Lancia har arbejdet hårdt på at blive glemt, men nu får italienerne chancen igen. I februar har en ny Ypsilon verdenspremiere – den første af tre nye modeller.
I hvilken verden kan et bilmærke leve af kun at sælge en eneste bilmodel i et enkelt land? I denne verden, for det er den måde, italienske Lancia kører på. I de senere år har Lancia udelukkende solgt biler i hjemlandet Italien, og det drejer sig om den forældede lille bil Ypsilon.
Det kan kun gå en vej, og det er fremad. Lancia er, som Alfa Romeo og Fiat, med i Stellantis-verdensfirmaet, og ledelsen har bestemt, at Lancia skal have chancen for igen at blive kendt udenfor Italien.
I Stellantis gør man ikke noget for nostalgiens skyld. Der skal være penge at tjene, og det må Stellantis-cheferne så mene, at der er med Lancia. Hvis gamle navne som Delta og Fulvia kan vækkes til live som spændende bilmodeller – og vække genkendelse – har det 118 år gamle Lancia en chance for at blomstre op fra sin visnede tilværelse.
Lancia har tre modeller på vej
Den lille Ypsilon, som sælges i dag i Italien, er baseret på Fiat 500 fra 2007. Ypsilon er noget større end Fiat 500 og har fem døre, men som billedet længere nede viser, er italieneren stadig en lille bil.
Med sin Renaissance-rejse, som Lancia kalder det, vil mærket lancere tre bilmodeller, og Ypsilon er det naturlige udgangspunkt. I februar er der verdenspremiere i Milano på en helt ny Ypsilon – og den bliver større end den gamle.
Lancia har indtil videre frigivet fire detaljebilleder af den nye Ypsilon, som godt nok ikke viser bilens størrelse, men noget af designet både ude og inde. Det tekniske udgangspunkt forventes at blive Stellantis-koncernens eksisterende små biler som Opel Corsa/Mokka og Peugeot 208/2008.
De større biler kommer i 2026 og 2028
Ypsilon i den nye 2024-udgave bliver en traditionel hatchback i miniklassen, og med en længde på 400-410 cm går den direkte ind i klasse med VW Polo og Peugeot 208. Men Lancia vil vise fremtrædende italiensk luksus og på den måde være unik i sin klasse. Ypsilon får et anderledes infotainmentsystem, SALA (Sound Air Light Augmentation) med en lysende enhed, der skal få det til at virke som om, bilen har en personlighed.
Ypsilon introduceres i en udgave i begrænset oplag, der laves i samarbejde med det italienske sofa- og interiørdesign-firma Cassina. Den laves i 1906 eksemplarer, der markerer grundlæggelsen for Lancia i 1906, og alle 1906 biler vil være elbiler. Det er med meget stor sandsynlighed batteri/elmotor fra bl.a. Jeep Avenger og Peugeot E-208 med 54 kWh og 156 hk, vi kommer til at se i Ypsilon. Hybridudgaver med 1,2-liters benzinmotor kommer også.
I 2026 kommer en forholdsvis stor model, der endnu ikke er navngivet, og i 2028 kommer en ny Delta. Begge bliver elbiler, og her kommer Stellantis-koncernens nye STLA-platform med lang rækkevidde i spil.
Lancia får en langsom opstart med den nye Ypsilon, og den lille bil skal holde interessen og indtjeningen oppe, til de større og mere indbringende modeller kommer. Det bliver en hård rejse, især på markeder udenfor Italien, og Lancia skal finde sin plads i en verden, hvor nye bilmærker særligt fra Kina konstant kommer til.
KGM er det nye navn for Ssangyong, og det markerer en ny start for det sydkoreanske mærke. I Danmark sælger KGM sin VW ID.4-konkurrent Torres EVX til priser fra 359.900 kr.
Er du på udkig efter en elbil med syv sæder? Så er dine muligheder stærkt begrænsede! Der er heldigvis Mercedes EQB, der med et 2024-facelift er et rigtig fint valg.
Mercedes’ mindste elbil – EQA – er frisket op med små stjerner i grillen, længere rækkevidde og mere udstyr, men det får den ikke op i toppen af klassen.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.
Som uddannet journalist og med biler som en af de helt store interesser er Morten opvokset på flere af de helt store bilmedier — Bilmagasinet, Berlingske og Auto Bild.
Morten har også tidligere investeret sin tid i sit eget projekt, Biler.nu.
Morten elsker “almindelige” biler. Han vil meget gerne sidde bag rattet af en ny AMG, men han brænder lige så meget for at teste den seneste nye Seat Leon eller Peugeot 208.
Hos Bilbasen bruger han sin viden, analyseevner og sunde fornuft som nyhedsskribent, videojournalist og biltester.
Bilbasen er Danmarks største markedsplads for køb og salg af såvel nye som brugte biler, autocampere, varevogne og busser.
Bilbasen er desuden et redaktionelt univers, som gennem artikler, gallerier og videoer leverer en kombination af guides, tests og nyheder inden for bilernes verden. Så kort sagt får du her både en markedsplads og et medie, som klæder dig på til at købe, eje, lease eller sælge en bil.