Klasse – de bruger dem bare ikke ordentligt. Det er synd, og det synes Mercedes også.

TEKST & FOTO Simon Hallenslev / COVER Mercedes PR

Bilbasen var inviteret til Graz af Mercedes Danmark.

Mercedes anslår i grove træk, at 99 procent af deres kunder til G-Klassen i dag aldrig udsætter dem for rigtigt terræn – og det er synd. De går nemlig en ekstra mil for at sikre, at de kan klare netop terræn, herunder også af den tunge slags.

Inden G’ går elektrisk, vil Mercedes gerne vise, hvad de mener. Derfor har de inviteret Bilbasen til ‘G-Experience’ i Graz, Østrig, hvor G-Klasse bliver bygget. Her har Mercedes et automobilt torturkammer på 10 hektar, der rummer overvældende op- og nedkørsler, syge stenbrud og dybe pytter.

Jeg har æren af at se, præcist hvad G-Klasse duer til, når jeg tilstøver, gennemvæder og generelt gennembanker den gennem testfaciliteterne i baghaven af Flughafen Graz.

Håndbygget

Før jeg får lov at betræde det enorme testområde, er det forretning først. Mercedes vil gerne fortælle lidt om forretningen i G-Klasse, der adskiller sig ganske meget fra deres andre biler. 

Mercedes ruller hvert år 44.000 eksemplarer af deres G-Klasse fra Magna Steyr-fabrikken i Graz. Det er rundt regnet 150.000 og 300.000 eksemplarer mindre end henholdsvis Mercedes GLE og GLC, og alligevel er de pavestolte. G-Klasse er nemlig til stadighed håndbygget.

På den enorme Magna Steyr-fabrik, tidligere Steyr Puch, ser jeg med egne øjne, hvordan G-Klassen skrues sammen. Nok er der robotter til at tage det tunge læs, men det er altid et levende Mercedes-menneske, der tilpasser døren, glatter læderet og skruer skruen.

Hvor det tager Mercedes godt 30 timer at bygge en almindelig bil, tager det 100 timer at bygge en G-Klasse. Derudover bliver hver en nybygget G’ testkørt for at sikre, at alt er, som det skal være. Måske det er derfor, at godt 90% af alle G-Klasser, der nogensinde er produceret, stadig eksisterer i dag.

Selvom Magna Steyr er en form for freelance-fabrik, der i øjeblikket bygger både Fisker Ocean, Toyota Supra og Jaguar I-Pace, så føler Mercedes en tæt knytning hertil. Det er nemlig her, G-Klasse er blevet bygget siden den første trillede af båndet i 1979.

Terræntid!

Endelig er det terræntid, og da G-Klassens absolutte grænseværdier skal findes, er der kompetente instruktører omkring mig konstant. Frihøjden på 241 mm skal udfordres, og det samme skal både den maksimale sidehældning på 35 grader og vadedybden på 700 mm.

Selvom det er undervognen, der udefra ser ud til at tage de fleste tæsk, findes magien i lige så høj grad i den stålramme, G-Klasse bygges på. I et såkaldt akseltwist, hvor det ene hjul kører på en forhøjning og det andet i et dybt hul illustreres det, at der er intet i karossen, der vrider eller forskyder sig. Alle døre kan åbnes og lukkes, hvilket vidner om en kapabel ramme, der under seneste opdatering blev 40% stivere.

Sidehældningen på 35 grader er ikke noget, man nogensinde vil begive sig ud i uden en instruktør. Her står bilen så skævt, at man er overbevist om, den vælter. Alligevel sender instruktøren mig så højt op, at jeg overskrider maksimalhældningen og når 37 grader.

Selv her har instruktøren ingen kvaler ved at ruske i bilen fra siden. Et forsøg på at være morsom. Her får jeg fremstammet ‘ha ha, bitte nicht’ i et nervøst tonefald.

Vadedybden på 700 mm er spektakulær men også ganske udramatisk. Man hører, hvordan vandet render ind i alle tilgængelige åbninger, samt udstødningens boblen, der lyder som at puste i sin kakaomælk. Skoene forbliver tørre, selvom bilerne sovses ind på søens sidste del, hvor jeg giver vollgass på instruktørens befaling.

Som set på Schöckl

Ved siden af skoven, hvor de første terrænprøvelser finder sted, står et kunstigt bjerg med forskellige opkørsler, der går helt til 40 grader i stigning. Underlaget er beton, grus og noget, der minder om en klippeside. Og det er ikke tilfældigt.

Den kunstige klippeside imiterer nemlig bjerget Schöckl, der lurer i baggrunden af Graz. Hver gang Mercedes foretager tekniske ændringer eller opdateringer på G-Klasse, er det et ufravigeligt krav, at Mercedes tager turen op og ned af bjerget, uden noget går i stykker – 500 gange.

Det er mere end 3.000 km fra 700 højdemeter og op til toppen i 1.400 højdemeter på ubarmhjertigt klippeunderlag. Her bliver såvel frihøjden på 241 mm frihøjde som fra- og tilkørselsvinklerne på 29,9 og 30,9 grader udfordret. Går noget i stykker, selv på tur nummer 499, er det tilbage til tegnebrættet. Klarer den nye G-Klasse det, bliver den officielt Schöckl Proved.

Beton- og grusunderlaget klares nemt, mens klippesiden udfordrer alle kørere på denne testdag inklusiv undertegnede. Alligevel kommer jeg med min G400d op tre gange med forskellige spær og systemer slået til, samt en fjerde gang uden andre hjælpemidler end bundgas. Det hverken føles eller lyder sundt for den stakkels G – men den gør det!

Brug den nu!

Så kære G-ejer: Brug din bil. Det skylder du dig selv, de mange hårdtarbejdende ingeniører og din bils historie generelt. Du har en håndbygget bil, der er udviklet til militært brug og forfinet på tværs af årtiers tæsk i dybe huller og på stejle klippesider.

Undervejs til dette G-arrangement kører jeg både G400d, G500 og G63, og selvom sidstnævnte absolut lugter lidt mere af fodboldspiller, ændrer det ikke på følelsen af G-Klasse. Døren skal stadig smækkes hårdt, før den lukker, og der er stadig spær på akslerne til at hjælpe en ud af tungt terræn.

Dagens sidste øvelse er undvigemanøvre på våd og tør vej i netop G63, og selvfølgelig klarer den også det. Selvom man slæber rundt på stål og V8-motor for 2,7 tons, kommer den nemt uden om rådyret på vej til sommerhuset. Accelerationen er desuden både vellydende og overraskende kvik, når den står i Sport Plus med alle 585 hk til rådighed.

Mercedes G-Klasse er en hård hund, trods den efterhånden har fået et image som luksuriøs livsstilsbil. Det er ikke et forkert image, fordi man kan vælge sin G-Klasse med så mange forskellige farver, trimlister, lædertyper og sæder, at den fås i en million forskellige kombinationer.

Lidt godt til G-ganen

Med støvede sko kaldes der til frokost på et område, der er G-elskerens paradis. G-punktet, kunne man fristes til at kalde det. Her har Mercedes linet nogle af deres mest legendariske G-klasser op, som 6×6, G650 Landaulet, 4×4² og ellers alle tænkelige motor- og udstyrsvarianter.

Inde i en hangar i testområdet står en af de allerførste G-Klasser, der rullede ud af Graz i 1979. Ikke på jorden, men indsvøbt i kunstigt rav. En installation, der vejer næsten 45 tons og skal illustrere, at Mercedes G-Klasse er ‘Stronger than Time’, som de siger. Stærkere end tiden.

Denne oplevelse er ikke kun en halvkvabset skribent som mig forundt. Dagen deler jeg nemlig med 12 svenske VIP-kunder, der er inviteret af Mercedes. Alle har G-Klasser og ingen har kørt terræn – altså, før i dag, hvor de mange terræntæsk i øvrigt kunne gives til biler, der ikke var deres egen.

Så hvis du har en dyr Mercedes (eller tre) inklusive en G-Klasse, så kan du måske blive inviteret til at blive en del af den ene procent, der har kørt terræn i sådan en.