august 19, 2022

Dodge Hornet er Alfa Romeo Tonale med amerikansk accent

Amerikanerne kan glæde sig til en billigere udgave af Tonale – med venlige hilsner fra Dodge. De får den ikke bare som PHEV, men også med benzinmotor med cirka 270 hk.

TEKST Morten Bek FOTO PR

Nogle gange det bare være sjovere at være amerikaner. I det enorme land kan man finde strækninger, hvor der kan gå timer, hvor man ikke ser andre biler. Når benzinen er dyr, koster den 8 kr. literen. Og amerikaneren kan købe en Ford Bronco til 230.000 kr. og en BMW M340i til 400.000 kr.

Danskeren kan få lov at betale 15-16 kr. for en liter benzin og punge ud med 310.000 kr. for en Opel Astra med 110 hk. Det er ikke særlig sjovt, vel?

LÆS OGSÅ | Tonale er Alfa Romeos nye våben mod Audi Q3 og BMW X1

Amerikaneren kan nu også glæde sig over en Alfa Romeo Tonale, der helt sikkert blive noget billigere end den originale Tonale. Det ærke-amerikanske mærke Dodge (en del af Stellantis) har nemlig præsenteret deres udgave af Tonale: Hornet.

Hornet, så nært beslægtet med Tonale, at det på flere områder er svært at skelne, bliver “den hurtigste og mest kraftfulde kompakte crossover under 30.000 dollars.”

Dodge elektrificerer for første gang

30.000 dollars er ikke meget mere end 200.000 kr., og Dodge Hornet kommer brasende ind i segmentet til den pris som GT med en 2-liters Hurricane4-motor med 270-275 hk, firehjulstræk og 9-trins automatgearkasse.

Men det er den første elektrificerede model fra mærket, Dodge er særligt stolte af. Elektrificeret som i en plug-in hybrid, og det er selvfølgelig samme PHEV-system som i den italienske søstermodel: 1,3-liters turbomotor, elmotor med 122 hk, firehjulstræk og batteripakke på 15,5 kWh.

LÆS OGSÅ | Bjerggeden Ford Bronco kommer til Danmark

Dodge finder flere heste i systemet end Alfa Romeo. Tonale PHEV kan levere 275 hk, mens Hornet R/T PHEV mindst vil yde omkring 290 hk. Hornet har også et lille trick i ærmet – eller et ekstra hårdt stik, som Dodge kalder det (Hornet betyder gedehams, altså en stor hveps, på dansk).

PowerShot-knappen aktiverer cirka 30 ekstra hestekræfter og kan bruges til at skære 1 sekund af 0-96 km/t-tiden (0-60 mph), hvis man bruger den fra stående start.

Dodge lever af gamle modeller

Hornet er den første helt nye Dodge i 12 år. Dodge markedsfører, foruden den nye Hornet, tre modeller, og den yngste er SUV’en Durango fra 2010. Både sedanen Charger, med V6- eller V8-motor og baghjulstræk, og muskelbilen Challenger – tænk Ford Mustang, bare større – klarer sig som gamle modeller godt i USA.

Succesen for Dodge kan spores tilbage til tre ting. Lave priser, fuldblodsamerikansk image og konstant videreudvikling af modellerne.

Challenger har udviklet sig til et muskelikon, hvor kun fantasien sætter grænser. Challenger SRT Hellcat Redeye Widebody har, udover det fedeste navn, en 9 cm bredere sporvidde – for mere greb og stabilitet – og den stærkeste af dem alle er den vanvittige Challenger SRT Super Stock med 819 hk.

Dodge har senest forsøgt sig i Europa, derunder Danmark, for cirka 15 år siden med de uheldige modeller Caliber, Avenger og Journey. Der er ingen planer for Dodge om endnu et forsøg, så ingen prisbillig udgave af Alfa Romeo Tonale til os.

Del artikel:

Andre fandt dette interresant

Redaktionen anbefaler

Mød redaktionen

Morten Bek

Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.

Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.

Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.

Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.

Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.
© 2023 Bilbasen Blog Schibsted Denmark ApS