I 1984 udkom Tøsedrengenes Så gik der tid med det - et pophit af de helt store fra en tid, hvor danske bands kørte med uskyldige og drømmende tekster. Jeg ved ikke, om Tøsedrengene var forudseende nok til at have lavet sangen til ære for Fiat Grande Panda. Altså, sådan cirka 40 år, før bilen kom.
Den passer rigtig godt på Grande Panda, sangen, og det er ikke noget, Fiat eller den danske importør skal være udpræget stolte af. Det har taget lang tid at få den nye el-Panda til Danmark, og som noget af Tøsedrengenes sang lyder: Prøvede at få tiden til at gå / vi tænkte, vi kunne altid se / om det kunne stå distancen.
Tiden er i hvert fald gået. Billederne af den nye Grande Panda, den elektriske inkluderet, fik vi at se den 14. juni 2024. Fra den 8. oktober samme år kunne folk i Frankrig og Holland bestille den. Danskerne har ventet et HELT år efter det på at kunne bestille den forstørrede Panda. Jamen, vi er da også kun et af de mest interessante markeder i Europa, når det kommer til elbiler…
Når tiden går, sker der faktisk ret meget helt af sig selv. I Grande Pandas tilfælde langt hårdere konkurrence, end hvis den var landet for et år siden. Kan den så stå distancen, den ikke helt så lille Fiat? Det kan kun en grundig test afsløre.




Bellisima - Fiat er tilbage!
Grande Panda skal ikke bare bære sig selv i den hårde konkurrence - men hele Fiat. Hele mærket, simpelthen. Den er nemlig den eneste model fra Fiat, den danske importør sælger. På hjemmesiden kan man forsøge at trykke under fanen modeller og så på punktet alle. Der kommer ikke andet op - ikke engang den elektriske 500e.
Jeg behøver end ikke bruge min fantasi til at sige, hvorfor det forholder sig sådan. Jeg ved, det har med priser at gøre. Fiat vil ikke give danskerne gode priser på 500e, og så vil importøren slet ikke markedsføre den. Det kan jeg egentlig godt forstå.
Af samme årsag er Grande Panda-modelprogrammet i Danmark endt med at bestå af kun en variant: La Prima. Det er, kan jeg oplyse, den fineste Grande Panda, der laves - altså, den dyreste. Hjemme i Italien kan man få basismodellen Pop med udstyr som eksempelvis strumentazione digitale da 10” og climatizzatore manuale - eller den finere (RED) med radio con display da 10,25” e wireless mirroring og fari eco-LED.
Hvis man ikke ved, hvad noget af det er, så kan det være ligegyldigt, for vi har kun La Prima, der topper de to lavere niveauer. Alufælge, navigation, sædevarme, ratvarme og bakkamera - og valgfri lakering.
189.990 kr. er prisen, og den samme betaling giver også mulighed for basisudgaven af Renault 5 E-Tech, topudgaven af BYD Dolphin Surf og den dyreste Citroën Ë-C3 med metallak og Vinterpakke. Lige om prishjørnet lurer større modeller som Renault 4 E-Tech, Opel Frontera Electric og Leapmotor B10, og det er bare starten - om et år er der mange flere.





Teknologi anno 2018
Apropos den franske model, Ë-C3: Måske proportionerne afslører det, mens design og interiør ikke gør: Citroëns elbil og Grande Panda er to modeller, der har alle teknologier til fælles. De er kommet til verden på Stellantis’ Smart Car-platform, hvor økonomi har været den eneste styrende faktor. Jeg behøvede egentlig slet ikke køre Grande Panda for at forudsige dens dårligdomme. For de er en del af den billige platform, så de er uundgåelige - som de også er i Ë-C3, den større Ë-C3 Aircross og Opel Frontera Electric.
Udstyrsmæssigt er der charme i, at man ikke har nøglefri betjening, og at man skal bruge en klassisk nøgle til “tændingen”. Det er måske også okay, at der ikke har været råd til adaptiv fartpilot og blind vinkel-system. Men der er ingen charme i, at Smart Car-platformen betyder, at varmepumpe og enhver form for batteristyring er valgt fra. Man kan ikke forvarme batteriet på vej til en DC-lader, og jeg kan afsløre, at kørte vi alle i Grande Panda (eller en af de andre “smarte” på platformen), ville der slet ikke være brug for lynladere.





Jeg kører hjemmefra, som er midt i Aarhus, til Herning Messecenter. Med 100 procent på batteriet kører jeg de cirka 94 kilometer, det meste af det motorvej, og lander med præcis 50 procent tilbage. Jeg kan godt nå hjem igen, men et skifte i vinden eller temperaturen kan betyde, at jeg ikke kan nå det.
Det er ikke ynkeligt, at Grande Panda bruger 50 procent på 94 kilometer (forbruget kan jeg dog ikke aflæse noget sted - det er der tilsyneladende ikke en funktion, der tillader). Cirka 190 kilometer motorvejskørsel i en bil med 322 kilometer som lovet rækkevidde vil være fint. Ynkeligt er det, da jeg af nødvendighed spænder Grande Panda for en DC-lader med kapacitet på 125 kW.
Udetemperaturen er næsten lun med 13 grader, men fordi bilen har stået i godt fem timer efter turen til Herning, forventer jeg ikke, at den springer op på de lovede 100 kW. Men at den lander på maksimalt 19,8 kW - det havde jeg aldrig troet. Jeg giver op ved 61 procent, for det har taget 20 minutter.
Stellantis har lavet en platform, der på alle plan er skabt til 2018. Kan mastodont-producenten have overset, at tiden er gået? At teknologier udvikler sig? At konkurrencen rent faktisk er dynamisk?







Mere charme og kant end Ë-C3
Grande Panda ender, uanset hvad den ellers kan, med at være geografisk bundet. Den er uegnet til impulsive ture, der tager dig mere end til supermarkedet.
Med de tilbagestående teknologier vil rækkevidden, som da jeg testede Ë-C3 sidste vinter, bryde sammen, når vinterkulden sætter ind - eller bare når det blæser rigtig meget. Så er ikke kun lynopladning et problem.
Jeg kan ikke begribe, at Stellantis kan se biler på Smart Car-platformen som fuldbyrdede alternativer til små benzinbiler. Man kan da ikke byde folk, at de skal købe en lille bil til næsten 200.000 kr., som ikke kan bruges som en husstands eneste bil.
Det er ærgerligt. Jeg ærgrer mig virkelig på vegne af Fiat-fans og Fiat-forhandlere. De har endelig fået en ny Fiat til Danmark, som har mange gode sider - og så er den lavet på teknologier, som Temu har forkastet som værende ubrugelige.
Grande Panda har en charme og selvstændighed, som mangler i de tre andre biler på platformen - de to fra Citroën og den ene fra Opel.
Ë-C3 er anonym, blød og umiskendeligt alt andet end en Citroën. Designet er så kedeligt, som det kan laves på en lille bil, og interiøret er ikke meget bedre. Her er Grande Panda kantet, fyldt med Fiat-symbolik fra den første generation Panda - og proppet med små sjove detaljer. Pixel-forlygterne er sjove, PANDA-skriften på dørene er sjov, og interiøret er hyggeligt med bambus-boksen i instrumentpanelet, den lille modelbil støbt ind i plasten ved siden af infotainmentsystemet og farverne på indtræk og i bilens skærme til infotainment og instrumentering.








Pladsforholdene er okay, også til fire voksne, men der er selvfølgelig langt op til den plads, der er mulig for bare lidt flere penge i andre biler. Det tror jeg, de fleste ved, når de kigger på en bil, der er omkring fire meter lang. Der er en klar forskel i køreegenskaberne på Grande Panda og Ë-C3. Her kommer det an på, hvad man foretrækker. Jeg foretrækker Fiats måde at gøre det på, hvor styretøjet er mere fast og mere end bare noget, man kan bruge til at sjusse med, mens affjedringen er mere fast end hos Citroën; fastere, men ikke for fast.
190.000 kr. Ville jeg bruge den slags penge på Grande Panda? Nej. Jeg ville købe en Renault 5 E-Tech, hvis bilen ikke behøver være stor - eller en Renault 4 E-Tech, hvis der skal være rigtig god plads i bagagerummet.
Valget, om det er tvunget eller frivilligt, med kun at tage den dyreste Grande Panda-variant til Danmark, er medvirkende til, at jeg ikke tror på den lille elbil. Havde forhandlerne fået mulighed for at sælge Pop-modellen til 150.000 kr. eller (RED) til 160.000 kr., så ville den håbløse platform træde i baggrunden - men til 190.000 kr. er den en kæmpe klods om benet på den lille Fiat.

DEN ENDELIGE DOM
Fiat Grande Panda har ting, som søstermodellen Citroën Ë-C3 ikke har. Den har et distinkt og sjovere design, som en lille bil gerne må have. Den trækker helt klare linjer til den første Panda fra 80’erne. Grande Panda har også en langt mere charmerende kabine og bedre køreegenskaber.
Men bare fordi Fiat har lavet en bil, der er bedre end søstermærkets, betyder det ikke, at de har lavet en god bil. Alle problemerne fra Ë-C3 er taget med over - platformen er ny, men den er lavet så billigt, at forbrug og opladning lider.
Ved siden af Renault-modellerne 5 E-Tech og 4 E-Tech, for ikke at tale om flere andre biler i samme prisklasse, er Grande Panda ikke konkurrencedygtig - med mindre man har tænkt sig aldrig at køre ud af byen, så forbrug og opladning ikke er et problem.
Hvis Grande Panda, måske minus lidt udstyr, kostede 150.000 kr., kunne Fiat gøre comeback i Danmark. Men 190.000 kr. er hverken folkeligt nok eller rimeligt.
Fiat Grande Panda La Prima
Motor: Elmotor (fortil) Ydelse: 113 hk/122 Nm 0-100 km/t: 11 sekunder Tophastighed: 132 km/t Forbrug: 16,8 kWh/100 kilometer Rækkevidde: 322 kilometer Batteristørrelse: 44 kWh Ladekapacitet: 100 kW Mål (L/B/H): 400/176/162 cm Køreklar vægt: 1.536 kilo Trækvægt: 550 kilo Bagagerumsvolumen: 361 liter Pris: 189.990 kr. (Grande Panda fås fra denne pris) Privatleasing (engangsydelse/mnd. ydelse): 9.995/2.595 kr. (Grande Panda fås fra denne pris) Beskatningsgrundlag, firmabil: Ikke oplyst *Privatleasing på 36 måneders kontrakt med 15.000 kilometer inkluderet per år. Grande Panda fås med lavere leasingydelse med 10.000 årlige kilometer.



