Bilbasen var inviteret til Lissabon af Kia Danmark.
Afsløringerne, lanceringerne og præsentationerne er smurt ud i et tyndt lag af Volkswagen-gruppen, der lader hele verden vide, at de er lige på trapperne med nye elbiler. Faktisk hele fire af slagsen: VW ID. Polo og Cross, Skoda Epiq og Cupra Raval.
Alt tyder på, at de alle bliver glimrende – men lige nu må de overlade rampelyset til Kia EV2. En kompakt elektrisk crossover, der, trods sit koreanske ophav, er designet, udviklet og produceret i Europa til europæere. Grundopskriften er i virkeligheden den samme som i firlingerne – men EV2 har noget, som ingen af de andre har.
En ægte bybil
Og hvad er så denne grundopskrift? Det er en kompakt elbil, der måler lige over fire meter i længden og fås med to halvsmå batteripakker. Hos Kia er kapaciteten enten 42,2 kWh eller 61 kWh, hvor man får henholdsvis 317 og 453 kilometers rækkevidde.



Sidstnævnte venter stadig på sin WLTP-godkendelse, men ser altså ud til at blive klassens bedste. Og alligevel er det ikke dét, der på papiret gør Kia EV2 lidt bedre end de andre. Den er nemlig en bedre bybil – ikke på grund af dimensioner eller venderadius, men på grund af opladning.
Kia EV2 fås med mulighed for 22 kW AC-opladning, og her er der et hav af ladestandere, der kan udnyttes til det fulde potentiale. I de fleste storbyer kan ladestanderne ved parkeringspladserne levere 22 kW, og så skal der ikke mere end et frokostmøde til, før man har fuldt batteri.
Den maksimale ladeeffekt på DC kan Kia ikke sige noget om endnu, men de forsikrer os om, at tiden fra 10 til 80 procent bliver omkring 30 minutter uanset batteripakke. Kia kan heller ikke sige noget om motorydelsen på Long Range 61 kWh, der kommer til Danmark i juni.


Testen i den portugisiske hovedstad drejer sig derfor om Standard Range med 42,2 kWh, der har 147 hestekræfter på forakslen. Det er alt rigeligt til den kompakte budgetæske, der går fra 0 til 100 km/t på 8,7 sekunder. Kia EV2 Standard Range lander i Danmark allerede i maj.
Vaks og tyst
Selv siger Kia, at de har sat særligt ind på to steder i EV2: køreegenskaberne og støjisoleringen. Førstnævnte giver anledning til en portion skepsis, fordi EV2 ikke kun er skabt som en højbenet bybil, men som en højbenet bybil på budget. Alligevel er der plads til en overraskelse.
På portugisiske landeveje opleves Kia EV2 som værende i kontrol. Styretøjet er lidt som farven beige, men bilen flytter sig, som forventet, krængningen holdes på et minimum, og stabiliteten er der hele tiden. Det er mere gedigent, end det er sjovt – og det passer klassen fint.

Uden antydningen af et adaptivt element betyder det også, at undervognen har en kontant side. Kia EV2 er aldrig ukomfortabel, men over en jernbaneoverskæring får bilen en rask rusketur.
Jeg har lyst til at sige, at EV2 måske er en spids mere komfortabel end Skoda Epiq, men bilen her var en præ-produktionsbil. En grundig dueltest må derfor afgøre, hvordan magtforholdet er, når de begge er landet i Danmark.
Læs også: Test: Renault 4 E-Tech fortjener det
Tager man den kompakte koreaner med på motorvej, følger stabiliteten med, og man bliver mindet om Kias anden særlige indsats. Ekstra isolering af gulv, hjulkasser, frunk og kølerhjelm sikrer sammen med en lamineret forrude et dejlig lavt støjniveau. Bevares, den er ingen Rolls-Royce, men for klassen er det et højt niveau - eller et lavt, om man vil.
Og apropos støj, så har Kia også finpudset advarselslydene, så de i mindre grad rammer hjernens center for had. På min testrute slår jeg kun fartalarmen fra blandt den svimlende liste af såkaldte ADAS, som Kia har proppet i EV2. Disse må stresstestes yderligere, når bilen lander i Danmark.

Kabinen kender du
Designsproget hos Kia er et, der deler vandene. Selv synes jeg, at det er bedst på mærkets store biler, som Kia EV9 og den nye EV5 – og det er jo dårligt nyt for mærkets mindste. Designet gør ikke meget for at skjule de lidt Postmand Per-agtige proportioner med en smal og høj bil, mens bagenden til forveksling ligner dovendyret Sid fra Ice Age.
Det nærmest goofy udvendige udtryk udviskes dog fuldstændigt, når man træder ind i kabinen. Her mødes man i stedet af en voksen kabine, som man kender fra nyeste Kia-modeller.
Her er to skærme på 12,3” til instrumentering og infotainment, og de opdeles kun af en lille 5,3” skærm, der fungerer som klimapanel. Det er et gennemprøvet setup med klare skærme og et nydeligt layout, der først bliver kringlet, når man bevæger sig ned i ADAS-menuerne.


Det kendte setup betyder også, at der er trykknapper til de mest basale funktioner – fra sædevarmen i dørsiden til klimaanlægget i midterkonsollen samt på rattet til fartpilot og lydanlæg. Her er ingen besværlige touchknapper, og alt er let at gå til.
Kabinen er sat sammen af gråtoner og rigelige mængder hård plast, men det er ingen overraskelse i en budgetklasse som denne. Kia har forsøgt at smide lidt krydderi i kabinen i form af linjer, mønstre og enkelte neonfarver, der bryder konformiteten.
Dørsider og instrumentbord er også iklædt stof, hvilket er en smart måde at skabe tekstur og maskere de hårde plastflader. Tusind gange bedre end pianolak, som EV2 er helt befriet for.




Hvordan er pladsen?
Kia EV2 kan kun beskrives som en kompakt bil, men alligevel føles det aldrig som en bil, man tager på. Kabinen opleves lys og luftig, og på forsædet kommer man ikke til at mangle plads. Her er tilmed et fint udsyn, hvor kun en kvabset C-stolpe kan drille og gemme cyklister.
På bagsædet har Kia EV2 endnu et es i ærmet, som få konkurrenter har. Den kan bestilles med fem sæder som standard eller med fire sæder, hvor de to separate bagsæder er justerbare.
Her kan man selv vælge, om man vil have mest mulig benplads og 321 liter i bagagerummet eller mindre bagsædeplads og 403 liter. Vælger man den almindelige udgave med fem sæder, er bagagerumskapaciteten 362 liter.
Bagsædepladsen er ganske udmærket for klassen – bedre end i eksempelvis Renault 4. Man skal være tæt på 1,90 meter i højden, før hoved- eller benplads bliver et problem. Selv kunne jeg godt have brugt lidt ekstra vinkling på bagsædebænken, men det kan afhjælpes ved at skubbe fødderne ind under forsæderne – hvilket man kan.


Et prisgæt
Kia Danmark er endnu ikke klar med priser, men for at skabe plads til EV3 må den ikke koste mere end 200.000 kr. Det giver plads i modelprogrammet under EV3, der i dag fås fra 249.999 kr.
En startpris på 199.999 kr. vil placere den direkte blandt konkurrenterne, da Renault 4 starter i samme prisleje, og VW-gruppens firlinger forventes også at indfinde sig deromkring. Rammer Kia 189.999 kr., begynder det for alvor at ligne et stærkt udgangspunkt for basismodellen EV2 Standard Range Access.
Med Access-udstyr får man skærmsetup med trådløs Apple CarPlay og Android Auto, men udstyrsniveauet er skrabet. Derfor vil mange formentlig kigge mod Prestige, hvor varmepumpe, batterivarmer og klassisk komfortudstyr som rat- og sædevarme følger med.

DEN FORELØBIGE DOM
Kia EV2 er alt det, en kompakt crossover fra Kia bør være. Foruden at være en solid lille grundpakke er der tænkt på de små og smarte tiltag, der højner anvendeligheden i hverdagen – som de justerbare bagsæder og muligheden for 22 kW AC-opladning.
Dertil har Kia kræset lidt ekstra for køreoplevelsen og støjisoleringen, og det gør, at EV2 føles som en lille Kia – og ikke en lille billig Kia. Som en kogevasket EV3.
På Bilbasen ser vi meget frem til at se, hvor Kia EV2 lander prismæssigt, og hvordan den klarer sig i den efterhånden tætpakkede klasse af små elektriske crossovers.
Kia EV2 Standard Range Upgrade
Motor: Elmotor (foran) Ydelse: 147 hk Nm 0-100 km/t: 8,7 sekunder Tophastighed: 161 km/t Forbrug: 14,7 kWh/100 km Rækkevidde: 317 kilometer Batteristørrelse: 42,2 kWh Ladekapacitet: Ikke oplyst DC-ladning 10-80 procent: 30 minutter Mål (L/B/H): 406/180/157 cm Køreklar vægt: Ikke oplyst Trækvægt: Ikke oplyst Bagagerumsvolumen: 362 liter Pris: Ikke oplyst Produktionsland: Slovakiet Fabriksgaranti: Syv år år op til 150.000 kilometer



