Test: Ligegyldig Lexus
Lexus UX er en ældre hybridbil, der trods flere hestekræfter end tidligere kæmper en hård kamp for at være relevant og klare sig mellem stærkere modeller.
TEKST Morten Bek FOTO PR
Priserne på nye biler er gennem 2022 gået en vej: Op. Og så op igen, for så at gå lidt op igen. Inflationen er faldende her i sidste del af året, men hvis man tror på billigere biler i 2023, er der meget lidt at have håbet i.
At 2022 er ved at være slut giver imidlertid nogle chancer. De første uger af et nyt år bruger mange bilmærker- og forhandlere som en anledning til at skrue op for det gode købmandsskab og lave nogle gode tilbud.
LÆS OGSÅ | Gode tilbud på privatleasing lige nu
Tilbuddene varierer, og det samme gør både varigheden af tilbuddene og hvad man skal kigge efter. Nogle mærker holder nytårskur, andre går ind for kampagnedage, og hos Volkswagen bruger man et udtryk, der er ren jargon fra ejendomsmæglernes verden: Købers Marked.
Hvor godt et tilbud på en ny bil egentlig er, afhænger af, hvad man leder efter. Måske bilen bare skal være billig. Måske den skal være veludstyret. Måske der er andre ting, man får med i prisen, som gør tilbuddet attraktivt? Vi ser nærmere på bilmærkernes kommende nytårskure. Og vi kan afsløre, at nogle af dem giver sig ud for at være noget, de ikke er.
“Det hele starter med Audi Days i weekenden d. 7.-8. januar, hvor alle vores forhandlere har åbent kl. 11-16.” Man kunne tro, at det er noget særligt, at de danske Audi-forhandlere i starten af januar holder åbent lørdag og søndag mellem 11-16. Det er det ikke. Sådan er forhandlernes generelle åbningstider.
Audi vil så gerne at nogen kigger forbi til Audi Days, som tyskerne kalder det, 7. og 8. januar, så de kan vise modellerne Q2 og Q3 TFSI e, som de hurtigt kan levere. Det virker til at være guleroden. Ikke at der er noget at spare, eller man får ekstra udstyr med i prisen. Måske der er noget at handle om, måske ikke?
C3 er bilen, der længe har trukket meget af læsset hos Citroën. Klart, når den har været solgt til 115.000 kr. på et tidspunkt. Med 2022-inflation-opskruet-pris-niveau er den nået langt 50 procent højere op i pris.
Citroëns nytårskur giver muligheden tilbage, så man igen kan få en nogenlunde billig C3. C3 1,2 Puretech You med 83 hk har fartpilot, sædevarme, aircondition og el-spejle til en pris på 142.990 kr. Spar 37.000 kr., siger Citroën.
LÆS OGSÅ | Citroën ë-C4 X har lav pris og lidt udstyr
Men hvem vil have en C3 uden infotainmentanlæg? Det får man, med 7″ touchscreen, i C3 1,2 Puretech Concorde til 149.990 kr. Så er regnsensor, aut. klimaanlæg og nøglefri betjening også smidt i bilen.
Men automatisk nødbremse har kun C3 1,2 Puretech Grand Palais til 174.990 kr., som også kommer med armlæn foran og de lækre Advanced Comfort-forsæder.
Der er også tilbud på C4 og ë-C4, hvor man kan spare 20.-50.000 kr. Den elektriske ë-C4 fås dermed fra 259.990 kr.
Dacia er leverandør af billige biler til det danske folk, men det danske folk skal nu betale noget mere for de rumænske biler, end de har gjort før. For et nyt logo, som konkurrerer med Cupra-logoet om at være mest superhelte-inspireret, kvitterer Dacia med priser, der stiger på tværs af hele modelprogrammet.
LÆS OGSÅ | Dacia Jogger Hybrid er økonomikørsel for 7
Værst går det ud over Jogger, som fra 1. januar stiger med 25.000 kr. i alle udgaver – cirka 13 procent. Den billigste hopper fra 194.990 til 219.990 kr. Sandero fås nu fra 159.990 kr., og Duster starter på 219.990 kr. Det er en nytårspremiere, vi helst var foruden.
Ford holder nytårskur den 7. og 8. januar. I denne omgang har Ford-forhandlerne noget særligt, de gerne vil byde dig på. Det særlige er, at du får chancen for at vinde et Thule-tagtelt til en værdi af 22.935 kr., hvis du prøvekører en Kuga. Helt uden at prøvekøre en bil kan du få et skrabelod og vinde en hue.
LÆS OGSÅ | Fords første elbil på VW-platform er tæt på premiere
Hvis du, som vi på Bilbasen gør det, forbinder nytårskure hos bilforhandlerne med gode tilbud, så virker Fords version virkelig som en fuser. Hvor blev rabatterne af?
Vind en bil. Det er en mulighed, der altid kan lokke mennesker til. Især når det eneste man skal gøre for at være med i konkurrencen, er at prøvekøre en bil, er det tillokkende.
Hyundai har ingen decideret fejring af det nye år, men for at gøre januar bare lidt sjovere, kan man vinde en ny i10 Advanced med metallak til en værdi af 145.490 kr. For at være med i lodtrækningen er eneste krav, at man tager en prøvetur i en ny Hyundai. Kør rundt om blokken, og den gratis i10 er indenfor rækkevidde.
Nytårskuren hos Mitsubishi giver ingen rabat på bilkøb, men i stedet en besparelse, når man vælger privatleasing. Nytårstilbuddet, som gælder plug-in hybriden Eclipse Cross, kommer med en månedlig besparelse på 500 kr.
Leasingtilbuddet på den 177 hk stærke Eclipse Cross gælder en 12 måneders aftale med 12.000 kilometer inkluderet. Det giver, fortæller lommeregneren os, en samlet besparelse i perioden på 6.000 kr.
LÆS OGSÅ | En ren kopi: Du har set den nye Mitsubishi ASX før
Eclipse Cross-tilbuddet gælder to udstyrsvarianter: Sport Tech og Sport Lux. Engangsbetalingen ved kontraktstart er enten 4.995 kr. med en månedlig ydelse fra 3.995 kr. eller 19.995 kr. med en månedlig ydelse fra 2.695 kr. Efter 12 måneder har man spenderet mindst 52.335 kr., så tilbuddet giver en besparelse på cirka 10 procent.
Det er svært ikke at elske rendyrkede besparelser. Spar X antal kroner – penge man ikke skal have op af lommen (eller låne i banken). Opel holder nytårsudsalg fra den 2. til den 8. januar, og der er store besparelser at hente på næsten alle bilmodeller.
Der er ingen besparelser at finde på den nye Astra eller Grandland, men til gengæld kan man spare 50.-95.000 kr. på Corsa, Corsa-e, Mokka, Mokka-e, Crossland, Combo-e Life og Zafira-e Life.
LÆS OGSÅ | Her er den helt elektriske Opel Astra
Uden at have tidligere prislister tilgængelige er det svært at vurdere, om der reelt er tale om så store besparelser. Da Opel, som søstermærkerne Citroën og Peugeot, skifter ofte skifter betegnelser for udstyrsvarianter, er det med til at forvirre.
Men Opel siger, at der er 50.000 kr. at spare på Corsa (fra 159.990 kr. for kampagnevarianter), 50.000 kr. at spare på Crossland (fra 199.990 kr.), 50.000 kr. at spare på Mokka (fra 249.990 kr.), 65.000 kr. at spare på Combo-e Life XL med syv sæder (319.990 kr.) og 95.000 kr. at spare på Zafira-e Life med 9 sæder (419.990 kr.).
Med Peugeots nytårsudsalg kommer 208 og den større 2008 ned på et prisniveau, som var vi tilbage i 2021. Forhandlerne skærer ifølge Peugeot 50.000 kr. af prisen, så man igen (fra 26. december) kan få en 208 for under 160.000 kr.
Til 159.990 kr., med en besparelse på 50.000 kr., får man 208 Active med 75 hk og Active-udstyr (7″ touchscreen, aircondition, sædevarme og læderrat), men besparelsen tager udgangspunkt i en pris, som ligger noget over den, Peugeot har solgt sammenlignelige 208’ere til gennem længere tid. Prislister med få måneder på bagen siger 190.-195.000 kr. for samme variant – og ikke 210.000 kr.
LÆS OGSÅ | Duel: Peugeot 308 vs 3008 – stationcar eller SUV?
Til gengæld ser dyrere varianter, eksempelvis 208 Active Pack med 75 hk, ud til at give en reel besparelse på 50.000 kr. Prisen på 208 Allure med 100 hk og automatgear på 214.990 kr. er også meget attraktiv.
På den større 2008 ser der ud til at være endnu mere at spare, for nogle varianter, end Peugeot oplyser. Basismodellen 2008 med 100 hk og Active-udstyr koster på tilbud 219.990 kr., så der er 50.000 kr., at hente, mens 2008 med 130 hk og Allure Pack-udstyr til 259.990 kr. faktisk er 85.000 kr. billigere end for halvanden måned siden.
Bestemt ikke gennemskueligt hos Peugeot, men der er mange penge at spare.
Mange ville nok sætte pris på et nytårsudsalg hos Skoda med en stor besparelse på elbilen Enyaq, men eftersom den er en meget populær bilmodel hos tjekkerne, er der ingen grund til at forære den væk.
I stedet holder forhandlerne “kampagnedage” med gode tilbud på Kamiq og Scala. Det burde egentlig være kampagnemåneder, for tilbuddene gælder til 28. februar, men når man siger kampagnedage, får folk mere travlt med at komme ind efter tilbuddene.
LÆS OGSÅ | Duel: Nissan Ariya udfordrer favoritten Skoda Enyaq
Kamiq og Scala sælges i kampagneperioden som Blackline med udstyr, som giver en besparelse på henholdvis 35.000 og 33.000 kr. Når kampagnen slutter, kører varianterne videre – men så til fuld pris.
Kamiq Blackline fås med 95 hk og manuel gearkasse til 249.995 kr., som er 2.000 kr. mere end for en tilsvarende Ambition med langt mindre udstyr. Med stærkere motorer er der ingen prisforskel. Blackline har blandt andet 8″ touchscreen, sportslæderrat, Apple CarPlay, køreindstillinger, aut. klimaanlæg, trådløs opladning af smartphones, sorttonede udvendige elementer og ekstra tonede ruder bagtil.
Scala Blackline, fra 227.495 kr., følger samme koncept og har stort set samme udstyrselementer som Kamiq Blackline.
Suzuki står for det fornuftige og det, i nogen grad, simple. Det er en status, mærket lever op til med deres nytårsshow. Du kan ikke vinde noget, og du kan ikke købe en specialmodel med en højere pris og et uigennemskueligt udstyr – men du kan få en rabat på en hvilken som helst model.
“Vi giver dig benzin til de første 10.000 km,” siger Suzuki. I praksis får du ikke et benzinkort eller skal forbi forhandleren for at fylde benzin på, for det ville give bøvl med udregningen af, hvor meget brændstof, man egentlig skal bruge. Den fornuftige bilist skal måske bruge 40 procent mindre brændstof end den aggressive.
LÆS OGSÅ | Suzuki S-Cross Hybrid kører 19,2 km/l, koster 319.990 kr.
I stedet får alle kunder, som inden 31. januar køber en ny Suzuki, en rabat på 8.000 kr. i forhold til udsalgsprisen. Det svarer til 533 liter til en pris på 15 kr., som igen svarer til at køre 18,8 km/l. Et forbrug som i de fleste modeller vil være kunstigt lavt, så vi tager bare de 8.000 kr.
Med rabat på 8.000 kr. kan man få en Swift fra 154.990 kr., en Vitara fra 221.990 kr., en S-Cross fra 246.990 kr. og en Across fra 541.990 kr.
Volkswagens nytårskampagne med titlen Købers Marked foregår den 7. og 8. januar, men de datoer skal man ikke hænge sig i. Et af tilbuddene gælder nemlig i hele januar, mens de resterende tilsyneladende ikke kommer med en udløbsdato.
Det tidsbegrænsede tilbud gælder elbilerne ID.4 og ID.5, som skal købes i januar, hvis man vil have gratis Clever-ladeboks med installation og 6 måneders Unlimited-abonnement med i prisen. Priserne på ID.4 starter på 394.995 kr. og ID.5 starter på 409.995 kr. Volkswagen lover hurtig levering på de to modeller.
LÆS OGSÅ | VW laver Golf om til elektrisk ID. Golf
Tilbuddene med længere løbetid gælder kampagnevarianter af T-Cross, Taigo og T-Roc. Man får Plus-udstyrsvarianter, bygget på enten Life- eller Style-versionen, som har DK-pakke inkluderet til samme pris som standardversionerne.
I T-Cross (fra 271.995 kr.) og Taigo (fra 269.995 kr.) betyder Plus-delen til Life-varianten bakkamera, regnsensor, lyssensor, aut. nedblændeligt bakspejl og aut. klimanlæg, mens den til T-Roc Life (fra 309.995 kr.) betyder bl.a. varme i rattet, bakkamera og justerbar lændestøtte i forsæderne. T-Roc Style/R-Line med Plus-titlen har bl.a. bakkamera, nøglefri betjening, el-betjent bagklap og varme i rattet. Besparelserne ligger på mellem cirka 9.800-22.000 kr.
Lexus UX er en ældre hybridbil, der trods flere hestekræfter end tidligere kæmper en hård kamp for at være relevant og klare sig mellem stærkere modeller.
Foruden gode køreegenskaber står MG4 i dag uden de store salgsargumenter i et hajfyldt lavprisfarvand – på trods af en nylig opdatering.
179.990 kr. koster den nye elektriske Ë-C3. Det betyder, at der lige nu ikke findes en billigere nye elbil. Men får man også en god elbil til den lave pris?
Alle biler har fede detaljer. Men Renault Scenic E-Tech Electric har flere end de fleste biler, og her viser vi nogle af de bedste.
Den nye udgave af Lexus’ luksus-SUV har fedt design, tonsvis af udstyr og en attraktiv pris. Men affjedringen og drivlinjen i plug-in hybriden hænger ikke sammen.
Elbiler er kommet for at blive! Det vælter ind med nye modeller på markedet i Danmark, og vi har lavet en liste med alle elbiler i Danmark i 2024 – inklusive priser og rækkevidde på de forskellige modeller.